Tine troede hun skulle pensioneres i en tidlig alder, men så satsede hun millioner på datterens talent

Tine Kronborg Hansen satsede en privat formue og begyndte som musicalproducent i millionklassen, da hendes datter gerne ville spille teater. Snart har hun endnu en stor premiere på Østre Gasværk Teater.

Uden forudsætniger af nogen art har Tine Kronborg Hansen investeret en mindre, privat formue i musicalproduktion. I dag har hun flere store forestillinger bag sig. Og snart har hun premiere på den stort anlagte rockmusical »American Idiot« på Østre Gasværk Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg kunne bare høre, at min stemme steg en helt oktav hver morgen,« siger Tine Kronborg Hansen og gengiver en stresset mors skingre toneleje.

»Sådan skulle mine børn altså ikke huske mig. Jeg ville se noget mere til dem og have glæde af dem, inden de snart flyttede hjemmefra. Jeg havde aldrig holdt min forældreorlov, og den ville jeg altså have. Nu skulle det være.«

Tine Kronborg Hansen havde et travlt liv med krævende job som konsulent og to børn, hun skulle tage sig af. Men hun syntes ikke, hendes tilværelse var i balance. Hun tog konsekvensen af den utilfredshed, hun længe havde følt. Men en kortere pause fra arbejdslivet viste sig ikke at være nok.

»Efter min orlov kunne jeg mærke, at nej, jeg skulle ikke tilbage. Jeg sagde mit job op.«

Spørger man kvinden på den anden side af bordet i Østre Gasværk Teaters rummelige kantine, hvad hun så havde tænkt sig, svarer hun lynhurtigt og lidt affejende. Kontant trods den lavmælte og lidt hæse stemme, hvor dialekten fra barndommens Esbjerg stadig hænger ved, selv om hun har adresse i Rudersdal Kommune. Hun benægter, at hun stod midt i et vadested. Hun havde nemlig ikke tænkt sig at vade nogen som helst steder hen.

»Jeg havde bare troet, jeg skulle pensioneres i en tidlig alder. Fifle lidt rundt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave. Ingenting, velsagtens.«

At lave så lidt som overhovedet muligt, var faktisk noget, Tine Kronborg Hansen kunne stille sig selv i udsigt. Også selvom hun kun lige akkurat befandt sig et sted midt i livet.

Penge var nemlig ikke et problem. Penge var faktisk slet ikke et problem. Hendes daværende mand havde solgt sit it-firma. Og handlen havde været lukrativ på den måde, de fleste kun dagdrømmer om.

Men så var det altså lige, at det ene af parrets to børn, datteren Sofie, hele sit liv havde været optaget af at synge og danse. Hun havde knap tid til at lege, da hun var barn. Men undervisningen har betalt sig, og talentet er fulgt med. Hun har spillet musicalroller på professionelle teatre. Men det begyndte med amatøropsætninger sammen med en kusine i Jylland. Og da teenageren elskede det og var sulten på mere, spurgte hun sin instruktør, om han ikke kunne have lyst til at sætte Sebastians musikversion af Astrid Lindgrens »Ronja Røverdatter« op med hende som Ronja. Da projektet ikke rigtig ville lette, trådte Tine Kronborg Hansen til.

»‘Jeg kan godt hjælpe jer,’ sagde jeg. Jeg tænkte: ‘Hvor svært kan det være? Det her er et projekt, og dem har jeg jo haft flere af.’«

Først overvejede Tine Kronborg Hansen, om hun skulle stifte en amatørforening, der satte musicals op. Men sådan nogle var der et par stykker af i forvejen. I stedet spurgte hun sin daværende mand, om ikke de skulle lave et holdingselskab. Og det gjorde de så under et af hans selskaber. I første omgang skulle produktionsfirmaet have et navn.

»Hvad skulle jeg kalde holdingselskabet? Min datter hed Sofie Heltemus som lille. ‘Hvad er det nu, du hedder på Skype? Godt, så tager vi det’. Marketingfolkene ville lave det om på det ene møde efter det andet. ‘Så find da på noget, der er bedre,’ sagde jeg til dem.«

Heltemus Productions var født. I første omgang var det meningen, at selskabet kun skulle sætte »Ronja Røverdatter« op. Men opsætningen, der blev til en fuldt professionel en af slagsen, blev både en anmelder- og publikumssucces, selv om ingen havde hørt om producenten før. Den spillede i København og på en stor turné rundt i landet. Og det heldige udfald gav Tine Kronborg Hansen lyst til at fortsætte den teatervirksomhed, der sådan set kun var opstået af, at hun gerne ville hjælpe sin teatertossede datter. Siden er det blevet til en hel lille håndfuld store musicalopsætninger: Stephen Sondheims »Into the Woods« i Tivolis Glassalen med Peter Langdal som instruktør, »Ghost« og en stort anlagt musikteaterversion af Kenneth Bøgh Andersens populære fantasyroman »Djævelens lærling«, et projekt, Tine Kronborg Hansen selv fandt på og satte i værk.

Og om kort tid genopsættes Green Day-musicalen »American Idiot« på Østre Gasværk Teater, som er lejet til lejligheden, med blandt andet Julie Steincke, Johannes Nymark og den svenske rockstjerne Viktor Norén på rollelisten. Tine Kronborg Hansen trækker os gennem teatrets underjordiske gange og med over i den smukke, rå gasbeholder, hvor en hel hær af bygningsarbejdere med sikkerhedshjelme er ved at etablere den imponerende scene.

»Man er begyndt at tage os alvorligt, selv om jeg ærligt skal indrømme, at det også, i hvert fald i begyndelsen, har været mere held end forstand,« forklarer hun.

Spøger man hende, om hun er blevet mødt med skepsis, fordi hun som rendyrket amatør er kommet anstigende med sine mange penge og fra den ene dag til den anden slog sig op som teaterproducent, smiler hun skævt.

»Der er ikke nogen, der har været frække nok til at sige noget direkte op i mit åbne ansigt. Men jeg har da fået refereret noget fra andre. Og så kan man jo godt mærke, at nogen måske indledningsvis har nogle forbehold og skal se mig an. Men det er jo deres problem og ikke mit,« konstaterer hun.

»I starten var jeg mere ydmyg. Nu er jeg ikke så blåøjet mere. Men hvis jeg ikke kan få en rimelig forklaring på, hvorfor man gør ting på en særlig måde, siger jeg, at nu prøver vi altså at gøre tingene på en anden facon. Så må folk jo overveje, om de vil være her. Det spiller selvfølgelig nok også ind, at jeg er så økonomisk privilegeret, at jeg ikke er bange for ikke at få mad i morgen. Men de fleste har da været forholdsvis åbne over for mig. Jeg tror, de kan se, at jeg er drevet af en vision for, hvordan jeg gerne vil have det. Og efterhånden ved jeg mere om at lave teater.«

Hun har været klog nok til at alliere sig med gode folk, der ved mere om de enkelte af et stort teaterprojekts mange dele, end hun selv gør. Hun afgør til gengæld, hvordan holdet skal se ud. Er meget optaget af at give kendte navne en anden type opgaver eller helt nye talenter muligheden. Og selve rammen for, hvilken type forestilling, hun gerne vil skabe, sætter hun selv. Så overlader hun det til andre at fylde den ud.

»Jeg blander mig ikke,« siger hun, og tilføjer så: »Indtil jeg så gør det.«

Hvad andre tænker

Tine Kronborg Hansen er uddannet mejeriingeniør og har en ph.d. i mikrobiologi fra Landbohøjskolen, hvor hun sammenlagt var i ni år. Som leder er hun meget inspireret af forskningsverdenens evne til at erkende, at det kan tage tid, før man får det fulde udbytte af sine medarbejdere og deres forskning.

»Man investerer i sine medarbejdere. Jeg insisterer på to ting: Dels at vi skal grine hver dag. Dels at vi skal lære noget nyt. Vi skal blive ved med at være nysgerrige i et trygt rum, hvor vi tør lege. Og hvor vi tør lave fejl. Ellers bliver vi aldrig bedre.«

Teater er dog ikke helt fremmed for Tine Kronborg Hansen. Hendes far var chefredaktør på avisen JydskeVestkysten og anmeldte lejlighedsvis teater. Tine blev taget med ind og se Dirch Passer og tidens andre koryfæer og elskede det. Hjemmet betegner hun som liberalt.

»Min far lærte os, at vi ikke skulle ikke gå op i, hvad andre folk tænkte om os. Når vi gjorde noget, vi godt vidste var forkert, fik vi til gengæld skældud, så håret stod tilbage. At lyve var noget af det værste. Man skulle stå ved det, man havde gjort. Min mor var til gengæld god til lige at løsne op for situationen med humor. Og hun var meget servicemindet. Det har jeg også lært af hende. Enten er man det, eller også er man det ikke.«

»Teatret har lært mig, at frygt bringer dig ingen steder,« siger Tine Kronborg Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Den lidt retningsløse pige var doven både i gymnasiet og på universitetet, fordi hun kunne klare sig igennem uden at anstrenge sig. Det ændrede sig, da hun skulle skrive speciale. Hun ville bevise over for sig selv, at hun godt kunne. Det førte til ansættelse på Landbohøjskolen, hvor hun egentlig var kommet på rette hylde. Hun stod foran et drømmeprojekt, hvor hun skulle være med til at indsamle viden om fermenteringsprocesser i Etiopien, Sudan og Uganda med henblik på at forbedre lokalbefolkningens diæt. Men dagen før, hun skulle vaccineres for gul feber, fandt hun ud af, hun var gravid. Hun fødte ti uger for tidligt.

»Jeg fik en søn, der var handicappet. Min søn har CP, det man før kaldte spastisk lammelse. Det var ikke sjovt,« fortæller hun og lægger ikke skjul på, at det er en kamp at have et handicappet barn.

Muligheder

»Som alle mødre havde jeg gået og haft en eller anden fantasi om alt det, jeg skulle gøre med mit barn. Men heldigvis var han barn nummer et, for det var først, da vi fik hans søster, og hun sad på min arm, at jeg kunne mærke, hvor mange flere kræfter hun havde. Jeg havde ikke noget at sammenligne med, da vi fik Frederik. Jeg vidste bare, at jeg skulle være der for ham,« siger hun.

»Det første år af Frederiks liv rykkede jeg ham jo helt tæt ind til kroppen og havde svært ved at se ham. Men jeg lærte ikke at være optaget af, hvad jeg havde brug for, og heller ikke pakke ham ind i vat: Hvad havde han brug for? Hvilken voksen ville jeg gerne have, han skulle blive?«

Familien valgte hurtigt at se på muligheder i stedet for på begrænsninger. Den har forsøgt at leve så normalt som muligt og for eksempel rejst meget.

»Det er jo ikke, fordi livet bliver lykkeligere, bare fordi man har penge, men der er visse ting, der bliver lettere. Det vil være løgn at sige noget andet. Vi har da helt klart været yderst privilegerede. Det har måske også gjort, at det at have Frederik ikke har været så tungt. Havde jeg været en enlig mor uden midler, var der en masse ting, Frederik aldrig ville have prøvet, eller som jeg ikke villet have kunnet få til at ske.«

Det er gået godt. Frederik står foran at skulle flytte hjemmefra, for han har søgt ind på historiestudiet på Aarhus Universitet.

»Heldigvis kan Frederik rigtig meget. Og han er meget modig. Hans hoved er toptunet – det er hans krop, der ikke vil.«

Også datteren Sofie har fået lov til meget, fordi det hele ikke skulle handle om Frederik. Det var jo på en måde sådan, Heltemus startede. Men i dag er Tine Kronborg Hansen selv blevet grebet af teatret.

»Det er ikke vigtigt for mig, at teater er en god forretning, I begyndelsen var det i hvert fald slet ikke. Der var det bare væsentligt for os at bevise, at vi kunne lave noget, der holdt kvalitetsmæssigt. Vores forestillinger skal have et niveau, vi kan være bekendt,« forklarer hun.

»Men nu skulle vi også meget gerne til snart at begynde at tjene nogle penge. Man bliver ikke fed af at lave teater og slet ikke i disse tider. Men det er jo min egen finansiering, og jeg har sat et beløb af til at gøre det her. Når det er brugt, må vi jo se, om det fortsætter eller ikke gør. Men det håber jeg da,« siger Tine Kronborg Hansen, der drømmer om et permanent spillested for Heltemus.

»Teatret har i hvert fald lært mig, at frygt bringer dig ingen steder – tværtimod du skal være modig og vise tillid. Så skal man ikke række så langt ud for at få de ting, man ønsker sig, til at ske .«

»American Idiot« kan opleves på Østre Gasværk Teater fra 26. juni til 21. august. Teatrets næste produktion live er en genopsætning af »Into the Woods« i Tivoli i foråret 2022.

Tine Kronborg Hansen er mindre »blåøjet«, end da hun lagde ud i teaterbranchen. I dag insisterer hun på at gøre tingene på sin måde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.