Som barn var Frederik Wiedemann hvert år i Tivoli 5. maj, som er hans mors fødselsdag.
»Hun syntes, at det var hyggeligt at tage os børn med i Tivoli. Jeg har en meget tidlig erindring om Pantomimeteatret og ballongyngerne. Jeg husker også en koncert med Sebastian i Koncertsalen, da jeg var ret lille, og en af mine første meget store klassiske musikoplevelser var violinisten Anne-Sophie Mutter, også i Koncertsalen. Jeg husker det øjeblik, da hun satte buen til strengene, og den klang, der opstod.«
Oplevelserne i Tivoli gjorde et så stort indtryk, at Frederik Wiedemann lige siden har dyrket sin interesse for ballet, teater og musik. Særlig balletten er gået ham i blodet. Faktisk er den blevet så stor en del af hans liv, at hans børn har fået navne efter figurer i Pantomimeteatret. Datteren hedder Columbine, og hans søn, Ludvig, har Leander som mellemnavn.
Fra 1. januar er han ny vicedirektør for kultur i Tivoli, og dermed får han ansvaret for et af landets største private kulturbudgetter på godt 50 mio. kr. årligt. Pengene bruges på alt fra klassisk musik til Pantomimeteatret, Fredagsrock, en scene for upcoming bands, Tivoli-Garden og scenekunst.
Han er uddannet cand.polit. og er i øjeblikket særlig rådgiver, populært kaldet spindoktor, for transportminister Ole Birk Olesen (LA). Før det har han blandt andet været embedsmand i Finansministeriet og Statsministeriet, direktør i forskellige iværksættervirksomheder og digital direktør og analysechef på dagbladet Politiken.
Er det ikke et stort spring at gå fra posten som spindoktor til kulturchef i Tivoli?
»Jo, man kan måske se det som at gå fra cirkus til Tivoli. Begge steder skal der i en vis forstand sælges billetter,« siger Frederik Wiedemann og griner.
Manden med det glatragede hoved og de mørke markante briller sidder på restaurant Woodhouse midt i Tivoli med en kop varm chokolade og ser ud til at trives. Det er koldt udenfor i den julepyntede have. Det er eftermiddag, solen skinner, og der er få mennesker og en afslappet stemning i haven.
»Nej, alvorligt talt har jeg en række erfaringer, som jeg kan anvende i jobbet i Tivoli. I mit nuværende job trækker jeg på mine erfaringer som embedsmand og fra medierne, og i en række år har jeg beskæftiget mig med en blanding af noget kreativt og forretningsmæssigt. Det er netop den kombination, jeg kan bruge i mit nye job. Plus de erfaringer, jeg har fra bestyrelsesarbejde i medie- og kulturvirksomheder,« siger Frederik Wiedemann, som bl.a. er næstformand i bestyrelsen for symfoniorkestret Copenhagen Phil og medlem af bestyrelsen for Grønnegårds Teatret.
Familie med tradition for kultur
Kultur er en stor del af hans liv. Han er vokset op i en familie, hvor faren var universitetslektor i musikhistorie og jazzanmelder og stedmoren anmelder af klassisk musik. Søstrene Vinca Wiedemann og Katrine Wiedemann er henholdsvis rektor for Den Danske Filmskole og teaterinstruktør. Og i otte år var han fast medlem af kritikerpanelet i TV-programmet »Smagsdommerne« på DR2, hvor han gjorde sig gældende som en kompetent og analytisk kritiker.
Han betegner sig selv som en flittig kulturforbruger. Han har siden ungdommen haft en stor interesse for musik, teater og ballet – og spiller i øvrigt selv klassisk klaver. Særligt balletten trækker i ham.
»De seneste 10-20 år har jeg været flittig balletfan. Jeg spekulerer stadig over, hvad det er, som fascinerer mig ved det, for jeg er vokset op med en far, som syntes, at ballet var stift og kedsommeligt, så jeg har selv måttet opdage den klassiske ballet,« siger Frederik Wiedemann og fortsætter:
»Jeg tror, at min interesse tog fart, da jeg for snart 20 år siden så en fremragende dokumentarfilm om Erik Bruhn, som er den største danske balletdanser nogensinde. Den gjorde et kæmpe indtryk og blev min indgang til ballet. Jeg blev besat af at prøve at forstå teknikken og æstetikken. Balleteksperten Erik Aschengreen har sagt, at når man går ud fra en særlig vellykket balletforestilling, så er det, som man selv svæver, og det kan jeg godt genkende. Der er noget fysisk ved balletten, som er stærkere end det, jeg oplever ved koncerter – også rockkoncerter, hvor der ellers er supermeget energi. Der er en fysisk ophøjethed ved balletten. Man forbinder sig selv med de dansere, man ser på scenen,« siger Frederik Wiedemann, hvis interesse er så stærk, at den nærmer sig det nørdede.
Han fortæller begejstret om en bog om balletten, »Sylfiden«, skrevet af Informations balletanmelder Anne Middelboe Christensen, hvor et helt kapitel handler om, hvordan Sylfiden holder sin hånd under hagen i åbningsscenen.
»Jeg er meget fascineret af de små detaljers betydning. Jeg har nok generelt en ret analytisk tilgang til ting, også kultur, men ligesom alt andet starter det med følelserne. Når noget appellerer til mig følelsesmæssigt, er mit næste skridt at finde ud af, hvorfor det er sådan.«
Embedsmænd som kulturchefer
Frederik Wiedemann afløser Nikolaj Koppel på posten som kulturchef, og det kan umiddelbart ligne et kursskifte. Den første er økonom. Den anden er uddannet pianist og levede i en årrække som udøvende kunstner. Men at en økonom og embedsmand sætter sig på en fremtrædende post i kulturlivet, er ikke usædvanligt. Gyldendals nye direktør, Morten Hesseldahl, har bl.a. en baggrund som økonom, chefen på forlaget Lindhardt og Ringhof, Lars Boesgaard, er biolog, direktøren for Arken Museum for Moderne Kunst, Christian Gether, er ganske vist kunsthistoriker, men har også en forretningsmæssig baggrund, og Michael Christiansen, der i en årrække var direktør for Det Kongelige Teater, havde en baggrund som jurist og embedsmand.
Hvad kan du som økonom bidrage med som kulturchef?
»Udfordringen i jobbet er kombinationen af at være med til at lægge den indholdsmæssige linje og så styre forretningen. Mit job bliver en blanding af det kreative og det forretningsmæssige, og det har jeg som økonom en forudsætning for at gøre. Vi skal have et bredt kulturtilbud af høj kvalitet, men samtidig skal vi have en indtjening. Tivoli har en strategi om at blive en helårsvirksomhed, og det skal jeg arbejde med sker i endnu højere grad. Vi har ud over sommersæsonen allerede åbent til jul og vinter og halloween, men kan udnytte året endnu mere. Jeg skal på sigt gøre kulturen i Tivoli mere synlig og tilgængelig uden for den fysiske have. Vi kan f.eks. lave samarbejder med andre kulturinstitutioner,« siger Frederik Wiedemann.
Skal du ændre linjen for kulturprogrammet herinde?
»Den overordnede linje vil fortsat være et bredt udbud af kvalitet. Men der kan sagtens være faste formater herinde, som tiden er løbet fra. Det er for tidligt at sige noget om det. Jeg har nogle ideer, men det ville være usagligt at komme med konkrete bud på, hvad jeg gerne vil, inden jeg er tiltrådt og har talt med de ansatte. Men Tivoli er et sted, som hele tiden skal forandres for at blive bevaret. Hvis Tivoli ikke havde forandret sig gennem årene, så er det slet ikke sikkert, at vi ville være her i dag.«
Et dannelsesprojekt
Hvad er det særlige ved Tivoli for dig?
»Når man træder ind i Tivoli, træder man ind i et eventyrland, et andet univers. Noget andet end hverdagen. Der findes masser af kultur og underholdning andre steder, men Tivoli er en helt særlig blanding af oplevelser med et generelt højt ambitionsniveau. Der findes masser af kultur og underholdning andre steder, men Tivoli er en helt særlig blanding af oplevelser med et generelt højt ambitionsniveau. Det er en kvalitetsoplevelse at gå i Tivoli, fordi der er gjort noget ud af det hele helt ned i detaljen lige fra restauranterne og udsmykningen til kulturprogrammet.«
Hvad gør du, for at dine to børn får et aktivt forhold til kultur?
»Vi har et dannelsesprojekt kørende med varierende held. I perioder er der noget modstand, og så kan jeg godt være upopulær. Min erfaring er, at det alligevel har betydning. Børn skal have en vane med at læse, så det hele ikke handler om, hvad der foregår på en skærm og om at være social. Man skal også være alene og læse og fordybe sig. Når vi er ude at rejse, så skal man sætte sig ind i, hvor man er, og se de museer og historiske ting, der er at se. Jeg vil gerne eksponere børn for den slags. Det er en ressource, ligesom det er en ressource at dyrke sport. Begge mine børn dyrker holdsport. Det giver børn en kompetence, som kan være svær at tilegne sig senere. Det gælder både sport og kultur, at jo tidligere du får det ind, jo dybere ligger det. Det giver nogle udfoldelsesmuligheder, så man senere kan kaste sig over ting med interesse. Kunst og kultur er en form for sprog, som man kan tale mere eller mindre bevidst, mere eller mindre kompetent. Man får mere ud af tingene, hvis man har et fundament.«
