Thestrups andet liv

»Jeg har oplevet et comeback både som far og skuespiller, som jeg kun har turdet drømme om.«

Ole Thestrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ole Thestrup står alene på Folketeatrets scene. Det er 20 minutter siden, forestillingen skulle være begyndt. Scenetæppet skjuler publikum og salen, men han kan høre den forventningsfulde summen lige på den anden side.

Han rømmer sig. Det er nu. Ole Thestrup står kun iført undertrøje og halvlange underbukser. Det gør Jeppe i 1. akt. Publikum, der for en stor dels vedkommende består af gamle kolleger fra branchen, hans kone, børn og nære venner, bryder ud i højlydte klapsalver og tilråb, så snart de ser ham. Han forsøger at få ørenlyd. Smiler og tysser på publikum. Men han noterer sig også den overraskelse, der står malet i manges ansigter, da de ser ham. For sådan skal »Jeppe på Bjerget« da ikke starte.

»Tak, tak Hvor er det dejlig at se så mange glade mennesker. Her står jeg i min ønskerolle. Jeg har oven i købet 60 års fødselsdag, og så ligger Nille kraftstejleme og brækker sig i stride strømme oppe i garderoben, så vi kan desværre ikke spille forestillingen. Men I skal ikke snydes helt. I skal få Jeppes første monolog.«

Ole samler sig et sekund, før han på ravjysk og for øjnene af publikum forvandler sig til Jeppe:

»Nu går den so ind og æder frokost, og jeg stakkels mand skal gå fire mil og får hverken vådt eller tørt. Folk siger vel i herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Jeg må gå til Jakob Skomager på vejen, han tør nok give mig en skilling brændevin på kredit, thi jeg må have noget at læske mig på.«

Resten af holdet kommer ind på scenen og synger sammen med publikum: »Happy Birthday«. Ole kan ikke holde tårerne tilbage. I et kort sekund af lykke og lettelse strømmer ord, billeder og ansigter forbi på den indre nethinde. Enkelte brænder sig fast: hans elskede kone Hanne og datteren Elise, der har måttet finde sig i så meget gennem årene og de to frelsende engle, Erling Fjølner og Jørgen Falk Byrgesen, som hjalp ham op ad alkoholens mørke hul og sendte ham på Minnesotakur for snart ti år siden.

»Hold kæft, Ole Så kunne det alligevel betale sig at blive ædru,« mumler han for sig selv.

Det er tidligt forår 2008. Ole Thestrup har netop fejret en af sine største triumfer på turné med Holbergs klassiker. Overalt, hvor de har spillet, har publikum modtaget ham med stående ovationer. Anmelderne har været ellevilde, og han har selv mærket glæden og selvtilliden svulme i brystet. En følelse, han næsten havde glemt.

I mere end 20 år har han drømt om at spille den fordrukne Jeppe. Denne underkuede fæstebonde, der må gå så grueligt meget igennem, før han vågner i baronens seng, for kun at ende på møddingen igen.

»Jeppe er et stakkels menneske, der er totalt afhængig af spiritus. Det har jeg været to tredjedele af mit liv. Derfor føler jeg et stort slægtskab med ham. Jeppe er ikke bare en karakter, det er mig. Forstår du det? Derfor blev jeg også meget rørt, da Waage Sandø (direktør for Folketeatret, red.) spurgte, om jeg ville spille denne rolle. Det er den største og bedst kendte karakterrolle i dansk teater. Rollen står samtidig som det endegyldige manifest for mig. Et manifest som kunne lyde sådan her: »Thestrup har nu bevist, at han er fuldstændig rehabiliteret fra alle sine fordrukne år. Han er vendt tilbage til de levendes rækker - endda med langt større styrke og gennemslagskraft, end han nogensinde før har haft.«

Ole Thestrup smiler sit listige smil. Den store krop, kraftfulde mimik og drevne jyske accent virker nærmest for voldsom til omgivelserne. Her i det lille bondehus på Tuse Næs ved Holbæk er der lavt til loftet og bare marker til to af siderne. Men det er her, langt fra storbyen, at han trives. Det er her, fra et sted i udkantsdanmark, at han tager imod. Til en snak om sin »rehabilitering som menneske«, som han åbenhjertigt kalder det og fortæller om i sin netop udgivne biografi, »Min lange rejse hjem«.

»For 10 år siden, da jeg kunne ane det berømte lys for enden af tunnel-en, tænkte jeg: hold da kæft Det er lykkedes mig at blive ædru. Det skal der satme skrives en bog om. Mit liv har både professionelt og privat budt på større op- og nedture end for noget andet menneske, jeg kender. Jeg har frådset med mit talent, jeg har drukket år af mit liv bort, jeg har fejlet monumentalt i rollen som far. Jeg har splittet to familier ad og været tæt på at miste den tredje. Men jeg har også hver dag i de sidste 10 år kæmpet for at gøre det godt igen og oplevet et comeback både som far og skuespiller, som jeg kun har turdet drømme om.«

Ole Thestrup har de senere år gennemgået en forvandling, som overgår de flestes forstand. Fra fordrukken og stadigt mere vakkelvorn skuespiller til i dag at være en rehabiliteret og frem for alt vedvarende ædru skuespiller, som han selv udtrykker det, med masser af arbejde og en hastigt voksende fanskare blandt såvel publikum som anmeldere.

»Det er helt sindssygt. Der findes fangruper, der dyrker mig på Facebook og alle mulige steder. Når jeg spiller i provinsen, vil folk have autografer og står op og klapper ad mig længe efter forestillingen. Mange af de unge kender ikke min historie, de ved bare, at jeg har være med i »Busters Verden«, »Blinkende Lygter«, »Adams Æbler« og »De Grønne Slagtere«. Jeg har været så heldig at være med så længe, at flere generationer ved, hvem jeg er. Forældregenerationen ved, at jeg har drukket som et hul i jorden. Når de fortæller deres unger, at det var ham Ole Thestrup, der fik en jumbojet til at nødlande i Canada, fordi han var skidefuld, så elsker de unge mig bare endnu mere«

Rollen som den brovtende, højtråbende, kværulantiske bonderøv med umiskendelig jysk accent har nærmest klæbet til Ole Thestrup og været hans signaturrolle, lige siden han blev ædru for snart 11 år siden. Først som racistisk taxachauffør i kortfilmen »Valgaften«, dernæst som endnu mere racistisk kaptajn i teaterstykket »Woyzeck«, og som skydegal særling i filmen »Blinkende Lygter« for blot at nævne tre af de mest markante karakterer. Selv elsker han disse roller og er ikke det mindste bange for at blive sat i bås eller kaldt ensidig.

»Jamen, sådan er jeg jo. Det ville passe meget dårligt, hvis jeg skulle spille en stille genert skolelærer. Det er min mimik, mit sprog og min fremtoning slet ikke til. Sådan var min far også. Han var en fantastisk mand, der kunne holde et helt selskab stangen. Han var ansat i Hedeselskabet og kunne råbe og skrige ad lodsejerne, hvis ikke de passede de planter, han havde solgt til dem. Men han gjorde det på en humoristisk måde, der gjorde ham til et naturligt og vellidt midtpunkt. Det har jeg arvet. Et enormt talent for at spille komedie og underholde. Min mimik, mit kropssprog og mit sprog tiltrækker sig opmærksomhed. Det har det altid gjort. Jeg ligner ikke og jeg lyder ikke som en skuespiller, men når publikum ser mig på scenen, tænker de: »Hold da kæft, han kan spille.« De ser ikke en skuespiller. De ser et rigtigt menneske. Det er jo for fanden det, det handler om for os spillere.«

Ole Thestrups latter fylder stuen. Han flår sølvpapiret af det fad med ostemadder, som Hanne har sat frem og tager straks for sig. Sultent og med hele kroppen spiser han, mens han fortæller om sin nye rolle i DRs nye store satsning, »Borgen«, som kommer til næste år. Her spiller Thestrup en af de gennemgående roller i livet på Christiansborg som partiformand Svend Aage Saltum fra Frihedspartiet.

»Og han er sådan en, der vil befri Danmark for alle de sorte« Ole Thestrup læner sig frem og siger sorte, så det lyder som »sååårte...« Han hæver øjenbrynene og spiler øjnene ud. »Så ved du nok, hvad jeg er for en...«

»Fra fødslen blev jeg begavet med et fantastisk talent. Det forvaltede jeg godt i min barndom og undom, mens jeg hele mit voksenliv med stor flid har gjort alt for at ødelægge og begrave det i et stort sort hul. Hvorfor det gik sådan, og hvorfor jeg blev alkoholiker, er usandsynligt svært at svare på. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg nogensinde kan eller vil finde svaret. Men konsekvenserne af det har været meget konkrete og kontante - både dengang og i dag.«

Ole Thestrups langsomme opstigning mod lyset og et anstændigt liv igen starter en mørk oktoberaften 1997. Her kører han ind i en mur på Nørrebro med sin bil i en kæmpe brandert. Om det er en ulykke eller et forsøg på selvmord, er han i dag i tvivl om, men at det var et desperat råb om hjælp, er hævet over enhver tvivl. For Thestrup er virkelig ude at skide.

Han indtager daglig 1 til 1½ flaske Gammel Dansk, mellem 15 og 30 bajere, 30 kodymagnyler og 5 stesolider. Skuespilleriet er det så som så med. Han kan ikke længere huske sine replikker, og der går længere og længere imellem, at teatrene ringer. Han ser heller ikke Hanne og datteren Elise regelmæssigt. Og når han ser dem, sidder han ofte bare og kigger ud i luften. Tømt for liv.

»I det øjeblik, jeg kører galt, rammer jeg bunden, selv om bunden er utrolig svær at definere, når man er alkoholiker. Jeg giver bare op, lukker øjnene og slipper rattet. Bogstavelig talt. Men dagen efter ringer telefonen. Der er en fremmed stemme i den anden ende af røret, der på klingende østjysk siger: »Hør, hvordan fanden er det, du går og skøvler rundt derovre i København?« Det er Jørgen Falk Byrgesen, som har fulgt mig fra sidelinjen gennem hele mit liv, uden at jeg har vidst noget som helst om det. Jørgen er konsulent i Danmarks Afholdsforening, og da han spørger mig, om jeg vil i behandling, svarer jeg ja uden betænkningstid. Jørgen er en af de utallige skytsengle, der har hjulpet mig, når det har set allerværst ud. Ham kan jeg takke for meget...«

Ole Thestrup ser sig generelt ikke tilbage. »Det gør vi ikke i AA (Anonyme Alkoholikere, red.),« forklarer han og uddyber: »Det vigtige er, at jeg i dag har fået et nyt liv. Det er det, der betyder noget« Han sidder længe i sine egne tanker. Som om han overvejer, om det nu også er hele sandheden.

»Min første datter, Rikke, har jeg ingen kontakt til i dag. Min anden datter, Sarah, fra mit andet ægteskab, er jeg godt i gang med at genskabe forholdet til. Jeg forsøger at vise hende, hvor højt jeg elsker hende, selv om mine handlinger gennem et helt liv har udstrålet det modsatte. I den proces forsøger jeg at komme overens med det utroligt svære faktum, at jeg gennem mange år systematisk har skadet dem, jeg holder allermest af. Tilliden kan aldrig genoprettes helt. Sarah sagde for nylig til mig: »Far, jeg har det stadig sådan, at hvis jeg har ringet til dig to-tre gange, og du ikke tager telefonen, så flyver hjertet op i halsen, og jeg tænker: nu er han sikkert faldet i igen« Det gjorde mig enorm ked af det, men jeg kan jo godt forstå hende og må lære at leve med, at det nok altid vil være sådan.«

Men at han stadig har en datter, der vil snakke med ham, det er en sejr i sig selv. Ligesom det er en sejr og daglig glæde at bo sammen med Hanne. Uden hende ville han ikke have været her i dag, er han sikker på:

»Hver dag dør alkoholikere, fordi de intet har at kæmpe for. Fordi alle broer er brændt, og ingen vil have noget med dem at gøre. Jeg var meget tæt på selv at nå dertil. Men Hanne var min gulerod. At gå i behandling var min eneste mulighed for at beholde hende.«

Rastløsheden har efterhånden erobret Ole Thestrup. Om mindre end en time skal han køre ind til Folketeatret i København, hvor han i øjeblikket spiller med i teaterstykket »Skrump«.

Godt fem kvarter tager det hver vej. Vejen hjem til Tuse Næs i aftenmørket efter forestillingen bruger han ofte til at gøre dagen op: Har han opført sig, som han gerne ville? Fik han sagt noget forkert til nogen? Og - i givet fald - kræver det en undskyldning?

»Det er blevet vigtigt for mig at være et godt menneske. Jeg vil vise omverdenen, at de kan have tillid til mig igen. Derfor var det også afgørende for mig at vise flaget, da vi sidste år til min 60 års fødselsdag spillede »Jeppe på Bjerget« på Folketeatret, og vi pludselig blev nødt til at aflyse forestillingen, fordi Nille lå og brækkede sig i garderoben. Ingen skulle kunne komme og sige: Nå Det er nok ham den gamle drukkenbolt til Ole Thestrup, der er faldet i igen.«

chr@berlingske.dk

»Min lange rejse hjem« af Ole Thestrup, Forlaget Lindhardt og Ringhof, udkom i går, pris 300 kr.

Blå bog

61 år

Gift med Hanne, far til to voksne piger. Har adopteret Hannes datter Elise. Er netop blevet bedstefar.

Spiller i øjeblikket med i »Skrump« på Folketeateret, er næste år aktuel i DRs store satsning »Borgen«.

Ole Thestrups tre største succeser, siden han blev ædru

Jeppe på Bjerget, Folketeatret (2007/2008)

»Holbergs klassiske komedie har været en drømmerolle for mig i 20 år. Da jeg endelig fik lov at spille den, lærte jeg replikkerne udenad hurtigt og nemt. Rollen som Jeppe blev samtidig det endelige bevis for min fulde rehabilitering som skuespiller.«

Woyzeck, Betty Nansen Teatret plus efterfølgende verdensturné, (2000-2003)

»Woyzeck blev min genopdragelse som skuespiller. Rollen som den racistiske kaptajn var stor, og jeg måtte opbyde al min koncentration for at lære replikker og sange udenad. I mine 30 år som skuespiller har jeg aldrig været med i en så kreativ proces. «

Blinkende lygter, (1999)

»I Blinkende Lygter har jeg en markant birolle som skydegal særling. Rollen blev mit store comeback og gennembrud hos de unge og begyndelsen til kultdyrkelsen, som jeg har oplevet lige siden. Jeg fik en Bodil-nominering for bedste mandlige birolle. «