Tid til forandring på teatret

Spørgsmålet er bare: Er dansk teater villig til at lave om på noget som helst, når det kommer til stykket? Er man villig til at opgive noget for at få noget andet i en tid, hvor pengene ikke bliver flere, men hvor de sagtens kunne bruges på en anden måde?

Foto: Liselotte Sabroe. Jakob Steen Olsen
Læs mere
Fold sammen

Der var mange gode viljer på det store dialogmøde, som kulturminister Marianne Jelved (R) havde indkaldt revl og krat i dansk teater til fredag.

De var der stort set alle sammen: Dem, der sidder på flæsket på de store, statsstøttede teatre. Dem, der gerne vil sidde mere på flæsket på de mindre egnsteatre og små storbyteatre. Dem, der bare gerne vil have en fod i døren – de uafhængige scenekunstnere, som ikke har faste steder at være.

Ministeren ville høre, hvad dansk teater havde at sige om fremtidens teaterbillede – snart fem år efter, at ministeriets store rapport, »Veje til udvikling«, så dagens lys. Den afstak veje, som teatret burde gå, ikke mindst for at få fat i og forberede en kommende generation af teatergængere i et nyt og fragmenteret samfund med heftig konkurrence fra alle mulige andre fritidstilbud.

Dengang lykkedes det ikke at indføre synderligt mange af rapportens intentioner, der samlet set var et relativt afdæmpet forsøg på at sparke danske teater en lillebitte smule mere ind i nutiden.

Men her fem år efter var det interessant at høre, hvordan mange af de ideer, der først blev afskrevet, alligevel nu har fundet vej til den fælles retorik, når dansk teaters grupperinger åbner munden.

Og det er interessant at kunne observere, at rapporten alligevel har haft en begyndende afsmitning på dansk teaterliv, at mange af dens ideer og krav til dansk teater alligevel er ved at blive til virkelighed.

Hvad enten det nu er den sunde fornuft, ønsket om at nå et moderne publikum eller et vist politisk pres, der hviler på teatrene.

Der er nemlig heller ingen tvivl om, at dansk teater står sig bedst ved at møde udfordringerne samlet. Grænsedragninger og mangel på sammenhængskraft er der nok af i dansk scenekunst, hvor meget få er i stand til at se teaterbilledet som en helhed, endskønt størstedelen af midlerne kommer samme sted fra: Fra skatteydernes lommer.

Og hvad er det så, teatret har brug for, skal man tro teatret selv? Mere samarbejde på tværs af institutioner, så også de store teatre forpligter sig til at tage sig af de mindre og derved sætte skub i fødekæden.

Større grad af internationalisering – dansk teater skal i højere grad iltes af verden udenfor og selv tage del i den. Prøveforløb skal afstemmes efter aktuelt behov. Indsatsen i forhold til at nå et større og mere differentieret publikum intensiveres.

Der skal udvises større risikovillighed – også på de store teatre, for som Folketeatrets fornuftige direktør, Kasper Wilton, sagde, så er den tid alligevel forbi, hvor man kan regne med, at kendte navne i en musical er en automatisk succes.

I det hele taget er det svært at være uenig i noget som helst af alt det, der blev sagt.

Man skulle ikke tro, at de medvirkende på konferencen beskæftigede sig med dramatik til hverdag med tanke på al den høflige imødekommenhed, dagens talere mødte hinanden med.

Men spørgsmålet er bare: Er dansk teater også villig til at lave om på noget som helst, når det kommer til stykket? Er man villig til at opgive noget for at få noget andet i en tid, hvor pengene ikke bliver flere, men hvor de sagtens kunne bruges på en anden måde?

Er dansk teater for eksempel i højere grad villig til at lade det kommercielle teater tage sig af det traditionelle underholdningsteater, der er et stort marked for, men som vel strengt taget ikke behøver at holdes oppe af statslige, konkurrenceforvridende midler?

Den diskussion var der ikke rigtig nogen, der tog på konferencen.

Men nogen gør klogt i at tage den.