Reformationen og Den Franske Revolution har formet, hvordan samfundet ser på gråd. I mere end 60 år har populærkultur og medier forsøgt at give plads til mandens tårer, men klicheen om, at rigtige drenge ikke græder, har alligevel overlevet. Nu er der ved at ske noget, og det skyldes blandt andet en tårnhøj sanger. Berlingske har talt med en række eksperter, der giver deres bud på, hvorfor den maskuline gråd har så trange kår.
Manden i den hvide uniform kigger ned i jorden, men løfter blikket, da han synger, at »maskuline tårer har vi lært at gemme væk lige siden skolegården, de kalder bare på endnu flere tæsk«.
Tobias Rahims brune øjne ser indtrængende ind i kameraet, mens han i »Når Mænd Græder« italesætter samfundets fordring om, at maskulinitet er blottet for sårbarhed og tårer.
