Tidehverv som vor far lavede det! Eller netop ikke?

Mens vi venter på de for alvor dybtgående studier af den kirkelige gruppering Tidehverv, kan man få kridtet den polemiske bane op i Mette Kathrine Grosbølls bog om de skrappe teologiske drenges vej til Christiansborg.

Tidehverv som vor far lavede det! Eller netop ikke? - 1
Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det er mærkeligt. Tidehverv er, om ikke i volumen så i indflydelse, den stærkeste teologiske og kirkelige gruppering i Danmark op gennem det 20. århundrede. Og siden 2001 har Tidehverv haft stor politisk indflydelse gennem Søren Krarups og Jesper Langballes medlemskab af Dansk Folkeparti og plads i det danske folketing.

Alligevel er der ikke forsket meget i Tidehverv, hverken tidligere eller nu. Alene derfor må man hilse bogen »Teologisme - om Tidehvervs vej til Christiansborg« velkommen, også selvom den »kun« er et omskrevet kandidatspeciale fra teologistudiet. Og selvom forfatteren, Mette Kathrine Grosbøll (ja, hun er i familie, niece til den berømte Thorkild Grosbøll), begiver sig ud i et lidt problematisk miks mellem historisk afdækning og aktuel politisk polemik.

Heldigvis er der mere på vej. Sognepræsten og skribenten Henrik Bach sidder i Fårevejle og skriver på en kompakt bog om Tidehvervs historie. Og det ville da heller ikke gøre noget at få smidt et par kirkehistoriske doktordisputatser efter emnet hen ad vejen.

»Man skriver ikke om Tidehverv, man skriver i Tidehverv (som også er navnet på bevægelsens tidsskrift, red.)«.

Sådan er det engang spøgefuldt blevet formuleret af en insider, der havde forsøgt at se det hele lidt udefra.

Det blev ikke taget nådigt op. Som alle organisationer og »systemer« vil Tidehverv helst beskrives ud fra sin egen selvforståelse og på sine egne præmisser, og gør man ikke det, kan man hurtigt få at vide, at man intet som helst har begrebet af det teologiske anliggende eller er ude i et eller andet misliebigt ærinde. Til tider hyller bevægelsen sig i eksistentialistisk mystik: Tidehverv lader sig slet ikke beskrive objektivt og upersonligt, for så går man fejl af det lidenskabelige opgør og det personlige engagement, der er sagens kerne!

Mindretalsoprør

Der er mange, der føler sig som arvtagere til det »gode, gamle« Tidehverv (1926-1970 (eller hvor man nu præcist lægger snittet)), og den teologiske strid går gerne på, om de nuværende ledere med Søren Krarup i spidsen har »kuppet« og politiseret Tidehverv og ført det (langt) væk fra det oprindelige grundlag.

Tidehverv opstod i 1920erne som et mindretalsoprør i Danmarks Kristelige Studenterforbund. Man gjorde op med en pietistisk og idealistisk kristendomsforståelse, som man fandt forloren og forløjet. Fra denne første fase stammer billedet af Tidehverv som en radikal kritik af moralisme og kirkelighed, en oprørsk sub-kultur i slægt med ekspressionisme og kulturradikalisme fra samme periode. Ingen ville dengang have drømt om at opfatte Tidehverv som en konservativ bevægelse.

Under besættelsen går mange Tidehvervs-præster med i modstandskampen, men det er i sagens natur ikke noget, man holder store offentlige debatter om, mens det foregår. Først gradvist op gennem efterkrigstiden bliver modstandskampen og kritikken af samarbejdspolitikerne en etableret forståelsesramme, som EU- og udlændingedebatten tolkes ind i.

Efter krigen bliver man kritisk over for menneskeopfattelsen i det spirende velfærdssamfund. Der kommer her en borgerlig-liberal accent over Tidehverv i kritikken af formynder- og behandlerstaten. Nu er det i statslig regi og ikke i Indre Mission, fromheden trives. Vandene skilles i 1960erne, hvor Margrete Auken m.fl. ser venstreorienteringen som den naturlige arv til Tidehvervs radikale profil, mens Søren Krarup anlægger en meget kritisk vinkel på tidens hang til ideologier og utopier og drømme om at frelse hele menneskeheden.

I denne fase kan man endnu fortolke Søren Krarup som en teologisk funderet anti-autoritær totalitarismekritiker i slægt med Henrik Stangerup. Jeg husker i hvert fald ikke selv, at jeg den gang forbandt noget konservativt med ham.

Derfor blev jeg også lidt overrasket over at læse Grosbølls citater fra tiden op til EF-afstemningen i 1972. Her anlægger Krarup en meget patosfyldt national argumentation, som flugter præcist med hans synspunkter i dag. Men hele venstrefløjen var også imod EF dengang, mens de borgerlige var for, og derfor blev forsvaret for nationalstaten ikke læst ind i et »højre«-perspektiv som i dag.

I løbet af 80erne bliver indvandrerpolitikken det store samfundsemne for Tidehverv, og den trussel mod Danmark, der før lå i EF og »Rom«, forskydes nu til flygtningestrømmen. Krarups og Langballes indtræden i Dansk Folkeparti bliver den logiske kulmination på denne tendens, der da samtidig af kritikerne ses som det store syndefald, hvor Tidehverv endegyldigt går fra »negativ« kritik af alle ideologier til positiv (parti)politik og dermed implicerer, at man kan drage ret klare politiske konsekvenser af Tidehvervs teologi, ja måske af evangelisk-luthersk kristendom som sådan.

Argumenterer med kamp

Måske havde det været godt for Grosbølls aktuelle diskussion, hvis hun i sin historiske gennemgang havde gjort lidt mindre ud af den velkendte strid om Kierkegaard og næstekærligheden mellem Olesen-Larsen og Løgstrup og lidt mere ud af de Tidehvervs-folk, der faktisk tidligere havde engageret sig partipolitisk, nemlig i Venstre og Liberalt Centrum.

Mig bekendt henviste de dengang til den stærke »saglighed«, der gjorde sig gældende i Thorkild Kristensen-fløjen i Venstre og senere i Liberalt Centrum. Og netop fordi Tidehverv var kritisk over for ideologierne, kunne de kun gå ind i politik på et strikt sagligt grundlag.

Krarup og Langballe argumenterer ikke med »saglighed«, men tværtimod med kamp, men der er den lighed, at de også ser sig selv som værende i politik på en ikke-politisk måde. De mener ikke selv, de bedriver politik og da slet ikke partipolitik. Derimod er de ude i et folkeligt ærinde, de er modstandsmænd som deres fædre, de gør det som situationen kræver i en periode, hvor Danmarks eksistens er truet.

Man kunne derfor forestille sig, at de som gode modstandsmænd træder tilbage i anonymitet, når Danmarks eksistenskamp er vundet (men hvornår er den så lige det?) eller at de får smag for det politiske og udvider agendaen, hvad Krarups stort anlagte fortolkning af »systemskiftet i 2001« vel snarere lægger op til.

Men hvordan kan man repræsentere folket, når ens parti kun får så og så mange procent af stemmerne?

Igen skal man tænke sig besættelsestiden som ramme for at få mening i tankegangen: Her repræsenterede et absolut mindretal af modstandsfolk Danmarks interesser, eksistens og ære. Men det er måske at svinge sig lovligt højt og selvimmuniserende op i fredstid. Som Grosbøll vittigt og ondskabsfuldt skriver, så er folket forført af løgnagtige politikere eller hensunket i apati, når det ikke stemmer som Krarup vil, mens det vågner til dåd og selvbesindelse, når det stemmer som Krarup vil.

Debatten er forstummet

Sammenhængen mellem kristendom, politik og danskhed er endnu en kompliceret diskussion. Mellemregningen er her, at Tidehverv ikke driver kristen politik, men at den kristne forkyndelse sætter os i et forpligtende forhold til den konkrete og u-ideologiske virkelighed, som derefter bestemmes som dansk, fordi vi nu en gang bor i Danmark. Men hvad nu hvis man ikke accepterer dette ræsonnement? Er det så en almindelig politisk, filosofisk eller teologisk uenighed, eller er det tegn på, at man har forskrevet sig til ideologi og uvirkelighed?

Grosbøll - og nogle af de kritikere hun citerer - mener, at Krarup sætter sig til doms over de folk, han diskuterer med, og hun påpeger, at den interne teologiske debat er forstummet i Tidehverv, og hvis der endelig gøres op med de store fædre, er det med en Olesen-Larsen og hans anti-pietistiske eksistensteologi, fordi den ikke går så godt i spand med nutidens konfrontation med islam.

Det er et stort brød, Grosbøll har slået op i en lille ovn, og det kan nogle gange være svært at vurdere holdbarheden i de konklusioner, hun drager ud fra sine pluk i det enorme tekstkorpus. Og en decideret uvane er, at hun mange steder polemiserer mod Krarup og Langballe uden at citere dem direkte, men i stedet parafraserer deres synspunkter, skønt de må være tilgængelige i avisartikler, debatudskrifter fra Folketingstidende etc.

Alligevel er der en redelighed over hendes projekt og en sympatisk vilje til at komme til bunds i diskussionerne, som man må tage hatten af for, og som Tidehverv heller ikke er forvænt med. Men bank får hun nu nok alligevel.

Mette Kathrine Grosbøll: Teologisme - om Tidehvervs vej til Christiansborg. 200 sider. 189 kr. Forlaget Anis