Thomas Helmig: »Mine sange er ikke en dagbog«

Oven på måneders skriverier om alt andet end musik, er Thomas Helmig klar med sit nye album. Mere melankolsk og sjælfyldt end man nogensinde har hørt ham før. Hylden med lykke var tømt - og noget andet pressede sig på.

Thomas Helmig udgiver på mandag sin nye plade, som er mere mørk og melankolisk end hans tidligere. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han ser en smule træt ud, da han træder ind ad døren ti minutter forsinket.

Mest af alt, fordi han har været med morgentoget fra Aarhus klokken 05.30 og efterfølgende ikke kunne få en taxa, så han måtte gå gennem byen. Ellers har Thomas Helmig det aldeles fremragende. Arbejdet med det nye album »KH Helmig« er gjort færdigt. Ti nye sange, der viser en ny og mere reflekterende side af ham end tidligere set.

»Jeg har det altså virkelig godt. Selv om nogle måske kunne tro noget andet,« siger han og henviser til en artikel, der har været i en anden avis dagen før, hvor et mørkt og trist billede af ham ledsaget med teksten »Efter bruddet« på forsiden kunne indikere det modsatte.

Helmig bryder sig ikke om det. Synes det er noget pjat og helt forkert. Blot endnu en pind til de mange skriverier, der har været de seneste måneders tid omkring hans skilsmisse fra partneren gennem 13 år, Renée Toft Simonsen. Et brud, der i sensommeren fik parret til at udsende en pressemeddelelse, hvor de fortalte nationen, at nu var det forbi.

»Den her skilsmisse er jo en ting, som Renée og jeg kom igennem for meget lang tid siden. Men vi kunne lugte, at der var noget på vej, og vi ville gerne skåne vores unger. Det var jo ikke, fordi vi syntes, at det var en verdensnyhed, at vi skal skilles. Og så havde Renée og jeg det også sådan, at vi gerne ville sige det, som det var. At vi er hinandens bedste venner, og det har vi tænkt os at blive ved med at være,« som han formulerer det.

»At der så efterfølgende kommer en masse, der synes, at det er en bedre historie at gøre det til noget grimt, det er jo ikke noget, vi er herre over. Man kan så sige, at det heller ikke er noget, vi behøver at investere tid i at læse. Hvad vi da heller ikke har gjort nogen af os. Men det følger åbenbart med. Hvis du spørger mig, så er det den lavere ende af menneskelig adfærd, der bliver præsenteret i de skriverier. Men det er bare sådan, det er. Og jeg siger det lige som buddhisterne: »Selv rotterne skal der være plads til«.«

Aldrig prøvet andet

Efter mere end 25 år på forsiden har han lært at leve med det. Han kender nærmest ikke til andet. Så det at skulle udsende en offentlig meddelelse om et meget privat anliggende er bare en del af gamet.

»Det er jo, fordi jeg og Renée i Danmark er meget kendte mennesker. Så for mig er det mit liv. Det er sådan, jeg forholder mig til det. Det er jo, ligesom hvis jeg har snakket med Kronprinsen og har sagt: »Det må fandme være et mærkeligt liv, du lever.« Og hvor han så siger: »Jamen, jeg har jo aldrig prøvet andet.« For ham er det ikke et mærkeligt liv, og det er det heller ikke for mig. Det er jo heller ikke mærkeligt for mine børn at være sønner og døtre af mig, for det er de vokset op med. Det er sådan, det er. Det er deres betingelser.«

Det er fire år siden, han sidst har siddet her. Dengang var det med den lette og til tider dansable plade »Tommy Boy«. Nu er det det med den sjælfyldte og til tider mere melankolske »KH Helmig«. Ti sange der strejfer emner som brud, svigt, håb og sågar død.

»Jeg synes egentlig ikke, at den er dyster, men den er da alvorsfuld. Og det var så den vej, det skulle den her gang.«

Er sangene et spejl på den periode, du har gennemgået?

»Det er det jo altid. Det er altid sådan en opsamling på, hvad der er indeni, men det er ikke engang noget, jeg sådan selv bestemmer over. Det har også noget at gøre med, at den forrige plade, jeg lavede, befandt sig et andet sted, og så er det bare noget andet, jeg bygger op her. Det er, som om jeg har fået tømt den der happy-hylde, og så er det lidt noget andet, der presser sig på.«

Hvad?

»Jamen, pladen rummer i hvert fald en alvor og en melankoli, og hvis den ikke er decideret mørk, så er der i hvert fald en understrøm af det. Og så kom døden lige med. Ham har jeg sgu ikke haft med før. Men jeg tror, mange af de her sange handler om tid. For mig at se er der meget sådan et »lev-i-nuet« tyranni omkring mig. Og jeg synes, det er fint, at man kan leve i nuet, men jeg synes også, det er blevet lidt en undskyldning for at slippe for at tænke på, at man også lever i en større sammenhæng. Man er en del af en meget større fortælling Vi har meget svært ved at se tiden i øjnene og acceptere, at vi på et tidspunkt ikke er her mere. Derfor har vi opfundet den her med, at vi skal leve i nuet hele tiden. Vi skal have det godt lige nu hele tiden. Og det har jeg bare vendt mig lidt imod i de her tekster. Og så handler en del af det også om tilgivelse.«

Er du da blevet religiøs?

»Nej det er jeg ikke, men den gang man opfandt religion, der gjorde man det jo for at tøjle amoralen. Og jeg synes, at mange af de ting, som gjorde, at man var nødt til at skabe religion, de er der endnu. Men jeg synes ikke, tilgivelse er et religiøst begreb – eller moral eller håb for den sags skyld. Men vi er bare i en tid, hvor man har fjernet troen, men alt det, der gjorde, at man var nødt til at opfinde det, er her altså endnu. Det er det, jeg læser i denne plades tekster. Det er en kommentar til vores samfund – det er jo ikke mig, der skriver en dagbog.«

Men under hver af sangteksterne på pladeomslaget står der jo »Helmig« og så et årstal, eksempelvis »2013«. Det virker da lidt dagbogsagtigt?

»Ja, det er klart, og jeg kan også godt medgive, at der er dagbogselementer med, selv om de tal altså overhovedet ikke passer og egentlig blot var til mit eget brug. Men side om side med nogle af de her dagbogsting, så er der også den rene og skære klare fiktion. Det blander jeg fuldstændig, som jeg har lyst til. For det er slet ikke det, jeg synes er interessant. Det vigtigste parameter for mig er, om jeg kan mærke den her sang, når jeg synger den, og når jeg læser den. Og fik jeg på en eller anden måde udtrykt mig selv? Og hvis de tre ting er på plads og står i lige række, så er det cool med mig.«

Hvis man kigger på meget af den musik, du har lavet gennem tiden, så er der mange udefra, der fortolker sangene som dagbøger over dit liv. Hvordan har du det med det?

»Ja, det er der mange, der gør og har gjort. Den reaktion har altid undret mig meget. Jeg kan huske, da jeg lavede pladen »Vejen væk«, hvor der stod, at det var en skilsmisseplade. Det var det bare ikke! Men det er ikke noget, jeg brokker mig over. Folk må for min skyld læse fuldstændig, hvad de vil ind i mine tekster. Hvis man står og kigger på et billede, eller hvis man sidder og hører noget musik, så er det eneste interessante jo, hvad der sker i beskueren eller lytteren, når det rammer dem. Det handler jo ikke om, hvad jeg har følt, da jeg skrev sangen. Jeg kan jo ikke være rundt i alle stuerne, når folk sidder og hører den. Så den dimension synes jeg ganske enkelt ikke er interessant. Og nogle af mine sange har jeg da stadig selv til gode at vide, hvad handler om. Nogle gange er det bare sådan en bevidsthedsstrøm, som ender med at blive en form for novellefortælling. Men selvfølgelig bruger jeg da mig selv og mit liv, når jeg skriver. Det er jo en del af hele ideen.«

Så vi kan godt slå en streg over, at din nye plade er en skilsmisseplade?

»Ja, det kan vi sagtens. Alene af den grund, at meget af den er skrevet for tre år siden, hvor vi absolut havde det glimrende. Men Renée er da i de fleste af de her sange, for det er hende, jeg levede med og stadig gør det. Vi er hinandens absolut bedste venner og bruger det meste af vores frie tid sammen, så jo – hun er der da meget. Jeg synes, det ville være mærkeligt andet. Der er en sang, der hedder »I gang med at gå«, som var en af de sidste, jeg skrev til pladen. Den kan jeg gå med til at sige, at det er da vist en skilsmissesang. For den er meget bare råt for usødet. Så jo, der er da helt klart noget, men den er også alt muligt andet.«

Hvordan har du det egentlig med at blotlægge dig selv på denne ofte sårbare måde?

»Det er ikke altid med velbehag. Det har sin pris, men det er jo det, jeg kan. Hvis jeg på nogen måde er vedkommende, så er det der i hvert fald en af årsagerne til det. Men det kan man jo ikke selv bedømme. Det skal andre have lov til. Men det er klart, at det at skrive sange på denne måde er forbundet med at man udfordrer sin egen sårbarhed.«

Er det også en form for selvterapi?

»Der er da en form for renselse, synes jeg, men det er ikke, fordi jeg synes, at der er sider af mig selv, som jeg bliver færdig med ved at skrive sange. Det er ikke sådan, at nu fik jeg det sagt – så er det ude af systemet. Jeg bruger også terapi for eksempel, og det med at arbejde med mig selv, det gør jeg meget. Og det her er en del af det også. Men i sidste ende handler det om, at jeg bare er enormt interesseret i den der proces med at skabe noget. Og hvorvidt der så er nogle andre mennesker, der kan få noget ud af det, ved jeg jo ikke, men det at skabe er vigtigt for mig. Det er det, der ligger i et kunstnerisk sind.«

Du har valgt at kalde din nye plade for »KH Helmig«. Hvorfor ikke »KH Thomas«? Ligger der en naturlig distance i det valg?

»Ja. Jeg ved jo godt, at der er mange der på en eller anden måde forholder sig til det, jeg laver. Men der skal være en distance, for jeg kender jo ikke alle de mennesker, og de kender ikke mig. Havde jeg skrevet det her til mine unger eller til Renée, så havde jeg da skrevet KH Thomas. Det er ligesom, når nogle kunstnere siger: »Jeg elsker mine fans«. Så har jeg det sådan: Hvordan kan de det? De kender dem jo ikke. Nej, det, de siger, er, at de elsker det, deres fans gør ved dem. Og så bliver det jo pludselig en helt anden egocentrisk størrelse.«

Du er kendt som et meget privat menneske. Hvordan har du det med, at folk føler, at de kender dig?

»Jeg trækker mig jo faktisk fra offentlighedens søgelys i så stort et omfang, som jeg kan. Jeg er jo ikke ude at bede om offentligheden søgelys på nogen måde. Kun i forbindelse med mit arbejde. Jeg tror ikke, du har kunnet spotte mig til en eneste premiere eller noget som helst. Jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg er et meget privat menneske, og det er sådan, jeg forsøger at leve. Privatlivet er helligt for mig, og privatlivet er et fundament i vores samfundsmæssige opbygning. Fuldstændig ligesom ytringsfrihed eller stemmeret er, og det er noget af det, der adskiller os fra totalitære stater. Og jeg synes, at det er en ekstrem vigtig størrelse i vores samfund. Men jeg har det også sådan, at jeg synes, det er helt okay, hvis mit publikum føler, de kender mig. Det er cool, for der er da også nogle af mine egne favoritartister, som jeg har en fornemmelse af, at jeg har en eller anden forbindelse til og et emotionelt forhold til på en måde. Van Morrison for eksempel. Jeg var nede i Malaga med René på et lille bitte teater, hvor jeg også selv har spillet, hvor det ligesom var, som om der kom en gammel ven ind i rummet, da han begyndte at synge. Og jeg blev faktisk meget rørt af gensynet, for jeg havde ikke set ham i lang tid. Og sådan får man det da. Man danner også identitet af de ting, man forbruger, lytter til og ser på.«

Så cirkushesten Helmig er klar til endnu en omgang i manegen?

»Ja, for jeg gør jo det her, fordi jeg kan lide det. Jeg kan godt lide at udgive plader. Det er jo sådan en mere dybdepsykologisk ting, hvorfor man kan lide at udgive de ting, man selv laver, og vil have at andre folk lytter til det. Jeg tror, det for mig har noget at gøre med, at jeg har en fornemmelse af, at jeg har noget på hjerte ,som jeg rent faktisk gerne vil dele. At du så også får stopfodret dit ego indimellem – det er så det, man skal passe på med. Det er jeg bevidst om, for det kan godt være, at det dufter lidt af kærlighed indimellem, men det er ikke det, det er. Og det er jeg med årene blevet mere og mere bevidst om. Jeg for måske lidt mere vild i det i mine unge dage. Dér, hvor cirkushestbilledet kan blive en anelse ubehageligt, det er, hvis der er en, der går og trækker i hesten og siger, at nu skal vi her hen. Der siger: »Nu skal vi optræde på Tangkrogen«. Det ville ikke være særlig fedt, men der er jeg slet ikke. Jeg har temmelig frit slag med hensyn til, hvad jeg gerne vil lave, og hvis jeg gerne ville have lavet en danseplade denne her gang, så havde jeg gjort det. Så der er ikke nogen, der siger stop. Hvis jeg ved, at det er det, jeg gerne vil, så gør jeg det. Den frihed har jeg endnu.«

Og hvis det ændrer sig?

»Så kan gamle cirkusheste jo også være smukke dyr.«

Thomas Helmigs nye album »KH Helmig« udkommer på mandag. Læs Jeppe Krogsgaard Christensens anmeldelse i Berlingske allerede søndag.