Tag en håndfuld nordiske teknikker og godt madhåndværk, og kombinér det med lokale eksotiske krydderier og grøntsager. Smid så et forretningsmøde på Hotel d'Angleterre ind i ligningen. Så har du pludselig en vegansk restaurant på Maldiverne i gourmetklassen.

Da Carsten Kyster i foråret 2018 var et smut på Maldiverne, havde han ikke den fjerneste anelse om, at han senere samme år ville stå bag en vegansk restaurant på luksusresortet Soneva Fushi på en lille ø i Det Indiske Ocean, men efter en rundtur i stedets store urtehave fik han en idé.