Til minde om folkets glemte talerør

På ti år er antallet af danske telefonbokse halveret, og dermed er et stykke underholdende kulturhistorie på vej til ophug og museum. En historie om bomber, sex og protester, der måske kan bruges i fremtiden.

Til minde om folkets glemte talerør - 1
Klassikeren, KTAS-boksen fra 1930rne, er for længst forsvundet fra det indre København. Afløseren, det flotte, men forkætrede »Spørgsmålstegn« af Klaus Helweg Larsen. Foto: Scanpix<br>
Læs mere
Fold sammen

»Jeg har scoret to kvinder i en telefonboks,« betror han mig, mens vi står og hænger over et par Gin&Lemon.

»Første gang var jeg 15 år og svarede ja, da hun spurgte, om jeg ville følge hende op til hjørnet. Hun skulle ringe til sine forældre, så de kunne hente hende.«

Jeg forstår på hans smil, at resten er historie. Telefonboks-historie. Nøjagtigt som den, vi kender fra Bruce Springsteens sange, hvor den lille kasse altid er dér, man tager hen, når man er træt af de evige fejder i familiens skød.

Eller fra Superman-filmene, hvor manden bliver til helt, når han har skiftet tøj i en telefonboks.

I vores 70er-barndom cyklede min veninde Signe altid ned til telefonboksen på Vejlands Allé, når hun ville snakke med sin far. At ringe til ham fra moderens stue var udelukket og blev altid fulgt af et lang og hårdt forhør om samtalens karakter.

Alle de muligheder var der ingen, der tænkte på, da den første offentlige automattelefon blev opsat i 1890ernes København.

Dengang sad apparaterne i små egetræsskabe, der også indeholdt en møntboks. Når forbindelsen gik igennem, skulle telefonisten sikre sig, at der blev betalt 10 øre.

Kontrollen bestod i, at hun hørte mønten falde ned i boksen.

Sådan fødtes udtrykket: »Er 10-øren faldet?«

Da boksen blev farlig
Telefonboksen, som vi kender den i dag, opstod i 1930rne, hvor KTAS' arkitekt Jens Ingwersen tegnede en lille klassisk bygning med saddeltag og tydelig skiltning.

Flaskegrønne vægge og matterede ruder fungerede som en skærmende forældrefavn om personen, der snakkede inde i boksen. Det var dengang, telekommunikation var noget, der foregik mellem to mennesker i en særlig intimitet.

Desværre virkede de skærmende vægge også som en invitation til hærværksmænd, der hærgede og overskar telefonledningerne.

I 1960 var det blevet så irriterende for KTAS, at selskabet opførte en række telefonbokse med glas i samtlige fire vægge. På den måde kunne alle holde et vågent øje med de aktiviteter, der foregik derinde.

Til gengæld blev telefonboksen en farlig fælde.

Den første, det gik ud over, var inkassatrice Asta Hansen, der gik ind i en telefonboks 4. august 1977. Da hun åbnede døren, udløste et snoretræk en særlig bombe.

En uge efter gentog episoden sig, da tjener Arne Jensen fik udløst en bombe i en telefonboks i Høje Gladsaxe. I 2005 havde han stadig metalsplinter i kroppen og blev erklæret for 33 pct. invalid.

»Bombemanden fra Gladsaxe« havde slået til.

Det var ham, som børnene drillede hinanden med. Hans slagord, »Leve Facismen«, og hans mærke, et omvendt syv-tal, gav det hele et skær af terrorisme. Man udskrev en dusør på 30.000 kroner. Man gik en stor bue uden om telefonboksene. Man fik et offentligt mareridt.

I november 1977 placerede bombemanden en rørbombe i en sandkasse på Enghavegård skole i Gladsaxe. Den blev opdaget, da et barn rendte omkring med en gul legetøjsbil, hvorfra der hang en udløsersnor. Ulykken blev kun undgået, fordi et 9-volt batteri var faldet ud i sandkassen.

Først to år senere - ved kommunisternes møde i Fælledparken 1. maj - blev forbrydelsen opklaret. Bombemandens niende maskine eksploderede mellem hans hænder, og han mistede tre en halv finger.

Ved den efterfølgende retssag konstaterede lægerne, at den 19-årige gymnasieelev Allan Steen Kristensen var normal og velbegavet. Han blev prøveløsladt i september 1981, uddannede sig som kemiingeniør og kom ikke siden i konflikt med loven.

Kommunal bokse-kamp

»Bombemanden fra Gladsaxe« fik KTAS til at fjerne dørene i 600 telefonbokse af Ingwersens model, og i 1980 udskrev man en designkonkurrence om en ny, åben telefonboks.

Fremover skulle kommunikationen ud i lyset, hvor solen skinnede på eventuelle terrorister.

Konkurrencens vinder blev Klavs Helweg Larsen, der tegnede det såkaldte »Spørgsmålstegn«: En skulpturel væg med et lille svaj i hoften og en telefon, der kun er afskærmet med små glas-vægge.

Helt uhørt i 1980ernes Danmark, hvor designkonkurrencen sprængte avisernes debatsider.

Telefonboksen design var kaldt »dilettantisk« og »grim«. Hverken børn eller handicappede kunne nå møntindkastet, og gadestøjen overdøvede enhver samtale bag de små vægge, lød kritikken.

KTAS og trafikministeren rystede på hovedet.

»Handicappede i kørestol kan ikke bruge modellen, men den er heller ikke egnet til raske mennesker,« som trafikminister Arne Melchior sagde i 1985.

I det andet ringhjørne stod Københavns overborgmester, Egon Weidekamp, der støttede de nye telefoner. Som plaster på såret tilbød han at installere mobiltelefoner i armlænet på de handicappedes kørestole. Det skulle ikke hedde sig, at man ikke tænkte på deres behov.

Den såkaldte »Bokse-kamp« varede i otte år - fra 1980 til 1988 - og optog fire ministre, to borgmester, KTAS' bestyrelsesmedlemmer samt et ukendt antal advokater, teknikere og økonomer. Et enkelt firma måtte lukke en afdeling i kampens hede.

I sidste ende kom 75 eksemplarer af »Spørgsmålstegnet« alligevel på gaden sammen med 400 af de såkaldte »Utzon-bokse« af Jan Utzon.

Begge står der i dag. Stadig mere efterladt og alene.

Et kys i boksen
Der er ikke længere brug for telefonbokse. De er et affaldsprodukt. Nostalgisk vraggods, der står og fylder på gaden.

På ti år er antallet halveret. Af de resterende 4000 telefonbokse giver kun halvdelen underskud. Et snakkesaligt hjørne af den danske kulturhistorie er ved at lukke, mens et andet har åbnet sig.

Nu ringer vi hjem fra S-toget for at fortælle, at vi lige har forladt Holte Station. Skriver sms-beskeder, der gør status over vores parforhold. Sender billeder hjem fra stranden.

I fire år har danskerne haft flere mobiler end fastnettelefoner, og mobilindustrien er den hurtigst voksende på verdensplan.

Kommunikation er lige her og nu. Fra togsædet, gadehjørnet og køen i Netto. Og dér kan telefonboksen ikke følge med.

Derfor er TDC gået i gang med at opdatere dem, så de kan bruges som »hotspots«, hvor man kan opdatere trådløse enheder som pc, PDA eller mobiltelefon med e-mail og andre informationer.

Er forsøget en succes, vil landets bedst egnede bokse blive forvandlet til hotspots inden for et eller to år.

På den måde vil der stadig være håb for os, der venter på at blive scoret i en telefonboks.

Men det bliver aldrig ligesom dengang, hvor man kunne lukke døren og stå helt tæt og næsten glemme, at den næste i køen ventede på at komme til.