Tidligere soloballerina Heidi Ryom er pludselig død
Den store soloballerina ved det Kgl. Teater gennem 1980erne og 1990erne, Heidi Ryom, er pludselig død lørdag eftermiddag. Hun blev 58 år.
Den store soloballerina ved det Kgl. Teater gennem 1980erne og 1990erne, Heidi Ryom, er pludselig død lørdag eftermiddag. Hun blev 58 år.
Instruktør og tidligere danser ved Den Kongelige Ballet Heidi Ryom er pludselig død lørdag eftermiddag. Hun blev 58 år gammel.
Det bekræfter presseansvarlig for balletten, Camilla Høy.
»Hun døde i går (lørdag, red.) eftermiddag af en blødning i hjernen. Det er meget pludseligt og et stort chok for alle,« siger Camilla Høy.
Balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe, der i begyndelsen af sin karriere på det Kgl. Teater ofte dannede par på scenen med Heidi Ryom, er dybt berørt af dødsfaldet og udtaler i en pressemeddelelse fra Det Kgl. Teater:
»Det er ufatteligt, at Heidi Ryom er død. Hun var min vidunderlige Julie og min skønne svaneprinsesse. Hun betød uendelig meget for mig og for alle ved Den Kongelige Ballet. Heidi Ryom var en af ballettens største danserinder med et utroligt vidtspændende repertoire. Efter en storslået dansekarriere fortsatte Heidi Ryom som en højtskattet lærer og instruktør ved kompagniet. Her gav hun traditionerne og erfaringerne videre til de næste generationer. Vi vil savne hende dybt!«
Heidi Ryom blev uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole. Hun blev i 1972 aspirant og i 1974 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet, hvor hun blev udnævnt til solodanser i 1982.
Siden 2007 var Heidi Ryom tilknyttet Den Kongelige Ballet som instruktør.
I sin dansekarriere dansede hun en lang række hovedpartier i store balletter: blandt andet Svanilda i Coppelia, Hippolyta/Titania i En skærsommernatsdrøm, Kitri i Don Quixote, Hilda i Et folkesagn, titelpartierne i Giselle, Romeo og Julie, Psyke og Amor og Sylfiden, Terpsichore i Apollon, Enkedronningen i Caroline Mathilde, Teresina i Napoli, Madame i Gaité Parisienne, Odette/Odille i Svanesøen og Tatjana i Onegin.
Familie og kollegaer er blevet orienteret.
Se her et klip fra 1986 med Heidi Ryom i Napoli:
Er du på mobilsitet, da klik her.
BNB