Tintin er død ... men den belgiske tegneserie lever

I Belgien er 2009 udråbt til tegneserieår. Talrige udstillinger og events vidner om, at de klassiske albumserier lever i bedste velgående. Men vil nutidens PC-glade generation også i fremtiden føre Belgiens stolte serietraditioner videre?

Tintin er Belgiens mest kendte seriefigur, men ikke alle belgiere er glade for den skæbne serien har fået efter tegneren Hergés død i 1983. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flandern.dk

BRUXELLES: Vi befinder os i slutningen af 1960erne, cirka 30 år før internettets udbredelse. Hele Barndomslandet var erobret af Kedsomheden. Hele Barndomslandet? Nej, i et hjørne af et københavnsk kommunebibliotek holdt en flok børn Kedsomheden i skak ved hjælp af stabler af belgiske og franske tegneseriealbum. *

I sidste halvdel af forrige århundrede var tegneserien i Danmark, med få amerikanske undtagelser som Anders And, synonym med den rige fransk-belgiske tegneseriekultur. Fra midten af 60erne var det tegneserier som »Tintin«, »Asterix«, »Splint og Co.«, »Lucky Luke«. »Vakse Viggo«, »Luftens Ørne« og »Fort Navajo«, der vandt børnenes hjerter og mange voksnes ofte mere forbeholdne respekt. Danske forlag som Illustrationsforlaget Gutenberghus og Interpresse oversatte og udgav album fra Belgien og Frankrig i oplag på op til 100.000, og bibliotekerne indkøbte tilsvarende mængder tegneseriealbum, der blev så populære, at der mange steder blev indført en form for rationering, så hylderne ikke blev tømt helt.

I de senere år er udgivelsesfrekvensen af de mange tidligere så populære albumserier faldet drastisk i Danmark, i takt med at børnene har fundet nye kilder til underholdning på Internettet og i computerspil. Når man i dag taler om tegneserier, drejer det sig ofte om amerikanske superhelteserier, der har fået en gevaldig oprejsning i kraft af talrige filmatiseringer, amerikanske graphic novels, der primært henvender sig til litterære voksne eller japansk manga, der i et årti har været børnenes foretrukne læsning, hvad angår kulørte striber. De mest populære albumtitler fra Frankrig og Belgien udkommer stadig i Danmark, men slet ikke i de store oplag, der før var normen, og ofte er der tale om genudgivelser af de mest populære album fra tidligere år. Kun »Tintin« synes fortsat at være almindeligt kendt i de fleste hjem, men er reelt et afsluttet kapitel, da ophavsmanden Hergé forlængst er gået bort, uden at give andre tilladelse til at føre serien videre.

Men er tiden da helt løbet fra den belgisk-franske tegneserie? Ikke hvis man spørger indbyggerne i Bruxelles, der i år fejrer tegneserieår med en bred vifte af arrangementer, udstillinger og events under fællestitlen »BD Comics Strip Brussels 2009« – BD er en forkortelse af Bande Dessiné (på dansk: »gruppe af tegninger«, red.). Man behøver ikke at være specielt tegneserie-opmærksom for at få øje på tegneseriekulturen i EUs hovedstad, der dybest set har tre hovedattraktioner: øl, tegneserier og Belgiens ekstremt kitschede svar på Den Lille Havfrue, Manniken Pis.

Bruxelles’ krogede gader og brede boulevarder byder på tegneserieforretninger i alle tænkelige størrelser. Nogle af dem sætter ære i at lagerføre samtlige af de tusinder af forskellige albumtitler, der udkommer årligt i Belgien, andre specialiserer sig i originaludgaver, andre igen har kun Tintiniana i udstillingsvinduerne. Sidstnævnte tegneseriefigur er uden sammenligning den europæiske tegneserie, der er mest kendt i Verden, og det alene gør Tintin til en halvkontroversiel størrelse i belgiernes øjne. Men mere om det senere.

Mental plads
Tegneserie- og turistguiden Didier Rochette ligner det han er, nemlig en seriøs tegneseriefan med briller og hestehale, der trods sit anseelige korpus viser Berlingske Tidende rundt i Bruxelles med begejstret energi: ville man være ondskabsfuld kunne man kalde ham en nørd, men ordet giver ikke rigtig mening i Belgien, hvor unge som gamle nærmest synes at elske landets tegneseriefigurer som en slags familiemedlemmer. For Didier er belgiske tegneserier det eneste der tæller.

»Jeg lærte at læse ved at læse Gaston (Vakse Viggo, red.), og jeg lærte latin ved at læse Asterix,« siger han for at forklare seriernes betydning for ham.

I Danmark taler man som oftest om den »fransk-belgiske tegneserie«, men er man i Belgien, er perspektivet selvsagt mere finkornet. Historisk har især den fransktalende del af Belgien betydet meget for tegneseriekunstens udvikling, da det var her, at blandt andre franske tegneserietegnere fra 1940erne rejste til for at få udgivet deres arbejde. Heriblandt senere legender som Asterix’ far René Goscinny og Jacques Martin, der skabte den oldromerske actionserie »Alix«.

»I 1900-tallet var lande som Frankrig, Tyskland og England tynget af deres egen lange kulturhistorie, hvilket ikke rigtig levnede plads til at kunstnere kunne beskæftige sig med tegneserier. Det blev ikke anset for lødigt nok. Men Belgien har ikke nogen lang historie, og her var der masser af mental plads til at boltre sig,« forklarer Didier Rochette.

Traditionen er fortsat op gennem tiden, hvor Bruxelles blev arbejdsplads for kendte tegnere som Tardi og Clarie Bretecher og den polske tegner Rosinsky, der tegner »Thorgal«. I dag anslås det, at omkring 800 kunstnere udelukkende lever af at lave tegneserier i Bruxelles, ligesom Belgiens fem tegneserie-akademier tiltrækker studerende fra hele verden. På fire år kan man uddanne sig i alt fra avantgarde-tegneserier til tegneserie-PR og forlagsvirksomhed.

Belgien har en række egne kanoniserede tegnere og manuskriptforfattere. »Lucky Luke«-tegneren Morris var som mange belgiere stærkt inspireret af USA, og Peyo skabte »Smølferne«, der oprindeligt var sidefigurer i hans tegneserie »Henrik og Hagbart«, men som senere overtog verdensherredømmet i deres egen serie, blandt andet i USA, hvor de blå småtrolde gør selveste Tintin rangen stridig som den mest kendte europæiske tegneserie.

Kunsthåndværk
Den afdøde André Franquin opfandt tegneseriefigurerne Splint og Co. og Vakse Viggo, og er måske den tegneserieskaber, som belgierne er mest stolte af.

I anledningen af tegneserieåret har Bruxelles’ »Kongelige Museum for Skønne Kunster« sammensat en superb udstilling af originale tegneseriesider. Her får man øjnene op for, at den belgiske tegneserie fuldt ud tåler sammenligning med senere mere »kunstnerlige« tegneserietyper. I Danmark fik historierne ikke altid den bedste trykning, de kunne fortjene, men her kan man nærmest iagttage selve arbejdsprocessen i hvert et pennestrøg – og det er kunsthåndværk af første kaliber.

Men hvad så med Tintin og hans fader, Hergé? Javist – hele den belgiske tegneseriekultur begyndte selvfølgelig, da den unge illustrator i 1928 blev sat til at tegne en fortsat avisstribe i den belgiske avis »Le Vingtième Siècle«. Alligevel bliver Didier Rochette en anelse mørk i blikket, da Berlingske Tidende forsøger at dreje samtalen hen på verdens mest kendte belgier. Man fornemmer en vis irritation over den store opmærksomhed fra turisterne over for Tintin, når nu den krøltoppede reporter kun er en af mange geniale figurer fra den belgiske tegneserieskat. Samtidig tilhører Tintin så at sige ikke længere belgierne, men Verden, ikke mindst efter at Steven Spielberg og Peter Jackson er gået i gang med at lave en storslået Tintin-film. Belgierne forholder sig afventende og håber på det bedste, men er også parate til at afvise resultatet.

»Tintin er død! Han døde sammen med Hergé. Der kommer ikke mere interessant fra den kant,« siger Didier Rochette sammenbidt, idet han ikke regner Spielbergs film som den ægte vare.

Efter Hergés død gik der for alvor business og politik i Tintin. Rettighederne til serien blev overdraget til hans enke Fanny Vlaminck, hvis senere engelske mand Nick Rodwell har skabt et forretningsimperium, der dygtigt har udnyttet rettighederne til film, genoptryk, Tintin-tøj og legetøj – til Didiers og andre belgieres forbitrelse. Ifølge Didier Rochette er det også Rodwells skyld, at det kommende Tintin-museum, der åbner den 22. maj ikke får sit naturlige hjemsted i Bruxelles, hvis gadepartier med mellemrum dukker op i tegneserien. Bystyret var nemlig ikke tilstrækkelig generøs med støttekronerne, og derfor åbner museet i stedet i Louvain-la Neuve syd for Bruxelles.

Svært at skaffe midler
På Bruxelles’ tegneseriemuseum (hvor Tintin har en forbavsende beskeden afdeling) forklarer museumdirektør Willem De Graeve, at det tillige har at gøre med Belgiens kulturpolitiske sædvane med at lade støttekronerne følge enten flamske eller franske initiativer. Derfor er det meget vanskeligt at skaffe midler til nye museer i Bruxelles, der er dobbeltsproget.

Hans eget privatsponsorerede museum er bestemt et besøg værd. Selve bygningen er oprindeligt en lagerbygning tegnet af Belgiens berømte art nouveau-arkitekt Horta, og i dens tre etager kan man se udstillinger om de belgiske tegnere og særlige stilarter. For eksempel har man genskabt en del af tegneren (og operasangeren) Edgar P. Jacobs tegnestue. På hans tegnebord ligger en maskinpistol, som han brugte som forlæg for nogle af sine tegninger i serien »Blake og Mortimer«. Som Hergé lagde Jacobs stor vægt på de autentiske detaljer, og deres album lagde grunden til den særlige belgiske »klare linje«-stil. Museet rummer også et stort bibliotek, og indkøber de omkring 4.000 forskellige albumtitler, der udkommer om året i landet. For mange er dette sted at ligne med Edens Have.

»Der udkommer selvsagt langt mere, end jeg kan nå at læse, men det høje tal viser, at den belgiske tegneserie lever i bedste velgående,« siger Willem de Graeve med en vis stolthed.

Museet er fyldt med belgiske skolebørn, der dog ikke synes videre interesserede i udstillingerne. De sætter sig på trapperne og studerer deres mobiltelefoner. Willem de Graeve er dog sikker på, at også fremtidige generationer vil holde den belgiske tegneseriekultur i live.

»Det er rigtigt, at der er meget nostalgi i den belgiske tegneserieverden, og at fans har en vane med at skue tilbage på de store klassikere. Det er et problem for de unge tegnere, der gerne vil gøre sig gældende. De får hård konkurrence fra de gamle serier, der stadig genoptrykkes. Et nyt Lucky Luke album sælger stadig en halv million eksemplarer i Belgien og Frankrig. Men der sker også en udvikling. Vi mærker en indflydelse fra både amerikanske graphic novels og fra japanske tegneserier. Belgiske børn vil blive udsat for vores egen tegneseriekultur i mange år endnu, for eksempel i form af serier, der også kommer som computerspil og TV-underholdning,« siger Willem de Graeve.

*Hvis man synes, at man genkender indledningen til denne artikel, skyldes det måske, at den er en omskrivning af den faste introduktion til hvert nyt Asterix-album gennem mange år: »Vi skriver År 50 før Kristus. Hele Gallien er erobret af romerne …«