Thomas Vinterberg vinder Oscar for »Druk«. Takketalen bragte tårerne frem hos skuespillerne

Thomas Vinterberg vinder – som ventet – en Oscar for »Druk«. Takketalen fokuserede blandt andet på tabet af datteren Ida, og det ramte flere af filmens medvirkende.

 

Søndag nat vandt Thomas Vinterberg en Oscar for »Druk« i kategorien for Årets Internationale Film, men det var takketalen, der for alvor påvirkede filmens skuespillere, der så overrækkelsen i Zentropas studier i Filmbyen.

Både Lars Ranthe, Susse Wold og Magnus Millang var tydeligt rørt over talen, hvor Vinterberg slog fast, at  »Druk« var en film om at »miste kontrollen over livet lavet i en periode, hvor jeg selv mistede kontrollen over mit«.

»Vi ville lave en film om at fejre livet, og fire dage inde i optagelserne skete det utænkelige. Der var en ulykke på en motorvej, en person kiggede på sin mobiltelefon, og vi mistede vores datter. Og vi savner hende, og jeg elsker hende,« sagde Thomas Vinterberg, der også fortalte, at Ida »følte sig set af filmen og skulle have være med i den«.

»Ida, det her er et mirakel. Og du er del af det. Måske trak du i nogle snore et sted. Den her er til dig.«

Thomas Vinterbergs takketale ramte skuespilleren Magnus Millang, der – på grund af coronarestriktionerne – så overrækkelsen i Zentropa sammen med resten af »Druk«-holdet.

Magnus Millang, skuespiller

»Jeg havde det som straffesparkskonkurrencen ved EM i 92-agtigt.«


»Der nakkede han mig for sygt. Det manus har jo altid været sindssygt godt, og det var også det, Ida så. Det var en skør tid, og det var en produktion, jeg aldrig vil glemme. Og i den tale, der får han os,« siger Magnus Millang, der bed negle til det sidste, selvom filmen var tippet til at vinde en Oscar.

»Man bliver jo alligevel i tvivl, når man sidder der. Jeg havde det som straffesparkskonkurrencen ved EM i 92-agtigt.«

Susse Wold tog sejren mere roligt.

»Det lyder måske forfærdeligt højrøvet, men jeg var sikker på, at den ville vinde. Filmen rammer ind i noget i vores liv lige nu: Vi har alle været spærret inde, vi har været levende døde. Og pludselig kommer der en forløsning, der ender med at danse, som Mads gør til sidst. Det er en fantastisk film, og det er svært at verbalisere, hvordan ulykken påvirkede den.

Vi var der allesammen, da det skete. Den kærlighed og den omsorg, der var imellem os alle, var så fyldt af omsorg og kærlighed og hjælpsomhed. Alle ville gøre, hvad som helst for, at det skal lykkes. Det er sjældent, at man oplever en kreds af mennesker med så forskellige aldre, så forskellige baggrunden, som vil gøre så meget for at få noget til at lykkes«.