Tobias Rahim vil gøre det legitimt for mænd at græde – og det kan få store konsekvenser, hvis missionen ikke lykkes

Reformationen og Den Franske Revolution har formet, hvordan samfundet ser på gråd. I mere end 60 år har populærkultur og medier forsøgt at give plads til mandens tårer, men klicheen om, at rigtige drenge ikke græder, har alligevel overlevet. Nu er der ved at ske noget, og det skyldes blandt andet en tårnhøj sanger. Berlingske har talt med en række eksperter, der giver deres bud på, hvorfor den maskuline gråd har så trange kår.

Begejstringen var stor, da Tobias Rahim spillede »Når Mænd Græder« foran 30.000 ellevilde publikummer til Roskilde Festival. Arena var stuvende fyldt, da den tårnhøje sanger indtog scenen og italesatte forestillingen om, at maskuline tårer ikke hører sig til. Nu fortæller en række forskere, hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte mand, at vi som samfund først bad ham pakke sine tårer væk og i stedet vise klassiske maskuline dyder, mens der nu ses en forventning om, at han er i stand til at rumme begge dele.
Begejstringen var stor, da Tobias Rahim spillede »Når Mænd Græder« foran 30.000 ellevilde publikummer til Roskilde Festival. Arena var stuvende fyldt, da den tårnhøje sanger indtog scenen og italesatte forestillingen om, at maskuline tårer ikke hører sig til. Nu fortæller en række forskere, hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte mand, at vi som samfund først bad ham pakke sine tårer væk og i stedet vise klassiske maskuline dyder, mens der nu ses en forventning om, at han er i stand til at rumme begge dele. Mathias Eis

Manden i den hvide uniform kigger ned i jorden, men løfter blikket, da han synger, at »maskuline tårer har vi lært at gemme væk lige siden skolegården, de kalder bare på endnu flere tæsk«.

Tobias Rahims brune øjne ser indtrængende ind i kameraet, mens han i »Når Mænd Græder« italesætter samfundets fordring om, at maskulinitet er blottet for sårbarhed og tårer.