Tivoli i modvind i sag om Villazón

Tivoli vil ikke give publikum penge tilbage efter en delvist aflyst koncert i søndags med operastjernen Rolando Villazón. En række andre koncertarrangører er helt uenig i Tivolis afgørelse.

VILLAZON
Flere koncertarrangører kritiserer Tivolis beslutning om ikke at give publikum til koncerten med Rolando Villazón pengene tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERTHOLD STADLER / AFP

Har publikum krav på at få pengene tilbage, hvis en musiker aflyser en koncert midt i koncerten?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter af den mexicanske operastjerne Rolando Villazón i søndags måtte opgive at synge efter at have givet kun sammenlagt godt syv minutter af en længe imødeset koncert i Tivolis Koncertsal. Publikum måtte det meste af tiden »nøjes« med to sopraner, der skulle have suppleret Rolando Villazón samt Tivolis Symfoniorkester, der både spillede alene og sammen med sangerne.

Tivolis svar er, at man ikke vil tilbagebetale pengene, selv om publikum havde givet op til 1.250 kroner for billetterne. Eller som Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, siger det:

»Der er ikke nogen regler på området. Vi kunne have spillet to takter og sagt, at ingen publikummer får noget tilbage.«

Det var Henrik Engelbrecht, der i søndags havde det utaknemmelige hverv at skulle fortælle Villazóns mange fans, at deres idol havde smidt håndklædet i ringen. Engelbricht siger selv, at dramaet i søndags var »et kæmpe imagemæssigt hak i tuden« til Tivoli, og at han personlig skal »bruge måneder på at genoprette tilliden, både til mig selv og til det arbejde, vi laver i koncertsalen.« Men hvad angår refusion af billetudgifterne er han ubøjelig:

»At sælge kulturoplevelser er ikke det samme som at sælge støvsugere,« forklarer han.

»For hvornår stopper det så? I yderste konsekvens kunne man så forestille sig, at publikum kunne kræve pengene tilbage, fordi de mener, at en strygerkvartet spiller en smule falsk, eller en pianists arm er lidt for meget ved siden af. Vi er meget tilbageholdende med at ændre reglerne, selv om det kan lyde både grådigt og usympatisk.«

Henrik Engelbrecht tilføjer, at han gerne havde set, at Rolando Villazón var blevet syg før forestillingen, så Tivoli havde kunnet aflyse, og at han i øvrigt synes, at det er en god idé at klage til Forbrugerklagenævnet over Tivolis afgørelse:

»Så kan vi få en diskussion om reglerne!«

Ingen nedskrevne regler

Peter Sørensen er direktør for Beatbox Booking, der arrangerer koncerter med en lang række af de største danske og udenlandske musiknavne inden for pop- og rock, senest Suedes genforening på Skanderborg Festivalen. Hans opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt i forhold til billetkøberne, ser anderledes ud end Henrik Engelbrechts:

»Hvis vi havde haft et navn, der var trykt med store bogstaver på billetten, og vedkommende så spillede syv et halvt minut, så ville vi selvfølgelig give folk pengene tilbage, hvis de ønskede det,« siger han og tilføjer:

»Der er ingen nedskrevne regler på dette område. Men hvis jeg var Tivoli, ville jeg nok forsøge at drive det allerede udbetalte honorar til kunstneren ind igen. Man skal tænke på, at mange blandt publikum garanteret er faste kunder - musikelskere, som Tivoli handler med hele tiden. Og dem skal man kunne se i øjnene. Tivoli skal jo som alle andre passe på sit produkt. Det vil være ærgerligt at havne i en situation, hvor publikum ikke tør - eller vil købe billet til koncerter, fordi de ikke ved, om de kan få deres penge tilbage, hvis uheldet er ude.«

»Pengene skal retur«

Landets største koncertarrangør, direktør Flemming Schmidt fra LiveNation, siger i en kommentar til Villazón-sagen:

»Medmindre der er en mellemregning, jeg ikke kender, og syv et halvt minut på scenen er kutyme for den slags koncerter, så skal publikum da selvfølgelig have deres penge tilbage. For otte-ti år siden aflyste Robbie Williams en koncert fra scenen i Oslo. Han havde sunget, men måtte gå af, fordi han ikke kunne gennemføre. Her fik nordmændene selvfølgelig deres penge tilbage.«

En tredje arrangør, der ønsker at være anonym, ligger på linje med Peter Sørensen og Flemming Schmidt. Han mener også, at de, der købte billet til Villazón-koncerten, burde få økonomisk kompensation:

»Publikum har jo købt billetten for at se Villazón. De ville aldrig have lagt en krone for symfoniorkesteret og for at høre en komplet ukendt sopran,« siger arrangøren og tilføjer, at der i Tyskland foreligger en domsafgørelse som siger, at et hovednavn skal gennemføre 60 minutter af en koncert - ellers kan publikum få deres penge tilbage. Dette gælder altså også, hvis hovednavnet kun synger 59 minutter.

»Tivoli kan ikke henvise til, at f.eks. Den Kongelige Opera har et regelsæt i tilfælde af, at et hovednavn i en forestilling aflyser, for her er tale om en hel forestilling,« siger arrangøren videre.

»Det samme er gældende for Grønnegårds Teatret, som har en regel om, at man ikke giver pengene tilbage, hvis det begynder at regne til en af teatrets udendørsforestillinger efter en halv time. Men her er det også en forestilling, der er tale om, og det er altså noget andet. Det, der foregik i Tivoli, var en koncert, som helt og aldeles står og falder med hovednavnet. Det er tredje gang, Roland Villazón aflyser, og alle i branchen ved, at hans stemme er færdig. Måske har Tivoli undladt at forsikre sig mod aflysning. Hvis de da overhovedet har kunnet forsikre ham på grund af hans velkendte helbredstilstand...«