Thomas Winding græd, mens han trak 8-årige Alberte ind til sig: »Jeg er nødt til at fortælle dig noget sørgeligt«

Thomas Winding græder, mens han presser 8-årige Alberte ind til sit bryst.

»Jeg er nødt til at fortælle dig noget sørgeligt.«

Da han har fortalt det, spørger Alberte ham, om han nu er helt, helt, helt sikker. For sidste sommer, da hun kun var syv år, sad hun oppe i sommerhuset i Tisvilde og læste i GRU-blade om folk, der vågnede i kister under to meter muld.

Men hendes far tager ikke fejl. Han ville ønske, han gjorde, siger han. Imens stryger han Albertes tårer væk. Der kommer bare hele tiden nye tårer.

Albertes mor er død. Hun har taget piller og er sovet ind.

Alberte fortæller sig selv, at hun ikke er skyld i sin mors død, Men hun er to børn. Hende, der ved, at far har ret. Og så hende, der læser GRU-blade og er skyld i alt muligt, som hun aldrig kan dele med nogen. Hun tænker, at hun er sådan et barn, man kan gøre alt imod, for det fortjener hun.

Alene med sin sorg

Alberte flytter hjem til sin far og hans nye kone Elin Bing på Ærø. Hun har længe haft to brændende ønsker: En hest og en swimmingpool. Det sidste får hun ikke.

Men hun får et føl, Biesa, som skal forlade sin mor for at blive Albertes føl. Biesa bliver som Alberte heller ikke elsket for at stå og hænge med underlæben.

I dag udkommer musikeren og forfatteren Alberte Winding med bogen »Kastevind«. En personlig erindringsbog, hvor hun i glimt dykker ned i sin barndom og fortæller om at navigere mellem voksne, der er optaget af deres eget liv og af at producere populære børne TV-serier til DR, »Super Carla« for eksempel. Men også om sårbare venskaber, drenge og det første kys.

Egentlig skulle det have været en sjov bog. Det var planen.

Men i »Kastevind« fortæller Alberte Winding også om at miste sin mor. Om at være alene med sin sorg. Og lede efter sig selv i ret meget rod.

»Jeg synes, jeg har så mange familiemedlemmer, der har været rigtig gode til at fortælle nogle fantastiske anekdoter. Men da jeg begyndte at skrive sidste sommer, var det ikke sjovt. Jo, det var vidundeligt at skrive, men det blev en anden historie, der flød og næsten kom af sig selv. Jeg måtte konstatere, at det var den historie, jeg havde i mig, og som jeg ikke kunne bremse.«

Alberte Winding tænker lidt.

»Det her er jo min historie, men jeg håber, det også er en historie om at blive ældre, som andre måske kan genkende noget i. Det er vel noget med at komme helskindet ud af barndommen og lige så stille finde en lille smule af sig selv og ellers få stykket det hele sammen med noget af det, man nu har fået med sig i sin opvækst.«

Min vejrtrækning og min kærlighed

I dag har Alberte Winding ingen forestilling om at hendes mor, manuskriptforfatteren Lulu Gauguin kunne have været på en anden måde. Eller at hendes far kunne havet været på en anden måde. Eller at hendes barndom kunne have været på en anden måde. Det var sådan, det blev. Med sorg, svigt og ensomhed. Men også med masser af kærlighed fra begge forældre og et væld af sjove og varme oplevelser.

»Hun er min mor, hun er min duft, min vejrtrækning og min kærlighed,« skriver hun i bogen.

Om sommeren kører de i en Volvo Amazon ud af byen gennem den kringlede Gribskov og ind til mormorens sommerhus i Tisvilde. Albertes mor har fundet på navne til sommerhusvejene: Pyramidestien. Harestien. Og mens regnen hamrer på sommerhustaget, skråler Alberte og hendes kusine med på Simon & Garfunkels:

»Cecilia, you’re breaking my heart, You’re shaking my confidence daily. Oh, Cecilia ...«

De hører nummeret med Cecilia igen og igen. 100 gange.

Andre dage er det ikke helt så festligt. Så savner hun at sidde opad sin mor, når moren er inde i København i flere dage, for at foretage sig hemmelige ting, mens Alberte er i Tisvilde med sin mormor og sin kusine. Hun savner sin mors følelser, som hun er ved at lære at orientere sig i.

»For at vi skal undgå uheld.« Det er den forklaring, hun giver sig selv som seks-syv årig.

Hjemme i lejligheden i Pilestræde, hvor Alberte Winding bor med sin mor og sin storebror Aske er der morgener, hvor Alberte må ringe op til DR. Alberte kender telefonnummeret og ved, at hun bare skal spørge efter B&U og sige, at Lulu er syg. Bagefter kan hun krybe tilbage under dynen sammen med sin mor.

»De sagde god bedring med din mor.«

Så ligger Alberte og håber, at hendes mor snart står op. Og at hun, når Alberte senere skal køres ud til Bernadotteskolen i Hellerup ikke råber hele vejen, fordi der altid er vejarbejde, og fordi Alberte nu kommer for sent i skole igen.

En dårlig idé at være være fra sin mor for længe

En af de dage, hvor Alberte har været oppe hos overboen i Pilestræde, her kommer hun meget, er det blevet mørkt imens i lejligheden nedenunder. Hun tager et skridt ad gangen i lejlighedens mørkeblå lys. Moderen svarer ikke, da Alberte kalder på hende.

»Jeg finder hende på sofaen. Jeg lægger mig ved siden af hendes hage, men bliver ked af det. Over stilheden og over tyngden ved det hele. Jeg rejser mig, og nu lægger hun sig halvt ud over kanten. Hun bliver ved med at gentage: En pest, en pest.... Jeg rusker i hende. Hvad er det? Jeg henter en ekstra pude til hende. Jeg prøver at give hende vand. Til sidst får hun sagt: Livet er en pest.« Alberte henter overboen, som får moren på hospitalet.

»Hun har drukket lidt for meget vin,« forklarer overboen.

Albertes mor kommer hjem igen, og alt fortsætter som det plejer. Men Alberte har fundet ud af, at det er en dårlig idé at være væk fra sin mor for længe. Derfor sover hun aldrig ude hos nogen, bortset fra hos sin far og hans nye kærlighed.

»Jeg har ikke grædt, mens jeg har skrevet bogen,« siger Alberte Winding.

»Eller - det passer ikke. Nej, jeg kan ikke huske det. Men jeg har bestemt ikke grinet, mens jeg skrev, selv om det har været en meget smuk oplevelse at skrive om de glimt i min barndom, som jeg husker dem. MEN ...«

Hun holder en længere pause.

»Nætterne i den periode, hvor jeg skrev var helt forfærdelige, et helvede. For så kom alle dæmonerne, og jeg kunne ikke sove, fordi jeg lå og tænkte på det, jeg havde skrevet om dagen. Var det egentlig ikke ret uelskværdigt at skrive sådan om min mor eller far? Så tænkte jeg:

Note til mig selv: Husk at slette afsnit 4. Og sådan var det stort set hver eneste nat. Jeg havde hele tiden noter til mig selv om nogle afsnit, jeg skulle huske at slette om morgenen, når jeg stod op. Men jeg har været igennem det, og som »Kastevind« er blevet nu, synes jeg, det føles rigtigt i forhold til mine forældre. Det føles på den måde, det skal føles.«

Den far alle andre drømte om at have som far

Også i de passager, hvori hendes far indgår, har hun tænkt meget over, hvordan det er skrevet. Ikke mindst fordi Thomas Winding med sit virke, sin stemme, alle fortællingerne og TV-serierne har haft en særlig betydning for flere generationer af børn og voksne,

»Jeg har været ret bekymret for - men også bevidst om - at jeg ikke tager noget fra alle de mennesker, som min far har betydet så meget for. At han i bogen fremstår som MIN far, og at han i min fremstilling ikke tager noget fra »jeres« far.«

Alberte Winding kigger hen mod vinduet.

»Det er ikke meningen, at vi i min familie skal fremstå perfekte. Ved siden af vores virke, som er at prøve at gøre andre mennesker glade, er vi også bare helt almindelige skvattede mennesker. Derfor kan det godt indimellem være lidt vanskeligt, når nogen har haft den opfattelse at: Hey, jamen DIN far var jo den far, vi allesammen drømte om, Alberte. Men hey, nej, min far var også en ret almindelig og skvattet far, som så mange andre. Han kunne virke meget fraværende, når jeg var sammen med ham. Men også det modsatte.«

I bogen fortæller Alberte Winding om en tur til Sverige sammen med sin far og Elin Bing. Hun bliver sat på en sparkstøtting og pakket ind i skind. Hendes far står bag på støttingen over isen.

»Der er en barnevognskvalitet ved at sidde ubevægelig og mærke en voksen tage det fulde ansvar.«

Da de kommer hjem til huset og ind i varmen, puster hendes far luft ind i en tragt af håndflader og bukker Albertes tæer, indtil det stikker i dem.

»Der var jo denne her ordløse kærlighed til ham, som der kan være mellem børn og deres forældre. Når vi gik med hinanden i hånden ude i naturen, og jeg mærkede denne her lidt tørre hud, han havde.«

Ikke en stærk fiskerfamilie

Alberte Winding har været vred på sin far, og ikke kun som barn. De gange, hun har sagt det til ham, er han blevet frygtelig ked af det.

»En måned før han døde, var jeg meget vred, jeg har glemt over hvad. Men så 14 dage efter og kort før han dør, har vi den bedste aften nærmest nogensinde. Der kommer jo nok et tidspunkt, hvor man måske skal passe lidt på sine forældre.«

Hun tænker lidt.

»Man kan sige meget om min skrupskøre familie, for vi har mange udsving, men vi har også tidligt lært at - nå, ja, det fiser ligesom igennem os. Jeg skal ikke kunne tale for alle. Men ting betyder meget for os. Det er store følelser, og det er vigtigt for os, dét vi har gang i. Og alligevel er det som om ...«

Alberte Winding kryber behændigt uden om ordet tilgive. Som om det er for stort, for religiøst eller bare helt forkert.

»Altså, vi er ikke sådan en stærk fiskerfamilie, der bider vreden i os. Derfor varer vreden måske heller ikke så længe, selv om vi både kan blive meget vrede og meget kede af det.«

Alberte Winding er glad for det billede, der bliver tegnet af hendes far på Thomas Winding-udstillingen, som for tiden kan ses på Den Sorte Diamant, og som hun sammen med sin søster har været konsulenter på.

»Jeg synes, udstillingen viser at min far ikke kun var sådan hyggelig mand, der producerede børne-TV og fortalte historier, men at han også var rock n’ roll. Vi fandt nogle billeder af ham, hvor han står og maler med bar overkrop og kæmpe hængerøv i bukserne,« siger Alberte Winding og lader som om hun maler med store, seje penselsstrøg i luften.

»Jeg kan godt lide, at han også havde noget kant og ikke kun var en blød stemme.«

Patent på sandheden

Behovet for at dykke ned i sin barndom har for Alberte Winding også været, at hun har skullet overleve en kæmpestor sorg.

»Jeg ved faktisk ikke, hvad min mors store smerte skyldtes. Men som en konsekvens valgte hun jo at tage sit eget liv. Den sorg har jeg brugt en masse energi på som barn. Energi som kunne være gået til at være mere sammen med legekammerater eller blive bedre til at ride eller noget helt tredje.

Det overskud havde jeg ikke rigtigt. Der var lange perioder, hvor jeg ikke magtede at lege med andre. Men jeg ved i dag, at min mor har givet noget særligt videre til mig, som jeg har givet videre til mine børn. Det er i virkeligheden der, min historie begynder. Min mor gav mig lysten til at leve på trods af, at hun selv valgte det modsatte.«

Alberte Winding smiler.

»Min mor var en ung kvinde fuld af fis og ballade. De sidste breve, som er skrevet kort før hun døde, var noget af det mest livsbekræftende. Der var masser af sanselighed, som jeg selv var berøvet for som barn. Men som jeg kan se, at mine børn har i dag. Ting, som er gået videre i en ny form. En begejstring og en sanselighed og en lyst til det hele. Men for mig var der også smerten i min mors øjne, og den husker jeg stadig meget tydeligt.«

Alberte Windings to voksne børn har ikke læst »Kastevind« endnu. Men det kommer de til.

»Meget af det, jeg skriver om i bogen, har de ikke vidst. Men på samme måde som min far, mens han levede fyldte rigtig meget i mit liv, og hvor jeg i perioder var nødt til at trække mig væk fra ham, tror jeg, det er i orden, at mine børn ikke lige læser min bog sådan bum her og nu. Man skal have ret til sin egen historie. Især hvis man har forældre, der er meget meddelsomme. Min historie er ikke mine børns historie. Desuden oplever vi mennesker ikke altid det samme, selv vi om står i samme rum i den samme situation.«

Så hvad er sandheden? Hvem har patent på den?

»Min sandhed er ikke nødvendigvis den samme som for eksempel min søsters. Jeg nævnte på et tidspunkt tre-fire ting fra vores barndom, hvor hun sagde: Nej, nej, det var slet ikke sådan, det var.«

Man må stykke sin egen pizza sammen

Der kommer en fortsættelse af »Kastevind«, det ligger allerede fast. Men næste gang har Alberte Winding brug for det lille slør, som fiktionen kan give, for at kunne fortsætte sin historie videre ind i voksenlivet.

»Jeg gør mig meget umage med at navigere uden om folk i mit liv, når jeg skriver. Men de er nødt til at være med, for at skabe en stemning og en scenografi. Jeg har det bare ikke godt med at gå for tæt på de mennesker, og derfor har jeg brug for et lag af fiktion i min næste bog. Der, hvor fiktionen bliver et nødvendigt greb.«

»Kastevind« er ikke udelukkende en fortælling om Alberte og hendes forældre. Det er også erindringsglimt fra de første teenageår med fløjlsbukser og ruskindsvest med frynser på Ærø. Fra teltture med veninden og demonstrationer på Christiansborg Slotsplads.

For nyligt så Alberte Winding et interview med skuespilleren Emma Stone. Intervieweren var veninden og skuespilleren Jennifer Lawrence.

»Deres samtale er sådan lidt en fnisen indimellem, og til sidst siger Emma Stone:

»Finally I put my pieces together.«

Men Jennifer Lawrence misforstår og hører det som om, Emma Stone siger: »Finally I put my pizza together.«

Alberte Winding griner.

»Det, synes jeg, giver et godt ret billede af at få sin pizza på plads. At få stykket sin egen pizza sammen. Jeg har nok fået en særligt stort pizza med mange forskellige stykker, for der har været død og skilsmisser, og jeg ved ikke hvad i mit liv. Men der har også været heste og krabber og en masse sjovt.

Hvad ville jeg nu sige med det? Jo, at vi som mennesker forsøger at stykke os selv sammen. Det er vel nok det, jeg har prøvet. Og så må vi altså holde op med at »blame« vores forældre. Indtil man er fyldt 30 år, må man godt kigge lidt indad. Så har man noget alder at kigge indad med. Men derefter? Njaa ... så ved man godt, at når man er fyldt 50, Ups, så var der alligevel ikke så meget, man fandt da man kiggede indad 20 år efter.«

Hun ryster på hovedet og siger så:

»Er det ikke en ærgerrighed efter at forstå det, der driver os i livet, når vi får behov for at dykke ned i vores barndom?«