Thomas Vinterberg: »Jeg savner fællesskabet«

Thomas Vinterberg ser i sin kommende film »Kollektivet« tilbage på 1970ernes kollektivliv, hvor de voksne tænkte store tanker, og børnene blev ensomme i travlheden.

Filminstruktør Thomas Vinterberg (til venstre) indfrier længslen efter fællesskabet sammen med Trine Dyrholm (til højre) på settet af »Kollektivet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis Nationalmuseet en dag vil arrangere en design- og arkitekturudstilling om de brune 1970ere, kunne det sagtens nøjes med at sætte en indhegning op omkring den tidligere TV-by i Høje Gladsaxe. Når man træder ind gennem de gamle lydtætte porte til TV-studierne, er det nemlig som om, gangene og studierne stadig knitrer af den statiske elektricitet, som kun velourtøj og ryatæpper fra det grimme årti kan frembringe.

Faktisk er det næsten, som om man kan dufte ølsjatter og piberøg, men det kan også skyldes, at en stor flok statister fylder op i en af gangene. Islandske sweatre, bukser med svaj, mænd med langt hår og kvinder med krøller signalerer, at vi er i Danmark cirka 1975.

Statisterne venter tålmodigt på signal fra produktionslederen. De medvirker i Thomas Vinterbergs kommende film, »Kollektivet«, der er et kig ind i datidens eksperimenterende livsholdninger og bløde kønsroller, som kan virke fjerne i dag, men som mange voksne ikke desto mindre husker med et overbærende smil.

Baseret på true feeling

Der pulses på filmcigaretter og svinges med Tuborg-øl med autentiske etiketter fra dengang, man drak øl på arbejdspladsen uden dikkedarer.

Trine Dyrholm, i knælang brun nederdel, brune lakstøvler og stort blond hår, er i centrum. Hun går ned ad en kontorgang, og da hun drejer om et hjørne, overraskes hun af hurraråb og »DR-medarbejdere«, der vifter med dannebrogsflag. Det er åbenbart ikke meningen, at hun skal se helt tilfreds ud med fejringen.

»Kollektivet« er en filmatisering af det teaterstykke, som Thomas Vinterberg skrev til Burgtheater i Wien, hvor handlingen blev improviseret frem i samarbejde med skuespillerne og manuskriptforfatteren Mogens Rukov.

Derfor kan Thomas Vinterberg også straks tilbagevise Berlingskes formodning om, at handlingen er en 1:1-gengivelse af instruktørens egen opvækst i et vaskeægte 70er-kollektiv.

»Denne film er ikke baseret på en true story. Men den er baseret på en true feeling. Det er nok det mest præcise, man kan sige om det,« siger Thomas Vinterberg.

Trine Dyrholm spiller TV-journalisten Anna, der bliver optændt af tidsånden og overtaler sin mand Erik (Ulrich Thomsen) til at etablere et kollektiv. Her må hun sande, at virkeligheden er hård ved idealerne om fri kærlighed, da ægtefællen tager sig en ung elskerinde.

Derved kunne man forledes til at tro, at »Kollektivet« følger samme formel som tidligere film, der har taget 1970erne under (u)­kærlig behandling, heriblandt »Fede tider« og »Det store flip«. Men det har Thomas Vinterberg bevidst søgt at undgå.

»Vi har lavet en liste over klicheer om den tid, som ikke måtte være med i filmen. Vi bruger ikke hampplanter, røde faner eller pandebånd. Vi har tværtimod gjort os umage med makeup, hår og kostumerne for ikke at udlevere den tid, historien foregår i. Karikaturen er nemlig gjort mange gange før. Jeg vil gerne sende den tid en kærlighedserklæring – en tid, da fællesskabet var moderne,« siger Thomas Vinterberg.

En vis lighed med virkelighedens vinterbergske kollektiv er uundgåelig. Instruktørens far, Søren Vinterberg, der er journalist på Politiken, blev skilt fra sin daværende ægtefælle, der blev boende i kollektivet, men han fik ikke en ny kvinde, der flyttede ind i huset. Der var fællesmøder og politiske samtaler, men kollektivets medlemmer var ikke militante KAPere, siger Thomas Vinterberg.

»Vi var ikke Tvind. Hos os grinede man lidt af de alt for revolutionære. Men der blev tænkt store tanker rundt om aftensmaden, og fremfor alt havde vi det sjovt,« siger instruktøren, der fik hjælp til lektierne, når han kom hjem fra skolen af de voksne, der nu var til stede. Det kunne eksempelvis være Jesper Hoffmeyer eller Tor Nørretranders. Men fællesskabet havde også en bagside.

»Midt i fællesskabet kan der også findes stor ensomhed. Det er klart, at man som barn kan forsvinde blandt alle de voksne. Ja ... indimellem kunne jeg godt savne min mor og far. Og der var et medlem af kollektivet, der blev stemt ud på et fællesmøde, under dagsordenens »eventuelt«. Det var ikke sjovt for ham,« siger Thomas Vinterberg.

Gensynet med vennerne

I dag er fællesskab som livsstil gået af mode, siger Vinterberg, og det samme er den akademiske intelligensia, som prægede kollektivet den gang. Værdierne er blevet skiftet ud.

»I dag handler det om at præstere og performe – ikke om at tale med hinanden. Det synes jeg da, at der ligger et tab i. Til gengæld har man fået friheden og individets muligheder for at udfolde sig, og det synes jeg selvfølgelig er en gave. Men jeg har savnet fællesskabet,« siger instruktøren.

Og savnet kom til at sætte spor. I dag mener Thomas Vinterberg nemlig, at længslen efter fællesskab var med til at dreje ham i retningen af en karriere som filminstruktør.

Et fællesskab skabte »Festen« i 1998, Vinterbergs dogmeeksplosion af et gennembrud, og fællesskabet bestod dengang blandt andre af Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen. Derfor er der en særlig stemning på optagelserne af »Kollektivet«, da de to skuespillere ikke siden har haft lejlighed til at arbejde sammen med instruktøren.

»Det er skidehyggeligt at arbejde sammen med Vinterberg igen. Det har jeg det rigtig godt med. For jeg har sgu’ savnet ham,« siger Ulrich Thomsen, mens han får sat sin blonde paryk af filmens frisør, Dennis Knudsen.

Det er ikke en fuld »Poul Kjøller«, som Ulrich Thomsen får på hovedet, men den er tilpas aparte til, at man bliver taget 40 år tilbage i tiden.

Dengang gik Ulrich Thomsen stadig i folkeskolen, på Kroggårdsskolen uden for Odense, hvor venstreorienterede lærere hilste på hinanden ved at stikke en knyttet næve i luften.

»Sådan husker jeg 70erne, men kollektiver er ikke noget for mig. Jeg er asocial og skal have plads til at være mig selv,« siger Ulrich Thomsen.

Trine Dyrholm nyder også gensynet med vennerne fra »Festen«. Hun nikker bekræftende til Ulrich Thomsens beskrivelse af den behagelige stemning på settet.

»Det er spændende at være tilbage i en velkendt sammenhæng, der dog også er helt anderledes. Vi er alle blevet så erfarne. Vi har lavet film. Men vi er også bare blevet ældre og kan trække på flere livserfaringer,« siger Trine Dyrholm.

Thomas Vinterberg flyttede i kollektiv i 1975 som syvårig og forlod det først som nittenårig, efter at hans egne forældre var flyttet. I de mellemliggende år forvandlede kollektivet sig fra at være »lidt af et abegilde« til at være tre familier, der delte den samme have. I de efterfølgende år har instruktøren ofte overvejet for og imod kollektivlivet. Han sammenligner det med et mangeårigt ægteskab.

»Det »farlige« ved både kollektiver – og ægteskabet – er, at man holder op med at gøre sig umage over for hinanden. Når jeg besøger mine venner, sætter jeg mig så at sige op til det. Men når man bor sammen med sine venner, så er de der bare. Så forsvinder der nogle lag. Venskaber bliver hurtigere brugt op,« siger Thomas Vinterberg.

Navigationen mellem mennesker

Det var i dette kollektive spil, at Thomas Vinterberg gjorde sine første observationer af menneskers forsøg på at bevare facaderne, når de kommer under angreb. Det var her, han lærte at navigere mellem mennesker, siger instruktøren.

»Når folk smider facaderne, som de gør i en storfamilie, ser man også pludselig en masse dæmoner. Mennesker er ligesom spændt op mellem det, de gerne vil være i verdens øjne, og det de skjuler for verden. Når jeg ser tilbage på mit arbejde, så handler det rigtig meget om den konflikt,« siger Thomas Vinterberg.

»Kollektivet« har dansk biografpremiere i efteråret 2015.