Tilbage til virkeligheden

Engang var ukommerciel og uforståelig kunst en kvalitet i sig selv. Sådan var det også på Den Danske Filmskole. I dag skal filmene og dokumentarfilmene kunne ses af »almindelige« mennesker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er bløde og venlige farver, der omgiver Den Danske Filmskole på Holmen i København. De gamle, gule murstensbygninger bader sig i den blide formiddagssol, og fliserne hen til hovedindgangen er prydet med farvestrålende blade og kastanjer. Indenfor er stemningen lige så rolig og idyllisk som ude, og eleverne er så småt ved at gøre klar til en undervisningstime med manuskriptforfatter Mogens Rukov.

Den Danske Filmskole er en af de bedste i verden. Den uddanner elever, der er rift om ude i branchen, og som høster filmpriser på stribe.

På sit lyse og venlige kontor fortæller skolens rektor siden 1992 Poul Nesgaard om en skole, der er begyndt at tage udgangspunkt i virkeligheden. Film skal nemlig kunne nydes af andre end dem, der laver dem.

»Filmskolen har de sidste 15 år ændret sig enormt meget. Engang lavede vi nok nogle film, som var mere for instruktøren end for de mennesker, der skulle se filmene. Der har været en tendens til, at bare det var anderledes, mystisk og ukommercielt, så var det god kunst. Sådan ser vi ikke på det længere. Derfor skrev Mogens Rukov et nyt udgangspunkt og nogle nye retningslinier for, hvordan man laver gode film. En film skal tage udgangspunkt i noget virkeligt og ægte. Det giver en indlevelsesmulighed og genkendelse hos seeren,« siger Poul Nesgaard.

Han er tydeligvis dybt forelsket i visuelle medier og brænder for at forkynde sin kærlighed. Måske er det derfor, han rejser sig for at sætte sig på en stol tæt op til forfatteren af denne artikel. Han vil nu fortælle, hvorfor dansk film opnår så stor en succes.

»Det har helt klart vist sig, at vi får de bedste film, hvis rammerne er målrettede og stramme. Under begrænsede forhold fungerer fantasien optimalt, og vi får nogle fantastiske film ud af det,« siger Poul Nesgaard.

Megen kontrol
Han forklarer, at skolens regler for begrænsningerne og den nye måde at tænke film på ikke går ud over den kunstneriske frihed eller det eksperimenterende - snarere tværtimod. Da han for 11 år siden startede som rektor på skolen, var han meget forbavset over, at der var så megen kontrol, regler og restriktioner.

»Det kom virkelig bag på mig, at alt var sat så meget i system, som det var. Men erfaringerne har helt klart vist, at de faste rammer og tidsplaner er nødvendige betingelser, når man producerer film og TV. I dag er Filmskolen helt klart den mest gennemkontrollerede og skemalagte uddannelse i Danmark.«

Det er vanskeligt at holde skolen kørende gnidningsløst og uden de store konflikter. Ifølge Poul Nesgaard kan skolen til tider være som en krudttønde.

»Men som det kører nu, kunne det ikke være meget bedre. Her er virkelig dynamisk og harmonisk for tiden. En gang imellem kan man næsten blive nervøs, når der er for stille her,« siger Nesgaard og griner.

Han betegner sin stilling som et job for én, der skal have følehornene ude i alle kroge for at opsnappe og løse problemerne i tide, inden de udvikler sig.

»Vi har på vores skole samlet en flok mennesker, der er enormt ambitiøse, selvstændige og stædige. Vi har forskellige faggrupper, hvis områder en gang imellem kriges. Men for tiden er alt idyl, og det skal vi nyde.«

Stolt og ydmyg
I en blanding af stolthed og ydmyghed forklarer Poul Nesgaard, at Den Danske Filmskole har opnået et fagligt niveau, der er så højt, at et samarbejde med andre filmskoler rundt om i verden er vanskeligt. Det vil ganske enkelt sænke det faglige niveau.

»Vi er sammenlignet med de fleste andre skoler langt fremme, så vi undgår så vidt muligt at lave internationale udvekslinger. Når der er gået nogle år, kan det være, at de er blevet dygtige nok,« siger Nesgaard.

Selv om det umiddelbart kunne lyde som om, at træerne er vokset ind i himlen på Den Danske Filmskole, forsikrer rektoren om det modsatte.

»Vi er meget ydmyge over for de krav og forventninger, der stilles til os. Og dem kan vi kun efterleve, hvis vi hele tiden bliver bedre. Derfor er det da også helt fint, at vi i et tæt samarbejde med Kulturministeriet finder ud af, hvilken vej skolen skal gå, og hvad den skal kunne. Der er i ministeriet en god forståelse for, at vi er en kunstskole, og derfor må og skal have nogle forholdsvis frie rammer. Men dermed ikke sagt, at der ikke kan stilles krav til os.«

Nye mål
I en ny resultatkontrakt, der skal gælde fra 2003 til 2006, er regeringen og Filmskolen i samarbejde nået frem til nogle nye målsætninger. En af dem er, at manuskriptuddannelsen skal tage tre år og ikke to. Samarbejdet mellem manuskriptforfatterne og instruktørerne skal være tættere, og der oprettes et nyt fag, cinematurgi, læren om det levende billede.

Generelt må man sige, at det ikke er de helt store ændringer, der står i resultatkontrakten, for som Poul Nesgaard siger:

»Man skal være vanvittig for at ændre radikalt på en skole som vores, der fungerer så godt og oplever så stor succes.«

I skolens fællesareal og samlingssted begynder der igen at være liv. Timen med dansk films store manuskript-guru Mogens Rukov er forbi, og de kommende mestre i levende billeder er ved at spise frokost. Selv en udvalgt elite skal have noget i skrutten.