Der er en episode, som Thomas Bo Larsen husker særlig godt fra sin tid på teaterskolen.
Den fandt sted, kort tid efter at han var startet. Mens det stadig var nyt at skulle fremstille følelser og arbejde sammen med kvinder. Dem havde der ikke været mange af i Værebroparken, hvor han kom fra.
»Pludselig var der mange af dem, og de talte om stjernetegn og alt muligt andet mærkeligt. Det var en kæmpe omvæltning for mig, men det var også ret forløsende«, som han siger.
Jeg var altid uregerlig som knægt. Måske fordi jeg forsøgte at skjule, at jeg ikke rigtig var med. Jeg var ordblind, og ja, så var det nemmere at lave lidt ballade. Men på teatret var jeg et dydsmønster. Jeg var simpelthen så optaget af det. Og så var jeg bange for at blive smidt ud.
Og så var der pludselig denne her eftermiddag, hvor eleverne skulle stå på en scene. Som et træ. Thomas Bo Larsen burde have hadet det. I 12 år havde han arbejdet som håndværker. Som bager. Som glarmester. Og nu stod han og skulle mærke sig selv som en del af naturen.
»Min makker sagde, at det gad han bare ikke, og så satte han sig ned og pillede sig i tæerne. Men jeg synes sgu, at det var fint. Jeg gik med det. For jeg ville bare det med teatret.«
Noget underligt noget
Thomas Bo Larsen er gået med det lige siden. Han har spillet teater, film og TV-serier, siden han blev uddannet fra Odense Teaterskole i 1991. Hele 54 roller er det blevet til på det store lærred. Det skaber genkendelighed.
Da vi mødes ved Østre Gasværk Teater, er det tydeligt, at forbipasserende bemærker det furede og alvorlige ansigt, der sidder på den 55-årige skuespiller. Folk vender sig om. Kigger en ekstra gang.
»Du kan godt gå i gang med at arbejde,« siger en kæk håndværker i orange kedeldragt, da vi kigger ind på scenen i gasværket, der snart står klar efter en større ombygning efter sammenlægningen af Østre Gasværk Teater og Teater Republique.
En enorm plakat fra den kommende opsætning af »Pelle Erobreren« pryder indgangen. Og Thomas Bo Larsen nikker til kedeldragten og svarer med sine karakteristiske flade a'er, at ja, det skal han nok.
»Jeg begyndte at spille skuespil som 11-årig på Bagsværd Amatørscene. Mine forældre synes, at det var noget underligt noget. De ville bare have, at jeg skulle være håndværker. Men jeg kunne bare mærke, at det var noget, jeg ville,« fortæller han, da vi har sat os ned på teatret.
En klassisk københavnerbænk og en lillebitte græsplæne putter sig lidt genert blandt gaffeltrucks og skurvogne. Det ligner næsten en kulisse i sig selv.
»Jeg tror ikke rigtig, at jeg kan forklare, hvorfor det trak sådan i mig. Men jeg var altid uregerlig som knægt. Måske fordi jeg forsøgte at skjule, at jeg ikke rigtig var med. Jeg var ordblind, og ja, så var det nemmere at lave lidt ballade. Men på teatret var jeg et dydsmønster. Jeg var simpelthen så optaget af det. Og så var jeg bange for at blive smidt ud. Det var jeg blevet før. Så her opførte jeg mig bare ordentligt.«
I et stykke tid var teatret noget, han dyrkede lidt i skjul. Samtidig med at han »gik rundt med kommandohue ude i Værebroparken.«
»På den måde var der en dobbelthed. Råheden i Værebroparken og følsomheden i skuespillet. Og det passede mig godt. Begge dele. Jeg gider ikke bare sidde og snakke om, hvordan Side 9-pigen ser ud, som det godt kan være i en skurvogn. Hvis du bliver for meget John Wayne, så mangler du noget andet. Men det må heller ikke blive alt for følsomt.«
De små sprækker
Med tiden opdagede Thomas Bo Larsen, at hans venner i Værebroparken også fandt hans interesse fascinerende. Og med tiden lod han det fylde mere og mere. Af flere forskellige grunde.
»Jeg var også en elendig håndværker. Det interesserede mig overhovedet ikke. Jeg blev glarmester og tænkte, at jeg kunne stå indenfor. Men vinduerne sad jo fast udenfor, og det var pissekoldt. Jeg havde hele tiden teatret i baghovedet. Det var der, jeg kunne et eller andet.«
Blandt hans første store roller var Frank i Søren Faulis »De skrigende halse«, der siden blev næsten kult, men det var med Thomas Vinterberg-filmen »De største helte«, at han for alvor brød igennem. Siden da er det blevet til et hav af roller – men ofte med mænd, der lå i spændingsfeltet mellem det bløde og det hårde. De simple mænd.
Jeg var også elendig håndværker. Det interesserede mig overhovedet ikke. Jeg blev glarmester og tænkte, at jeg kunne stå indenfor. Men vinduerne sad jo fast udenfor, og det var pissekoldt. Jeg havde hele tiden teatret i baghovedet. Det var der, jeg kunne et eller andet.
Ligesom Lassefar, han snart skal spille i »Pelle Erobreren«.
»Han er jo en mand, der har haft et utrolig hårdt liv, som har arbejdet lige siden, han kunne gå. Nu er han slidt op, og selvtilliden er nede på nulpunktet. Proletaren med den store selvtillid er væk, og tilbage er bare en mand og hans drømme – og så lysten til en hel masse brændevin,« fortæller Thomas Bo Larsen.
Og siger så, at rollen nok ligger meget godt i forlængelse af mange af de mænd, han har spillet.
»Det er egentlig ikke noget, jeg har tænkt over. Men jeg har nok altid haft en forkærlighed for de mænd, der skjuler deres følsomhed. For de har den. Og det synes jeg, altid er meget interessant. Hvis man kan finde de dybder. Det er ligesom Lassefar, der gerne vil præsentere sig selv som en fandens karl. Jeg har også været i Stockholm i halvandet år og spillet gangsterchef. Det blev lidt kedeligt til sidst. Der havde jeg kun det maskuline«.
Om det skyldes, at han selv er opvokset i et maskulint miljø, kan han ikke sige. Men måske.
»Jeg er jo selv fra en håndværker-baggrund. Jeg har været bager og glarmester og har arbejdet 12 år som håndværker, og der har jeg jo været sammen med de her mennesker. Og jeg ved jo, at de alle sammen græder en gang imellem. Også selv om man ikke kan se det på dem«.
Han tænker sig lidt om, da jeg beder om et eksempel.
»Når du fortrænger ting i tilpas mange år, så ligger det derinde som en stor blød masse, som ikke kan komme ud. Som Mikael i »Festen«,« siger han og refererer til rollen som den primitive bror i Thomas Vinterbergs film.
Andre af hans roller har haft lidt af det samme. Som Theo, der frygter, at hans bedste ven er pædofil, i »Jagten«. Selv hans version af Jeppe i »Jeppe på Bjerget« på teatret rummede de sprækker. Det bløde bag det hårde.
De seneste år har TV-serierne fyldt så meget, at teatret er gledet lidt i baggrunden. Når han skal være Lassefar, er det første gang i fem år, han står foran et levende publikum. Og så i det gigantiske teaterrum, hvor stemmerne forsvinder under loftet.
»Jeg er sådan helt kriller-kriller. Det kan jeg godt sige dig. Nu skal jeg til det igen. Men det er på teatret, jeg har lært at lave film. Det er i teatret, alle værktøjerne ligger. Og så er det et sus af en anden verden, hvis du har fundet en rolle, og du kan bade i den.«
Ikke noget samlebånd
At bade i rollen. Det er hans udtryk for at være ovenpå. Ikke tænke på teknik. Bare være i den.
Det er den største udfordring at nå dertil. Især når man spiller foran store grupper som i Dyrehaven, hvor Thomas Bo Larsen var med i »Robin Hood«, eller her på Østerbro Gasværk Teater, der holder til i den store gasbeholder. Men det er også en fantastisk udfordring, siger han.
»Jeg skal være ordentligt til stede derinde. Aften efter aften. Ellers kan publikum mærke det med det samme. Og hvis man står og keder sig, så bliver det bare et arbejde. Og det skal det altså ikke være.«
For det har han også prøvet. At skulle gå ind i en rolle, der ikke fungerede. I en forestilling, der ikke hang sammen. Mindet får ham til at grine.
»Vi gik ind hver aften og vidste, at det var noget værre lort. Men jeg har sgu også stået på en samlebåndsfabrik i halvandet år og samlet den samme skrue, så jeg gider ikke pibe.«
»Pelle Erobreren« har premiere på Østre Gasværk Teater 25. oktober.
