Thomas Bernhard er en litterær livsledsager. En ven for livet.

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle gange sker der store ting i ens liv, uden at der egentlig sker noget som helst. Noget for omverdenen usynligt, som intet forandrer, men alligevel forandrer alt. Som når et nyt forfatterskab pludselig åbner sig for én og man ved, at nu har man fundet endnu en litterær livsledsager. En ven for livet.

Sådan har jeg netop fået det med den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Hans store roman »Auslöschung« (»Udslettelse«) , som jeg købte i Wien sidste år, men først gik i gang med forleden, har ramt mig som en åbenbaring af et skønlitterært værk: Klar i mælet. Hensynsløs i sin opdeling af fænomener i værdifuldt og værdiløst. Skånsesløs i sin skelnen mellem dem, der lever autentisk, og dem, der ingen forstand har på det gode og det skønne. Kompromisløs i sin beskrivelse af et Sydeuropa, hvor man kan trække vejret, og en østrigsk provins, hvor selv sproget hænger som verbale blylodder og forhindrer tankens og talens frie løb.

Det er så smukt og sort og klogt og så forunderligt let, trods tankens styrke og de lange sætninger, og jeg kan forstå på folk som Berlingskes anmelder Jørgen Johansen, der har læst meget mere Thomas Bernhard end jeg, at der er meget mere at komme efter. Det er godt at tænke på.

Ligesom det er godt at tænke på, at der findes forfattere som Thomas Mann, af hvilken jeg stadig har et enkelt større værk til gode, og digtere som Georg Trakl og Francis Ponge, som jeg har læst alt af, men som jeg altid gerne genlæser, og som jeg vil blive ved med at læse igen og igen.

Jeg læser mange bøger, nogle i embeds medfør, mange for min egen skyld, og mange af dem er bøger, jeg gerne vil anbefale andre at læse. Alligevel betyder de færreste noget særligt for mig. Hvad det så er, der sker i de sjældne tilfælde, hvor jeg møder en forfatter, som føles så rigtig, at han eller hun bliver til ovennævnte livsledsager, har, tror jeg, alt at gøre med identifikation. Ikke i den forstand, at jeg nødvendigvis er enig i alt, hvad forfatteren eller vedkommendes figurer står for, men i den forstand, at jeg, mens jeg læser, tænker, at, ja, lige præcis sådan ville jeg også gerne skrive, hvis jeg kunne.

Det er en meget stor rigdom for en stund at glemme verden omkring sig og bare læse sine yndlinge. At den gode følelse af fylde så også blandes med vemod i erkendelsen af, at man aldrig selv når dertil, hvor man kan skrive noget, der når ens helte til sokkeholderne, gør ikke følelsen mindre værdifuld. Tværtimod. Det er netop bredden i den følelse, lystlæsningen vækker i én, der gør oplevelsen så stor, for det er netop også sådan, man oplever den ydre verden, når man oplever den mest intenst: I alle mulige nuancer.

Når jeg læser Thomas Bernhard forsvinder den ydre verden. Den verden, han inviterer mig indenfor i, er i overvejende grad sort, men den er ikke af den grund mindre fuld af farver. Det er en stor ting.