To stjerner: Kom nu Rane, det må Nationalmuseet kunne lave bedre selv!!!

Nationalmuseet har indlånt en udstilling fra Storbritannien om Tysklands historie. Hvorfor får vi ikke en dansk udstilling om Tyskland og Danmark i stedet for denne britiske, som desuden lider under, at for mange genstande er kopier? Rane Willerslev og Nationalmuseet er kommet for let til udstillingen.

Den hellige tysk-romerske kejserkrone, som var lavet i 900-tallet. Et fornemt arbejde med ædelstene. Desværre er Nationalmuseets krone en kopi. Nationalmuseet John Lee

Vi tænker automatisk på nazismen og Hitler, når talen falder på Tyskland. Eller på 1864 og andre dårlige hændelser fra fortiden. Vi glemmer, at Tyskland gennem århundreder var en af Europas væsentligste kulturskabere, og uden Tyskland havde vi næppe set den velstand og kulturelle rigdom, som også er en del af Europas historie. I århundreder var Tyskland Europas mægtigste magt, der strakte sig langt syd- og østpå, og tyskerne stod for en væsentlig del af kontinentets bedste opfindelser, solid industri, kulturelle, intellektuelle og kunstneriske nyskabelser.

Det er denne historie, som udstillingen på Nationalmuseet fortæller med titlen »Tyskland«. Hovedparten af udstillingen er lånt fra British Museum, der med sin udstilling ønskede at fortælle den britiske befolkning en anden historie end den om fjenden.