Tigermaleren

Udstilling: Tigerens glødNye malerier af Uffe Christoffersen - men stadig samme motiv. Tigere i alle afskygninger kan lige nu ses på Nivaagaards Malerisamling.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det har altid undret mig, hvordan nogle malere et helt liv igennem fuldt og helt kan give sig hen til ét motiv. Som nu tilfældet er med maleren Uffe Christoffersen (f.1947), der i mere end 40 år har haft to passioner: tigeren og okkeren den jernholdige jordfarve, som findes i store brud i nærheden af hans hjem i Sydfrankrig. Disse passioner dyrker han med en konsekvens og næsten systematisk grundighed, som man trods undren uværgelig må tage hatten af for.

Der er brølende og spindende tigere. Tigere i leg, hvile og parring. Tigere som hovedpersoner i gammelkendte fabler, men også tigere malet som det man kunne kalde hans undskyldning for at eksperimentere med den anden passion; okkeren.

Okkerfarven er en jordfarve, som ofte ses i leraflejringer. Det er egentlig et mat farvestof, men i naturen kan det få en helt særlig lysende glød, og det er denne glød, han forsøger at frembringe i sit maleri. Den store sal i midten af Nivaagards udstillingsrum fyldes af tigere, der tilsammen rummer alle spektre af farvestoffet. Der er lys okker, rød okker, umbra naturel og caput mortuum (en brunviolet okkerfarve, som betyder død mands hoved), og disse nuancer blandes med hvidkridt og vinstoksort (knust trækul fra vinstokke). Det er blandt andet i de ofte heftige farvevalg, at Christoffersen til dels trækker på traditionen fra Cobra, han gik da også under professor Egill Jacobsen på Kunstakademiet.

Ifølge Christoffersen selv hænger fascinationen af kattedyret også sammen med hans syn på tigeren som billede på den kunstneriske galskab, en galskab som kun kan være kreativ, hvis den kontrolleres. Ligesom tigerens hvileløse vandring i et alt for lille bur er udtryk for en form for bunden kraft, er tigeren i Christoffersens billedramme spærret inde, som en potenseret og kondenseret kraft, der brøler ud af lærredet.

I Christoffersens fabuleringer over fabler af la Fontaine og Æsop, som hans datter Anna har gendigtet i små korte udgaver, er løven smidt ud som dyrenes konge, og i stedet er tigeren indsat som hovedperson. I disse tigerfabler optræder kattedyret sammen med andre dyr med menneskelige egenskaber og karaktertræk. Der er finurlige og klokkeklare moraler, som i denne gendigtning om Tigerens hof: Hans tigerlige højhed holder hof i sin have fuld af ådsler. Bjørnen holder sig for næsen. Aben smigrer »Parfumen«. Ræven er forkølet. Ræven overlever.

Det er en god ide, at fablerne, der hører til de enkelte malerier, er skrevet på skilte, som man kan tage op i hånden og tage med på afstand af billedet, mens man læser.

Det er i hele taget en helstøbt udstilling, der formidler Christoffersens maleriske univers hvad enten man fascineres eller udsættes for en overdosis af brølende tigere.

www.nivaagaard.dk Udstillingen fortsætter til Museet på Koldinghus.