To venner - én Oscar

Hollywood-sværvægterne Brad Pitt og George Clooney har været bedste venner i årevis. Men i nat bliver venskabet stillet på den hidtil hårdeste prøve. De to superstjerner er nemlig begge nomineret til filmverdenens fineste pris: en Oscar for årets bedste mandlige skuespiller.

Brad Pitt og George Clooney krammer hinanden - her til den seneste Screen Actors Guild Awards i Los Angeles 29. januar 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

George Clooney er indstillet for sin rolle i filmen ’The Descendants’, hvor han spiller en desperat far med en utro kone i koma. Og Brad Pitt er nomineret til prisen for sin hovedrolle som kontroversiel baseball-manager i sportsfilmen ’Moneyball’.

Begge film har scoret nogle af årets bedste anmeldelser. De har også tjent flot ved billetlugen. Og af Hollywoods bookmakere spås både Brad og George gode chancer for sejr.

- Jeg synes, at det er sjovt, at Brad og jeg er nomineret samtidig - og lidt ærgerligt for ham.

Sådan sagde 50-årige George Clooney, da bladet People Magazine for tre uger siden spurgte ham, hvor alvorligt han tog konkurrencen.

Og hermed er tonen imellem de to sexsymboler også slået an.

I spøg - og alligevel ikke

Alt bliver nemlig sagt med et skævt og drilsk smil. Og da Brad Pitt og hans kæreste Angelina Jolie for 1.372. gang blev spurgt, om de ikke snart skulle giftes, svarede Pitt:

- Vi gifter os først, når George og hans partner kan blive lovformeligt viet.

Hermed antyder Brad selvfølgelig, at én af Hollywoods mest heteroseksuelle superstjerner er til mænd. Men der skal mere end skarpe vittigheder til at slå spåner af venskabet, der for alvor begyndte under indspilningen af filmhittet ’Oceans Eleven’ i 2001.

Her opdagede Brad og George, at de ikke bare havde et nærmest kriminelt godt udseende til fælles. Humanitært, kulturelt og politisk er vennerne også på bølgelængde.

Og Brad Pitt slår også fast, at nattens konkurrence ikke vil ændre ved det nære venskab.

Benhård konkurrence

- Georges film er én af de bedste, jeg har set i næsten ti år. Og jeg vil ikke blive det mindste såret, hvis han vinder, siger Pitt således.

Men lad dig ikke snyde. Trods de flinke ord og tilsyneladende afslappede attituder er både Clooney og Pitt spændt op til benhård Oscarkonkurrence.

Således har begge normalt superprivate skuespillere inden for den sidste måneds tid givet ualmindelig mange og lange interviews.

Sammen med deres respektive partnere er de to herrer dukket op til næsten hver eneste event i filmbyen. Og George Clooney lukkede forrige uge sågar et helt tv-hold inden for i sit hjem, hvor de filmede både ved pøl, i køkken og soveværelse.

Normalt hører både Pitt og Clooney til i den lidt tillukkede afdeling, hvor stjernerne bare vinker hemmelighedsfuldt til kameraet. Men en Oscar er ikke noget at spøge med. Og derfor vil der i nat blive kamp til stregen.