Tibetaner med god tid

Fornuftig og billig mad med vægt det grønne hos Samsara. Men man skal være udstyret med en solid tålmodighed.

Læseren vil forhåbentligvis bære over med, at jeg aldrig har sat mine ben i Tibet og derfor har et forhold til bjergrige lands køkken, som højst kan betegnes som andenhånds. Men ifølge tibetaneren Tenpa, som er kok og restauratør på Samasara, kan man opfatte det tibetansk mad som en slags krydsning mellem de kinesiske og indiske køkkener.

Og ganske rigtigt optræder maden på Samsara meget lig den kinesiske, men med et mere rustikt og ofte krydret tilsnit - måske lidt a la køkkenet fra Sichuan-provinsen. Hvor mange etniske restauranter i byen hurtigt lærer at tilpasse sig dansk smag, hvilket blandt andet udmønter sig i mere kød end grøntsager i serveringerne, fornemmer man på Samasara en autentisk grundtone. De fleste retter på Samasara er således domineret af grønt, ja kortet har sågar en hel afdeling for vegetarretter.

Også dagens tre-rettersmenu, som tjeneren forsømte at oplyse os om, og som vi derfor desværre først opdagede på en tavle på vej ud af døren, er ren vegetarkost: Til 125 kr. er det vel kun discountorienterede persiske og tyrkiske spisesteder, som kan underbyde dette tilbud. A la carte-priserne ligger nu også i den absolut billigste ende: 35,- for forretter 59,- for de fleste hovedretter og 30,- for dessert.Samsara er i øvrigt ikke den første tibetanske restaurant i byen, restaurant Tibet på Blågårds Plads åbnede ballet for et par år siden - det var her Tenpa arbejdede, indtil han i juni fik foden under eget bord i Herluf Trolles Gade. Den tibetanske identitet er stærk i kælderen, overalt hænger de såkaldte thanka'er, som er buddhistiske stofbilleder, og overgangen mellem væg og loft er kantet med stribede stofborter. Da vi var forbi, lå der også invitationer til en åndelig temaaften med en tibetansk desident fra Los Angeles.

Vi havde taget børnene med, for dels elsker de asiatisk mad, dels plejer det også at være sådan, at asiaterne elsker dem. Og det skulle da også vise sig at gå fint, maden var hverken for krydret eller på anden måde eksotisk til at støde de sarte smagløg. Især de stegte momos, som vi havde valgt at begynde med, var, da de endelig ankom, meget populære. Momo, der er en af de tibetanske nationalretter, er små kugleformede dejpakker med forskelligt krydret fyld - de fås både i en stegt og en dampet version.

Vi spiste den stegte variant, som koster 35 kr. for fire styks. Jeg fik en såkaldt sha momo med fyld af hakket krydret oksekød, en enkel servering, som smagte ganske udmærket. Børnene spiste tsel og chassa momo med henholdsvis kylling og grøntsager, ligeledes prunkløse pålidelige anretninger.

Børnenes mor fik fiskesuppe med fyld af rejer og tomat, smagt til med hvidløg og ingefær (35,-). På en måde blev tankerne ledt hen mod den thailandske Tom Yum-suppe, men den thailandske suppe, som også er krydret med citrongræs og limesaft, er dog langt mere syrlig og intenst parfumeret i smagen. Mens fyldet, altså rejerne, i denne tibetanske suppe var helt i orden, var selve suppen måske var nok lige fad og vandet nok til for alvor at blive interessant. Herefter opstod en lang, lang ventepause, hvilket har skyldtes, at der ikke alene var bare én tjener i restauranten, men tilsyneladende også kun én kok i køkkenet. Mere end en halv time efter at vi havde bestilt bl.a. en portion spareribs, kom tjeneren for at meddele os, at man var udgået for netop denne specialitet - en oplysning, som det ville have været rart at modtage noget tidligere.

I stedet valgte jeg Kham Luksha (65,-) lam, som ifølge kortet var marineret i fem forskellige slags peber og chili. Det kraftige lammekød bar præg af at være krydret, men langt fra så voldsomt, som det måske kunne lyde. Som de andre tre hovedretter var der tale om en typisk wok-ret med masser af grøntsager og en formentlig maizena-jævnet sauce. I lammets tilfælde var grøntsagerne gulerødder og grønne bønner.

De andre retter, som vi på kinesisk vis delte omkring bordet, var store Kina-rejer i hvidløgssauce med forårsløg (65,-), stegte kyllingestykker med chilisauce, hvidløg, forårsløg og ingefær (65,-), og tynde skiver oksekød med bl.a. blomkål i karrysauce (59,-). Retterne blev serveret med velkogte ris og skyllet ned med henholdsvis cola (17,-) og store Carls Special fra fad (35,-).

Hovedretterne smagte sådan set fint og var generelt rigelige i portionerne, det eneste man kan indvende var måske bare, at de på en eller anden måde lignede hinanden lidt for meget i krydring, garnering og tilberedning - måske har saucerne været lavet på samme suppe.Asiatiske køkkener tager oftest meget let på desserten - det gælder åbenbart også det tibetanske: For der var bare to numre på kortet; chokoladekage og sorbet (begge 30,-). Både jeg og børnene valgte kagen, som var en var klassisk sandkageagtig sag med tykt chokoladeovertræk. Vel egentlig acceptabel, prisen taget i betragtning og garneret med en skive dåse-ananas. Kaffen, som kom ind på stempelkande (20,-) var ligeledes i orden.

Summa summarum: En udmærket aften med et pålideligt, skal vi kalde det arbejdsmands-køkken, som giver meget for pengene, og en venlig og sympatisk, men ikke højeffektiv servering.