Tidligere ludoman efter nyt Snapchat-filter af Danske Spil: »Jeg er edderspændt rasende«

Danske Spil bliver kritiseret af tidligere ludoman og debattør Marcus Mossalski for et Snapchat-filter, der anklages for at være rettet mod børn og unge. Danske Spil afviser påstanden, men har deaktiveret alle filtrene.

»Hvem fra banden er du?«

Sådan står der i et nyt Snapchat-filter. Det er lavet af Danske Spil og henviser til et af spiludbyderens kasinospil med Olsen-banden-tema.

Filteret er et af flere fra Danske Spil, der hovedsageligt er ejet af staten. Det får kritik fra debattør og tidligere ludoman Marcus Mossalski, der mener, at Danske Spil i strid med loven reklamerer mod børn og unge.

»Jeg er edderspændt rasende! Danske Spil reklamere for kasino, på et af vores børns ynglings medie – Snapchat. Branchen kan ikke styre det. De er IKKE ansvarlige nok,« skriver han på Twitter sammen med en video, hvor han har aktiveret filteret.

Snapchat-filtre er blevet en populær funktion på det sociale medie, hvor brugerne kan tilføje forskellige grafiske effekter og masker til deres billeder og videoer.

Danske Spils Olsen-banden-filter indeholder en firkant med skiftende billeder af karakterer fra Olsen-banden-filmene. Derudover fremgår med skrift »Casino« sammen med et Danske Spil-logo.

En rapport fra DR har tidligere vist, at 59 procent af de 9-14-årige bruger appen ugentligt.

Det er ulovligt for spiludbydere at målrette markedsføring mod børn og unge under 18 år. Det gælder både i forhold til reklamens udformning samt valget af medie.

Kritikken fra Marcus Mossalski bunder i bekymringen for, at filteret kan være en form for skjult reklame rettet mod børn og unge, som er en særlig sårbar målgruppe

Danske Spil afviser imidlertid kritikken og påpeger, at der er indført en aldersgrænse for deres annoncering på Snapchat på minimum 18 år. Det førnævnte filter havde en aldersgrænse for annoncering på 25 år, mens det kunne søges frem af brugere over 18 år.

»Snapchat er en af flere kanaler, hvor vi gør opmærksom på vores produkter til forskellige målgrupper over 18 år,« skriver kommunikationschef Line Bruun fra Danske Spil i en mail og påpeger, at ifølge Snapchat selv er 87 procent af deres brugere over 18 år.

En video delt af Marcus Mossalski viser dog, at han stadig kan tilgå et andet filter fra Danske Spil, selvom hans profil er indstillet til at være 15 år, og derved under den fastsatte aldersgrænse.

Efter denne video har Danske Spil deaktiveret alle filtre på Snapchat og vil nu undersøge sagen i samarbejde med Snapchat.

»Det ser desværre ud til, at der utilsigt er sket fejl med andre af vores filtre på Snapchat, som vi om nogen er kede af. Så snart vi blev opmærksomme på det, gik vi i gang med at fjerne filtrene, som derfor ikke længere kan findes på Snapchat,« skriver Line Bruun.

Debatten om Snapchat-filteret er en del af voksende debat omkring spilreklamer. For nylig blev Danske Spil præsenteret som ny hovedsponsor for superligaklubben Brøndby IF. I den forbindelse har spiludbyderen blandt andet valgt ikke at have sit logo på spilletrøjerne, fordi de ikke finder det passende som markedsføring.