Med under en uge til juleaften har de fleste fået færdiggjort ønskelisten til det store gaveræs.
På danske kvinders og pigers ønskelister går én ting igen: TikTok-trends. Det viser en oversigt over de mest populære ønsker fra den digitale ønskeliste Ønskeskyen.
På tredjepladsen blandt ønskerne fra piger under 18 år ligger et hårprodukt – en såkaldt leave-in serum – fra kosmetikbrandet L'Oréal.
Produktet, der er blevet hyperpopulært på TikTok og på danske kvinders ønskelister, er Glycolic Gloss, der lover glansfuldt hår.
På det sociale medie ligger et væld af videoer med titler som »Trying out the viral L'Oréal Glycolic Gloss«, hvor kvinder prøver produktet. Og det smitter tilsyneladende af på ønskesedlerne.
En video, lavet af en dansk kvinde, har knap 10.000 likes, og en udenlandsk kvindes video har knapt 23.000 likes. Likes er på TikTok en måde at »gemme« videoer på.
Blandt de mange videoer af privatpersoner, der tester, vurderer og diskuterer virkningen af de populære produkter, er der også mange videoer fra influencere, der på den ene eller anden måde er sponsoreret af mærkerne bag.
Det populære hårserum er også at finde blandt de 10 mest populære ønsker hos kvinder over 18 år – hos denne gruppe er det dog en anden, tre gange så dyr, hårserum, der ligger nummer ét på ønskelisterne. Produktet hedder Kérastase Genesis Cure Serum Anti-Chute Fortifiant Scalp Serum og er også heftigt omtalt på TikTok og andre sociale medier.
På top-10 listen for piger under 18 år ligger også et andet produkt, der trækker et hav af likes og interaktioner på Tik Tik.
Det er en bestemt læbepomade.
Der er tale om en multibalm fra mærket Decubal. Den ligger på syvendepladsen på ønskelisten hos kvinder under 18, men helt oppe på fjerdepladsen hos kvinder over 18.
På en TikTok video, der har 59.000 likes og knap 4000 videodelinger, skriver en ung kvinde: »Når han tror, at han kan såre dig, men du er mere bange for at tabe din Decubal-læbebalsam end for at tabe ham (oversat, red.)«.
Se her, hvad kvinder og piger ønsker sig mest af på Ønskeskyen i år. Måske du kan genkende noget fra dit eget barns ønskeliste.