Thomas Boberg: »Hesteæderne«

Thomas Bobergs digtsamling ”Hesteæderne”, der er en af de ti nominerede bøger til Læsernes Bogpris, tegner med sproglig energi og fabulerende kraft et skrækindjagende samtidsbillede.

Thomas Boberg: »Hesteæderne« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

”Hesteæderne” er Thomas Bobergs kompromisløse og i enhver forstand prisværdige satsning på en nutidig politisk og socialt engageret digtning.

Der er et stort anlagt mønster af opbrud og ankomster i Bobergs forfatterskab - det gælder digtsamlingerne, og det gælder hans store rejsebøger - og netop som en slags rejsebog er det også muligt at læse digtsamlingen ”Hesteæderne”, selvom digteren, der har set mere af verden end de fleste, her er vendt tilbage til den danske nutid. Som en opdagelsesrejsende begiver forfatteren sig ind i et trøstesløst forstadslandskab af kultursammenstød og hærgende forfald.

”Den typiske indbygger/er kommet/med folkebølgen/og sådan/er det med bølgen:/Den har kæntret kvarteret./Kors eller halvmåne./Samme butik….”

”Hesteæderne” hører til i den mest indædt pessimistiske ende af Thomas Bobergs forfatterskab. Med alle sortsynets sejl sat leverer forfatteren en dommedagsvision og en samfundssatire og -kritik uden mange forsonende momenter. Bortset altså fra – og det er lige netop en del af Bobergs kunst – den vældige energi og fabulerende kraft, der ligger i den sproglige bearbejdelse af håbløsheden. Enhver, der fascineret har kigget på et maleri af middelaldermaleren Hieronymus Bosch vil nikke genkendende til den blanding af det skrækindjagende, forfærdende og det frydefuldt fantasifulde, som det er en af kunstens styrker at kunne udløse.

Med kvarteret som ramme, hesteæderne, hestepiskerne og patrioterne som beboergrupper, gladiatorernes beverding som tilflugtssted og lakridssprutten som rusmiddel danner Thomas Bobergs nye digte en slags opløsningens billedfrise med den omflakkende forfatterskikkelse som iagttager:

”Sproget passer ikke til den snigende opløsning,/og den ganske åbenhjertige destruktion./Derfor må sproget i tumbleren.”

Boberg har virkelig givet sit sprog en tur i vridemaskinen, og stort set alle formildende og forskønnende toner er drevet ud af digtene, der pendler mellem mismod på litteraturens vegne og billederne af boligkvarteret som et undergangsland, mellem de fordomsfulde kultursammenstøds klicheer og den pludseligt opflammende vold og aggression mellem forskellige beboergrupperinger. Overvågningskameraerne, muskelhundene, prostitutionen og stofferne optræder i diverse let gennemskuelige forklædninger, og på den politiske scene optræder konsulen, mørkemanden og ”overmagtens kejser”. Det omfattende mismod udløser spørgsmål af typen: ”Hvorfor overhovedet gå i skole/når der knap kan være tale om en fremtid?”.

Et sted mellem dommedagsvisionen med træk af kultursammenstød og fordomme til alle tider og en dansk nutidsvision af de mest trøstesløse og illusionsribbede folder Bobergs episoder og billeder sig ud. Fra den danske forstadsødemark vokser håbløsheden til en global tilstand:

”Hjælpsomhed var en teltlejr i Mongoliet/Næstekærlighed/en kinesisk mobiltelefonfabrik i Congo;/og fra Rusland/blæste den ny dille af afstumpethed ind over de nordiske/hesteæderes provinser. …

Så er et verdensbillede skitseret. Sortsynets og væmmelsens indædt vrængende energi fylder digtene. Skrækindjagende, forstemmende og frydefuldt på samme tid.

Thomas Boberg er født 1960, søn af maleren Jørgen Boberg og Gunver Plesner. Forlod Danmark som 17-årig og har blandt andet rejst og boet i USA, Indien, Italien, Spanien og Peru. I dag bor han i Vanløse

Debuterede i 1984 med digtsamlingen ”Hvæsende på mit øjekast” og har i alt udgivet mere end tyve bøger. Blandt digtsamlingerne kan fra de senere år nævnes ”En stående aftale” (2002), ”Livsstil” (2005) og ”Boothill” (2009). Han har skrevet rejseessays og erindringer som ”Sølvtråden” (1996), ”Americas” (1999) og ”Invitation til at rejse” (2003). Som romanforfatter debuterede han i 2008 med ”Flakker”.

Thomas Boberg har bl.a. modtaget Morten Nielsen-legatet, Otto Gelsted-prisen og Johannes Ewalds hæderslegat. Han har to gange været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Stem her