Tilskuerne vender tilbage foran teaterscenerne

En lang række teatre melder om fortsat publikumsfremgang. Optimismen slår igennem i samfundet, og teatrene har lært, at de skal kæmpe for deres publikum, mener teaterforskere.

25.000 tilskuere så Thure Lindhardt spille autistisk dreng i »Den mystiske sag om hunden i natten« på Betty Nansen Teatret. Forestillingen blev Betty Nansen Teatrets største succes i den forgangne sæson. Foto: Peter Sørensen/Das Büro. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Teatersæsonen er slut, men inden sommerferien har en række store, statsstøttede teatre gjort billetsalget op og melder om en sæson, hvor publikum viste fornyet interesse for at gå i teatret.

»De individuelle teatertal svinger altid. Sort uheld kan afgøre, om et teater får en dårlig sæson. Men når det går så godt, som det bredt er gået efter denne sæson, kan vi vist godt aflive teaterkrisen,« mener Louise Ejgod Hansen, der bl.a. forsker i publikumsudvikling ved Aarhus Universitet.

»Vi kan bekræfte tendensen om stigende billetsalg,« siger kommunikationschef Eva Hein, Det Kongelige Teater.

Sæsonen er endnu ikke gjort op, men beregninger viser en pæn stigning til 330.000 solgte billetter til de ordinære forestillinger, hvilket er 30.000 flere end sidste sæson. Her er der taget højde for den forudgående sæsons ekstraordinært store billetsalg til friluftsforestillingen »Robin Hood«.

I Det Københavnske Teatersamarbejde, der er sammenslutningen af store københavnske teatre, lykkedes det Betty Nansen Teatret at sælge 83 procent af de udbudte pladser. Dermed har teatret haft den højeste belægningsprocent i ti år. Teatret rundede et billetsalg på 75.000, hvilket er en stigning på 30 procent i forhold til året før.

Nørrebro Teater har allerede i april meldt om en særdeles positiv sæson med 71.000 tilskuere og nu 6,5 mio. kroner på bankbogen. Folketeatret kan fortælle om 10.000 flere tilskuere til forestillingerne i Nørregade. Teatret fik besøg af 64.200 tilskuere, hvilket er »absolut tilfredsstillende«, ifølge pressechef Lotte Undén.

»Den prognose, vi har for næste år, er endnu bedre,« siger hun.

»Til de to forestillinger, vi spiller på Store Scene, er der nu solgt 2.200 flere billetter, end der var solgt til fire sidste år.«

Folketeatret går ud af sæsonen med et overskud på to mio. kroner. Republique er gået en smule tilbage, men det sker på baggrund af rekordsæsonen 2012-13, hvor 33.100 løste billet til teatret. Med 31.000 teatergæster i denne sæson på teatrets regulære forestillinger beholder teatret stort set den publikumsandel på cirka 30.000, teatret har haft de seneste sæsoner.

I det jyske kan landets største landsdelsscene, Aarhus Teater, næsten heller ikke få armene ned. Også her har teatret med sine 100.000 besøgende kunnet fejre det bedste billetsalg i ti år. Det skyldes ikke mindst musicalen »Les Miserables« med Stig Rossen i hovedrollen, der med 36.000 solgte billetter gik hen og blev den næstmest sete forestilling i hele teatrets 114-årige historie.

Slutresultatet viser, at 28.000 flere besøgte teatret end i sæsonen 2012-13. Da man kun har budgetteret med 75.000 solgte billetter til teatrets forestillinger, regner Aarhus Teater med at kunne præsentere en rekordomsætning, når teatrets bestyrelse til efteråret har godkendt årsregnskabet.

Længere mod nord kan økonomichef Marianne Lund Jespersen fortælle, at Aalborg Teater endnu ikke har gjort tallene endegyldigt op, men at man har haft en »fuldt tilfredsstillende sæson.«

»Vi har budgetteret højt, men vi forventer at have nået det budgetterede publikumsantal på 86.000 og regner med at komme ud af sæsonen med et lille overskud,« siger hun.

Fra den fynske landsdelsscene siger økomomidirektør Mette Siggaard ligefrem, at »Odense Teater er i storform«. Teatret kan lukke ned med et tilskuertal på 82.200, hvilket er to procent eller 1.400 tilskuere over budget. Hun regner med, at årsregnskabet bliver »positivt og forventeligt over budgetmålet«. Næste sæson tegner også lys for teatret:

»Vi har her til morgen rundet de 50.000 solgte billetter ud af et budget på 85.000, hvilket er mere end sædvanligt på den her tid.«

Optimismen er tilbage

»Besøgstallet er samlet gået ned, siden vi fik de første statistikker i begyndelsen af 1980erne, men det ser ud til, at den uholdbare, årlige svagt nedadgående tendens er stoppet,« siger forsker Louise Ejgod Hansen.

»Jeg oplever, at teatrene har flyttet sig, De befinder sig i en kontekst, hvor man ikke længere bare kan regne med, at alle kender »Hamlet«, og hvor der er stor konkurrence om fritiden. Det kræver, at de bliver bedre til at forklare, hvorfor man skal gå ind og se lige den teaterforestilling. De kan ikke længere tillade sig at være indforstået og regne med, at publikum kommer, fordi »det skal man«. Den erkendelse er teatrene for mig at se ved at nå, både på scenen, hvor man er blevet langt mere bevidst om sit publikum, og i forbindelse med markedsføring og publikumsudvikling,« siger hun.

Teaterforsker Stig Jarl, Københavns Universitet, peger på, at »optimismen er ved at vende tilbage til samfundet. Det smitter også af på salget af teaterbilletter. For mange har krisen mere været mental end egentlig reel i forhold til deres eget økonomiske råderum. De tilskuere, som før købte mange teaterbilletter, købte færre, men er nu ved at vende tilbage,« mener han.

De sidste 30 år har de stasstøttede teatre mistet cirka en mio. tilskuere. Men sæsonen 2012-13, der er Danmarks Statistiks seneste, viste en svag fremgang i interessen for de statstøttede teatre til 2,1 mio. solgte billetter, og den tendens ser altså ud til at være blevet forstærket i sæsonen 2013-14, i hvert fald for de store teatres vedkommende.

Det har ikke været muligt at få konkrete sæsontal fra Østre Gasværk Teater, der også er en del af Det Københavnske Teatersamarbejde, men teaterchef Pia Jette Hansen meddeler, at »det overordnet er gået efter planen på teatret.«