Tidsfornemmelser

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Jeg hører til dem, der godt kan lide at læse klassisk skønlitteratur af den slags, hvor den geniale forfatter dit eller den geniale forfatter dat lader ordene svinge sig i lange, skønne guirlander af sætninger, med indskud og digressioner og en disrepekt for punktummet, der gør nogle læser irriterede og andre, som jeg selv, begejstrede, netop fordi den langt hen ad vejen punktumløse skrift, når den virker, kan skabe en følelse hos den læsende af noget næsten svævende, noget æterisk, noget af-den-anden-verden-agtigt, som nu også hos denne skrivemådes store og uuovergåelige mester, franske Marcel Proust, som de fleste har hørt om, men som de færreste nok har læst i sin helhed, og som, modsat, tror jeg, hvad mange tror, faktisk er yderst behagelig og let at læse, dels på grund af den netop nævnte særlige kvalitet ved hans sætninger, der får læsningen til at strømme så mageløst dejligt, når den først er gået i gang, dels fordi han ikke forsøger at mystificere, men tværtimod, med hele sin umådelige sproglige kunnen, minutiøst afdækker såvel samfundsmæssige som sjælelige tilstande, hvilket så igen også er lidt ligesom hos en anden af mine all time favourites, tyske Thomas Mann, der mildest talt heller ikke altid fattede sig i korthed, hverken hvad angår længden på de mange vidunderlige romaner, han skrev, eller længden af de sætninger, han fyldte i de lange romaner, og her ser jeg så lige bort fra det faktum, at Thomas Mann også skrev en masse suverænt gode Erzählungen, der ikke fylder så mange sider hver, men som alligevel hver især rummer en hel verden, for det kunne han også, denne Thomas Mann, der havde så høje, men også helt rimelige, tanker om sig selv, at han sagde, at den tyske kultur, den var dér, hvor han var, og man kan nok gå så vidt som til at sige det sådan, at de kilometerlange sætningers suveræne betvingere udgør en kategori for sig i verdenslitteraturen, og at denne kategori er fortid, og at årsagen til, at det forholder sig sådan, er, at tidsfornemmelsen engang var en anden, hvilket man jo mindes om, når man ser introen til gamle afsnit af Bamses billedbog og bliver slået over, hvor sindssygt lang tid, der går, før Bamse er færdig med at skrive »Bamses billedbog«, ja, det var dengang, det var en tålmodigere tid, og når der er plads til tålmodighed, er der plads til længde, det hænger faktisk godt sammen, og dermed nærmer vi os nu også et bud på en forklaring på, hvorfor skønlitteratur i vore travle dage typisk er skrevet med korte sætninger, ja, ofte, hos den unge generation, med nærmest staccato-agtigt korte sætninger, der aldrig når at folde sig ud, før de igen folder sig ind, og at det er sådan, det kan man beklage eller lade være med at beklage, jeg vil blot formulere den tese, at en tids tidsfornemmelse også afspejler sig i sproget, og altså ikke bare i det, det siger, men også i måden, det siger det på, og vil dét så betyde, at vi i fremtiden vil opleve skønlitteratur med stadigt kortere sætninger? Ja.