Thorkild Hansen var min Berlinmur

I denne uge ville forfatteren Thorkild Hansen, der døde i 1989, være blevet 80 år. En frafalden discipel mindes storhedstiden og gudens fald fra tinderne.

Det var min søsters skyld. Hun havde glemt at afbestille månedens bog i Gyldendals bogklub i juni 1991 og modtog derfor Thorkild Hansens »Et atelier i Paris« med posten. Den ville hun hverken læse eller eje og gav den videre til mig. Så var jeg solgt. Jeg var jævnaldrende med den unge mand, der kom til Paris i 1947, og jeg slugte dagbogen i det, man plejer at kalde ungdommelig beundring. Men det var mere end det. Thorkild Hansen blev en livsstil. Jeg ville være som ham. Jeg ville gå klædt som ham. Jeg ville skrive som ham. Jeg ville score kvinder som ham, helst parisiske - Anne, Yvonne, Huguette, dem alle sammen - men da det var umuligt, så lidt mere ydmygt og ikke på fransk, men på fynsk.

Snart skrev jeg specialeopgave om mit nye idol og mødte på universitetet et par andre utilpassede fyre, der var lige så gale med manden. I al hemmelighed dannede vi en Thorkild Hansen-klub og mødtes for at diskutere bestemte slibrige og saftige passager i dagbogen og hans øvrige bøger - efterhånden som vi pløjede os igennem forfatterskabet helt tilbage til den litteraturhistoriske debut »Minder svøbt i vejr« udgivet samme år, vores unge helt drog til Paris. Vi var Thorkild Hansen-fans, hans disciple og efterkommere.

Helten var død et par år før, vistnok på en båd mellem to øer i Caribien. Men da var han ukendt land for mig. To år senere var han med ét mit alter ego, mit rygnummer og min adgang til et højere liv hinsides det banale og triste liv, jeg hidtil havde levet. Fra nu af skulle virkeligheden transformeres til bevidsthed. Fra nu af gjaldt det, om ikke evigheden, så prinsessen og det halve kongerige. Som når forbilledet anmeldte Camus, Sartre eller Malraux i artikler hjem til Ekstra Bladet, hvis læsere må have undret sig over artiklernes indhold klos op ad Side 9-pigen. Eller når han lagde arm med livets store spørgsmål i den tætpakkede og skæbnespidse stil, der skulle blive hans. Eller når han i en dagbogsoptegnelse gjorde status over sit endnu uprøvede liv med en mesters erfarne blik: en 20-årig med en 60-årigs indsigt og udsyn. Tænk at være så klog og have et stipendium og nøglen til en atelierlejlighed i Rue de Passy i byernes by! Og tænk at ordne tre forskellige piger om ugen og drikke whisky fra en venindes fisse! Det ville jeg også!

Af en anden verden

Trods sit nærmest utilstedeligt danskklingende navn var Thorkild Hansen for sej og af en anden og mere sublim verden, der kun ventede på at blive erobret igen - af mig.

Jeg lagde vejen forbi hans parisiske adresse, jeg flanerede omkring i min trenchcoat og uldbukser og lod som om 90erne var 50erne, læste om natten, førte dagbog om de søde piger og den grumme eksistens og færdiggjorde mit udødelige speciale, der skulle revolutionere historievidenskaben, og jeg så tegn i sol, måne og stjerner på, at jeg kunne blive som ham.

Det kunne jeg ikke. Af flere indlysende grunde, som jeg ikke skal trætte læserne med.

Til grin

Men mit delirium varede ved og blev værre og værre. Den 17. november 1995 kom chokket. Det var, da Poul Behrendt udsendte sin detektiviske biografi »Djævlepagten - en historie om Thorkild Hansen«. Tusind sider. Som om han var Jesus, hvilket han sådan set også var for nogle af os. Men det stod lynhurtigt klart, at Thorkild Hansen samtidig var en skidt karl. »Jeg har en del karakter, men den er ikke særlig god«, lød en af hans efterladte - og ærlige - aforismer.

Skal man tro Behrendt - og det gjorde både anmeldere og vi tre medlemmer i Thorkild Hansen Klubben - så snød vores helt bl.a. skattevæsenet, sin kone, sine læsere, sig selv, sine venner og var formentlig valutasmugler, sortbørshaj, kurér, biseksuel, charlatan og meget andet godt. Han var kort sagt en eksistentiel spekulant. I dag ville jeg sandsynligvis have nydt det alt sammen; dengang var det mere, end jeg - stadig næsten hvid som sne - kunne tåle. Ikonet faldt sammen fra den ene dag til anden. Jeg læste så meget i Behrendts biografi, som min vantro tillod - helt præcist til side 214 i bind 2, bogmærket sidder dér endnu - og nedlagde mit mandat med øjeblikkelig virkning. Jeg var ikke længere Thorkild Hansens talsmand, ikke længere hans Sancho Panza eller Lille Hjælper. Min helt var blevet afsløret. På en mærkelig måde følte jeg mig bedraget eller ligefrem svigtet. Thorkild Hansen havde narret mig. Jeg havde troet på ham. Jeg var til grin.

Klubbens to øvrige medlemmer havde det på samme måde, og vi har ikke talt sammen siden. Der var jo ikke mere at snakke om. Thorkild Hansen - vel at mærke den gode Thorkild og ikke den onde eller mere livsduelige Thorkild - var, hvad der bandt os sammen, og da guden faldt, så verden anderledes ud. Vi måtte begynde forfra.

Thorkild Hansen var min Berlinmur. Og når folk fortæller, hvordan de blev ført bag lyset af kommunismen, tænker jeg på min tid som kommissær for Thorkild Hansen, det tætteste jeg havde været på en folkeforfører.

Og så alligevel. Thorkild Hansen var ingen folkeforfører. Han var en blændende stilist inden for såvel dokumentarisme som journalistik og den svære dagbogsgenre. Han var belæst, elitær og en detaljens mester. Det kan tusind sider nok så veldokumenteret svindel ikke ændre en eneste sætning på. Den faldne gud skrev i granit, den fineste slags, og hans bøger og artikler vil altid triumfere over hans personlige narrestreger og udenomsværker. Forsøger man omvendt at genlæse Poul Behrendts mursten, sidder man hurtigt fast i detektivens endeløse dataindsamling - og endnu værre - hans iboende moralisme.