Tine Fischer stod til at miste sin livsdrøm. Så begyndte hun at ringe rundt

Lederen af filmfestivalen CPH:DOX, Tine Fischer, var ved at miste det hele, da coronavirussen ramte landet. Med benhårde forhandlinger og søvnløse nætter blev den potentielle fiasko vendt til succes. Derfor er Tine Fischer valgt af Berlingske som et forbillede. Læs hendes historie her.

»Normalt er jeg en væddeløbshund, jeg løber bare. Måske fordi jeg er vokset op med tryghed i metermål og med forældre, der havde ufattelig stor tillid til, at jeg nok skulle finde vej,« fortæller Tine Fischer, administrerende direktør for CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, der endte med at blive en succes midt under coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Hvis der er noget, der er et lovechild i mit liv, det eneste ud over mine børn, så er det festivalen CPH:DOX. Jeg har brugt 13 år på at bygge den op. Som alle iværksættere ved jeg, at jeg kan tabe det hele igen. Og det vil jeg bare ikke.«

»Da jeg startede DOX, havde jeg et fuldtidsjob på Filminstituttet. På det tidspunkt var dokumentarfilm noget halvstøvet, man kunne se på en god dag i undervisningslokalet, men så vandt Michael Moore Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes for »Fahrenheit 9/11«. Dokumentarfilmen stod pludselig i en guldalder. Jeg tænkte, at der måtte være en ny, ung målgruppe derude, så vi startede en festival og begyndte at vise film, hvor de unge var – i byen, i parker, på skaterbaner. Siden er DOX vokset og blevet en internationalt anerkendt festival, en af de tre største i verden. Når Netflix selv henvender sig for at blive sponsor, så har festivalen sat sig et sted i den internationale top. Og 2020 skulle være vores bedste år. Sådan så det ud i planerne.«

»Omkring 100 mennesker løb omkring i gangene – alle kiggede på mig. Hele organisationen stod og sitrede.«


»14 dage før nedlukningen var der filmfestival i Berlin. Jeg havde selv sendt folk derned, de var til møder og kindkyssede, men da de kom hjem, begyndte tallene fra Italien at buldre af sted. På fjernsynet så man militæret køre kister ud af byerne. Vi stod og skulle have store delegationer hertil fra Hongkong og Italien. Jeg kunne godt se, at vi stod med et problem.«

»Hvis der er noget, der er et lovechild i mit liv, det eneste ud over mine børn, så er det festivalen CPH:DOX. Jeg har brugt 13 år på at bygge den op. Som alle iværksættere ved jeg, at jeg kan tabe det hele igen. Og det vil jeg bare ikke.« Tine Fischer, administrerende direktør for CPH:DOX, har kæmpet sig gennem coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»En uge før nedlukningen blev vi indkaldt til møde i Kulturministeriet. SMSen kom med et kvarters varsel. Under mødet gennemgik departementschefen situationen og henstillede til forsigtighed og samfundsansvar, men der var intet påbud. Normalt var jeg måske blevet gal over sådan en udmelding, men jeg vidste bare, at jeg selv måtte løse det. Jeg kunne ikke vente på at få en direkte ordre. For mig stod valget mellem at aflyse – og finde en anden måde at afholde festivalen på.«

»Efter mødet vendte vi tilbage til kontorerne. Fordi det var så tæt på festivalen, var der proppet med folk. Omkring 100 mennesker løb omkring i gangene – alle kiggede på mig. Hele organisationen stod og sitrede. De er jo begavede mennesker, så de vidste godt, at tingene var usikre.«

»Da jeg fangede dem på Zoom, kunne jeg se, at de sad udenfor i hawaiiskjorter og store badesandaler. Det var nogle meget nørdede typer, men de forstod med det samme situationens alvor.«


»Tre dage før den planlagte åbning satte jeg mig sammen med programchefen Niels og begyndte at ringe rundt til folk, der havde opbygget digitale platforme. Jeg vidste ingenting om det. Kunne man gøre DOX til en digital festival, eller var det vanvittigt at forestille sig, at vi kunne få de digitale rettigheder til filmene? Kunne man overhovedet nå at bygge en platform? Ingen andre festivaler havde gjort det. Vi besluttede os for en leverandør, der kunne opbygge en platform til 40 titler – på fire dage. Derefter indkaldte jeg min bestyrelse og sagde: »Nu gør vi det her«.«

»11. marts var der pressemøde med statsministeren. Nogen har taget et billede, hvor man kan se, at jeg sidder foran Mette Frederiksen og ligner en, der ikke har sovet i ti dage.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niklas Engstrøm/CPH:DOX.

»11. marts var der pressemøde med statsministeren. Nogen har taget et billede, hvor man kan se, at jeg sidder foran Mette Frederiksen og ligner en, der ikke har sovet i ti dage. Efter mødet går vi i gang med at ringe til de forskellige producenter. Rettigheder er et kompliceret felt, fordi producenterne er kontraktligt forpligtet til at overholde dem. De kan ikke bare give dem fra sig, så der måtte en del forhandling til. Alle vidste, at det var liv eller død for festivalen. Jeg begyndte med at ringe til dem, som jeg forventede ville være de sværeste. De sværeste er også altid de stærkeste. Det er de kommercielle titler, hvor streamingtjenesterne er involveret, eller film, der skal direkte i biografen efter festivalen. De store og brede titler skulle med om bord, hvis festivalen skulle overleve.«

»Hvis der er én ting, der ikke må ske, så er det det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke brød sammen.«


»Da vi begyndte rundringningen, havde alle de danske rettighedshavere set det samme pressemøde, og jeg fornemmede virkelig en stor lyst til at prøve noget af. Folk lænede sig frem i stolen og sagde: »Okay, vi hjælper jer«. De, der havde film med rettigheder, gav os grønt lys, selv om de måske ikke lige havde forhandlet det på plads med TV-stationerne. Efterhånden som vi fik ja, gik vi i gang med at uploade.«

»Den allerførste aften, da åbningsfilmen bliver streamet, brød platformen sammen. Hvis der er én ting, der ikke må ske, så er det det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke brød sammen. I stedet ringede jeg til den franske leverandør og sagde, at »I er lige ved at ødelægge min forretning«, men de sagde, at de intet kunne gøre. Jeg fik fat i den digitale udvikler på Cannes-festivalen, og han anbefalede en lille newzealandsk IT-virksomhed. Da jeg fangede dem på Zoom, kunne jeg se, at de sad udenfor i hawaiiskjorter og store badesandaler. Det var nogle meget nørdede typer, men de forstod med det samme situationens alvor og tilbød at hjælpe overnight, hvis vi til gengæld lagde alt indhold op. Jeg og en række andre medarbejdere sad hele natten og uploadede filer. Det var første gang, jeg lavede sådan noget, men 18 timer senere var platformen klar. Og den virkede bare.«

»Det, der skete, har ændret mit forhold til mit arbejde og dem, jeg arbejder sammen med,« siger Tine Fischer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Da festivalen begyndte, kunne jeg se på nettet, at vores idé blev taget godt imod. Der var en enorm interesse. Vi endte med at have over 90.000 mennesker til vores onlinedebatter. En snak med Edward Snowden blev set over 100.000 gange. The New York Times skrev om os. Vi viste lige så mange film som normalt og fik lige så meget omtale. Og så ramte vi nogle målgrupper, vi ellers aldrig får fat i. Folk, der bor langt fra København, og forældre, der ikke kan komme ud om aftenen.«

»Det, der skete, har ændret mit forhold til mit arbejde og dem, jeg arbejder sammen med. Normalt er jeg en væddeløbshund, jeg løber bare. Jeg er vokset op med tryghed i metermål og med forældre, der havde ufattelig stor tillid til, at jeg nok skulle finde vej. Som ung var min grundfølelse, at verden var åben, og da jeg ville flytte hjemmefra som 16-årig, blev det accepteret af mine forældre. Dealen blev, at jeg måtte klare det hele selv, så jeg stod tidligt op og gjorde rent på en tandlægeklinik, inden jeg skulle i gymnasiet. Det mod til at leve og prøve verden af er jeg dem evigt taknemmelig for at have givet mig. Men her – under nedlukningen – genlærte jeg virkelig også noget om værdien af et fællesskab. Alle, der støttede os, klappede os på ryggen og troede på os.«

»Normalt er jeg en væddeløbshund, jeg løber bare.«


»Det vil være løgn at sige, at jeg ikke er et ambitiøst menneske, men før ambitionen, altså før det der med bare at ville være bedst og komme længst, så er jeg et menneske, som trives og tændes af følelsen af engagement. At være en del af det hold, at arbejde med mennesker hver dag, som er vilde i sjælen og tændte i øjnene, er simpelthen det bedste, jeg ved. Jeg kan ikke trække vejret, når alt bliver alt for reguleret og timeseddelagtigt. Og jeg vil have rigtig svært ved at engagere mig i noget så heftigt, hvis jeg ikke havde en følelse af, at det rykker ved noget – i den enkelte, i samfundet, i det politiske.«

»Det vil være løgn at sige, at jeg ikke er et ambitiøst menneske, men før ambitionen, altså før det der med bare at ville være bedst og komme længst, så er jeg et menneske, som trives og tændes af følelsen af engagement,« siger Tine Fischer, administrerende direktør for CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have rykket hurtigere. Det tog mig faktisk ti dage at gennemføre beslutningen om at gøre festivalen digital. Ti dage, hvor jeg hver dag vågnede og tænkte: »Vi kan ikke gennemføre«. Hvis jeg havde reageret hurtigere, havde der været bedre tid til at forberede ting. Vi havde været bedre til at inddrage instruktørerne. Der var nok nogle af dem, der stod lidt tilbage på perronen og ikke helt forstod, hvad der skete. Det ville jeg godt have gjort anderledes. Læren af det må være at turde handle på sin intuition – og handle hurtigt.«

LÆS MERE