Tilbage til rødderne

Rock. »Let It Be - Naked.« The Beatles mest omdiskuterede album, »Let It Be,« er blevet renset for overflødig lydkitsch, så det ligner det, gruppen oprindeligt havde tænkt sig. Resultatet er fremragende.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da albummet »Let It Be« udkom i maj 1970, var det hele allerede slut. Paul McCartney havde sagt farvel til gruppen, og selv om han ikke var den første, der havde truet med at gå, var det alvor denne gang. The Beatles var ikke mere.

»Let It Be« begyndte ellers så godt: Som en typisk Beatles-idé om at gøre noget helt anderledes, end det publikum forventede. Gruppen ville vise sig selv som dét lille, solidt spillende orkester, det lagde ud med at være tilbage i Liverpool-dagene. Det hele skulle optages på film, og film og album skulle hedde »Get Back« for at signalere, at det her var et tilbage-til-rødderne projekt.

Helt så glat gik det ikke. Stemningen undervejs var ofte katastrofalt dårlig. Man endte med kilometervis af råbånd, som ingen orkede at gøre noget ved, og The Beatles indspillede en helt ny plade, »Abbey Road,« og overlod dyngen af mere eller mindre færdige musikoptagelser til den amerikanske producer Phil Spector. Resultatet blev mindre end godt. Spectors hang til at overlæsse sine produktioner med »en mur af lyd« gik hårdt ud over især »I Me Mine,« »Across The Universe« og »The Long And Winding Road««.

Nu, 33 år senere, udsender EMI så CDen »Let it Be - Naked«, hvis erklærede mål er at præsentere sangene, som The Beatles egentlig ville have haft dem til at lyde. Væk er Phil Spectors excesser. Tilbage er den enkle lyd af rockbandet The Beatles plus gæstemusikeren Billy Preston på keyboards. Som en ekstra bonus får man en kort CD, betitlet »Fly On The Wall«, med snak og musikalske brudstykker fra de gamle sessions. Det er altsammen betagende at lytte til.

Ikke at alt er meget forandret. De steder, hvor Spector lod musikken være i fred, lyder stort set, som de plejer. Det gælder f.eks. »Dig A Pony«, hvor den »falske start« dog er klippet væk. Der er også et par bagateller, der er røget sig en tur, nemlig den gamle britiske smædevise »Maggie Mae« og den musikalske joke »Dig It«. Det kan man også godt leve med.

Af det, der er tilbage, er det især dejligt at høre »The Long And Winding Road« uden strygere og damekor og Lennons »Across The Universe« uden sentimentalt blæverakkompagnement. Men læg mærke til, at både »Let It Be« (der lyder pragtfuldt) og »The Long And Winding Road,« er nogle andre optagelser end dem, der blev brugt på den originale LP! Det er der i princippet ikke noget galt i, men det burde kunne læses i de medfølgende CD-noter. Det fremgår heller ikke, at rækkefølgen på sangene er blevet ændret i forhold til original-LPen, og at Lennons pragtfulde »Don't Let Me Down« er kommet med nu. Hensigten er lidt for tydelig: Denne CD skal simpelthen erstatte den gamle. Ikke blot supplere den.

Men ellers er det ren fryd. Krakilere vil nok indvende, at der allerede findes alternative, »nøgne« versioner af de væsentligste sange fra »Let it Be« på den store Anthology-serie. Men det er svært ikke at se det positive i et eksperiment, der kan sammenlignes med, at en musikforsker renser et klassisk partitur for fejl og misforståelser. Hvorfor ikke gøre det samme med popmusik?

Denne nye udgivelse minder os om, at sangene på »Let It Be« er langt bedre end deres rygte. Ingen er mindre end gode, og flere er mesterværker. At høre dem i en ny, gammel version er en oplevelse, man som gammel Beatles-fan meget nødig vil undvære.