På Kon-Tiki-museet i Oslo kan man bese den berømte balsatræflåde, som var bolig og fartøj for fem nordmænd og en svensker, der i 1947, under arkæologen Thor Heyerdahls kommando, drev fra Peru i Sydamerika til Polynesien på den modsatte side af det mægtige Stillehav.

På museet kan man se, hvordan flåden er sat sammen udelukkende med hjemmelavede hamptove, hvilket var Heyerdahls beslutning for at kunne bevise sin teori om urfolkenes rejser på havet. Men man skal ned under flåden for at se det, der fik de to norske filminstruktører til at beslutte sig for at lave »Kon-Tiki« – Nordens hidtil dyreste film.

Espen Sandbergs og Joachim Rønnings »Kon-Tiki« har dansk premiere på torsdag, og begge erindrer, hvordan de allerede i tiårsalderen var opslugte af Heyerdahls eventyr, der fungerede som inspiration for deres første filmprojekter.

»Vi vidste, at Heyerdahl var opvokset i nabolandsbyen, og derfor spøgte han ligesom i vores barndom. Men det var Kon-Tiki-flåden på museet, der for alvor satte gang i fantasien. Særligt når man gik ned i museets underetage, hvor man kunne betragte flåden fra undersiden. Der havde de monteret en ti meter lang hvalhaj, der dykker under flåden,« siger Espen Sandberg.

»Lidt længere inde i museet kunne man så se den Oscar-pris, som Heyerdahl modtog i 1952 for sin dokumentarfilm om Kon-Tiki. Det var den første Oscar, der nogensinde er blevet givet til en nordmand. Så kunne vi selv drage vores konklusioner om Heyerdahls eventyr. Det var stort,« siger Joachim Rønning.

Unorsk

Deres film »Kon-Tiki« begynder i klassisk biografisk facon med en nøglescene fra Thor Heyerdahls barndom, hvor den unge dreng beviser sit mod ved at hoppe fra isflage til isflage under den norske frostvinter.

»Heyerdahl var meget unorsk. Han stak næsen frem og var lidt af en enspænder. På den måde var han også svær at lave en film om. Hans enorme stædighed og energi gør ham svær at identificere sig med for os almindelige mennesker,« siger Joachim Rønning.

Dette var en af de hårdeste nødder at knække under det to år lange manuskript­arbejde med »Kon-Tiki«. Da instruktørduoen gik i gang med forberedelserne til filmen, forelå der faktisk et manuskript fra den engelske filmproducer Jeremy Thomas, men Heyerdahls personlighed var en af de uløste knuder, siger Espen Sandberg.

For at skabe den nødvendige dynamik i handlingen omskrev instruktørerne en af flådens besætningsmedlemmer, Herman Watzinger, til at blive ekspeditionens skeptiker, der udfordrer Heyerdahl med bekymrede spørgsmål, og som på et tidspunkt foreslår at styrke flåden med stålwire. Denne episode er dog frit opfundet til filmen, hvilket instruktørerne gerne forsvarer.

»Vi har aldrig lagt skjul på, at filmen er en dramatisering, ligesom Heyerdahls dokumentarfilm også er en dramatisering af ekspeditionen,« siger Joachim Rønning.

Sans for dramatik

På sin vis er Norge aldrig blevet færdig med at finde »sandheden« om Thor Heyerdahl, for eventyreren blev hurtigt et kontroversielt emne i sit hjemlands videnskabelige verden, efter at han satte Kon-Tiki på grund på revet ud for den fransk-polynesiske ø Raroia. Hele kloden havde via jævnlige telegrafiske rapporter fra flåden fulgt nordmændenes færd over havet, rapporter som Heyerdahl havde forfattet med en veludviklet sans for dramatik: Nu kom hajerne nærmere ... ville de overleve stormen? I New York Times kunne man uge for uge se flådens aktuelle beliggenhed markeret med en stiplet linje på et søkort, og i Explorers Club på Manhattan sad blandt andre den farverige gamle opdagelsesrejsende Peter Freuchen (i filmen fremstillet af Søren Pilmark) og fulgte med i eventyret.

Året efter landgangen i Polynesien udgav Heyerdahl sin bog om ekspeditionen, der endte med at sælge over 50 millioner eksemplarer. Hans sort-hvide dokumentarfilm »Kon-Tiki« blev et stort biografhit, vandt en Oscar og tilbageviste endegyldigt rygtet om, at hele ekspeditionen havde været et gigantisk svindelnummer.

Men profeter er ofte ugleset i deres eget land. Heyerdahl kom resten af sine dage til at forsvare sin hypotese om, at Kon-Tiki-ekspeditionen kunne betragtes som et »bevis« for, at Polynesiens folk oprindeligt kom fra Sydamerika. Forskere brød sig nemlig ikke om den type eksperimentelle beviser, som »Kon-Tiki« og Heyerdahls senere »Ra«-ekspedition leverede. Og ret beset brød de sig heller ikke om Heyerdahls selektive brug af sine arkæologiske fund på Stillehavets øer.

»Heyerdahl ville anerkendes som seriøs videnskabsmand. Han ville ikke betragtes som eventyrer. Men det var det, han var, og hvis han havde accepteret det, havde han gjort tingene meget nemmere for sig selv,« siger Joachim Rønning.

Første reality-show

I årene efter Kon-Tiki betød berømmelsen også fristelser i form af tilbedende kvinder, der faldt for den høje nordmand på stribe. Det øgede heller ikke kærligheden til Heyerdahl i Norge, siger instruktørerne, men ude i verden var der ingen ende på flådekaptajnens popularitet. På sin vis var Heyerdahl en pioner, hvad angår bestræbelsen på at popularisere naturvidenskaben, hvilket i dag, mere end nogensinde, optager alverdens universiteter og forskningsinstitutioner på grund af ungdommens vigende interesse.

»Måske lå Heyerdahls sande geni inden for PR. Han solgte jo ikke 50 millioner bøger, fordi folk pludselig var så interesserede i migrationsteorier. Det var, fordi han formidlede et fantastisk eventyr. Og i en vis forstand blev Kon-Tiki verdens første reality-show,« siger Esben Sanding.

Instruktørerne veg ikke tilbage for vanskelighederne ved at filme deres eget reality-show. I filmbranchen siger en gammel regel, at der er tre ting, man bør undgå, når man optager film: Børn, dyr og optagelser på vand. Det sidste var i sagens natur vanskeligt at undgå for instruktørerne, der tidligt bestemte sig for at optage filmen under så realistiske forhold som muligt. Hovedparten af havscenerne er derfor optaget på åbent vand, nogle kilometer ud for Malta i Middelhavet.

Kopien af Kon-Tiki blev sejlet ud på havet med skuespillerne ombord, der derfor fik en personlig fornemmelse af livet på Kon-Tiki. Optagelserne var besværlige, og for at opnå den tomme horisont måtte flåden roteres med skuespillerne på, hver gang der dukkede et skib op i baggrund.

»De ni uger, vi var på havet, var en fantastisk oplevelse og kom til at gøre hele forskellen for skuespillernes indlevelse i rollerne,« siger Joachim Rønning.

Instruktørerne følte selv, at de var kommet »i land« med filmen, da de i januar blev nomineret til en Oscar for deres film. På den måde følte de en vis affinitet med deres barndomshelt, Heyerdahl, men på et væsentligt punkt følte de også forskellen.

»Thor Heyerdahl var en utrolig ambitiøs og egoistisk person, der ofrede alt for at nå sine mål, heriblandt sin hustru og sine børn, der ikke kom med på hans rejser. Det samme har vi gjort i mange år, men vi har ikke forladt familien. Vi stod på et hotelværelse i Los Angeles, da vi fik at vide, at »Kon-Tiki« var blevet Oscar-nomineret. Det gjorde os lykkelige, men det var ikke nomineringen i sig selv, der gjorde os lykkelige. Det var det faktum, at vi var sammen med vores familier netop i den stund,« siger Joachim Rønning.

Thor Heyerdahls ambitioner og stædighed førte ham til sejre, men da han opnåede den største triumf, da han gik i land fra Kon-Tiki på stranden på Raoia, indså han, at det var en tom sejr.

»For da havde han forlængst ladt familien bag sig. I det øjeblik, tror jeg, at han følte sig ensom,« siger Jesper Sandberg.

Thor Heyerdahl døde som 87-årig i 2002. Han ledede flere ekspeditioner og arkæologiske udgravninger, heriblandt i Azov i Rusland et år før sin død.