The man in blue

Skjorten er gennem årene gået op i et par syninger, og fire-fem af knapperne er af nyere dato. Jeg kunne selvfølgelig bare gå ud og købe en ny og udfri den fra sine lidelser. Men det kommer ikke til at ske.

Jeppe Krogsgaard Christensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at mine kolleger har lagt mærke til den. Eller i det mindste kan genkende den. Jeg har nemlig haft den på mindst én gang om ugen, siden jeg begyndte at komme på kulturredaktionen for otte år siden.

Dengang var det mørkeblå stof allerede begyndt at falme, og albuerne havde fået et hvidligt skær.

Jeg købte skjorten hos Mads Nørgaard i 2002 eller 2003. Jeg tror, den kostede 600 kr. Dengang var jeg ikke særlig glad for den. Men den var mørkeblå, der – sammen med sort, grå og til nød mørkegrøn – er den eneste farve, jeg kan lide at have på.

Skjorten er gennem årene gået op i et par syninger, og fire-fem af knapperne er af nyere dato. Jeg kunne selvfølgelig bare gå ud og købe en ny og udfri den fra sine lidelser. Men det kommer ikke til at ske.

Når jeg står og kigger ind i garderobe­skabet om morgenen, er den stadig et sikkert og trygt valg. Jeg er klar over, at mange andre ville få et nervøst sammenbrud over sådan en situation. Over ikke at kunne variere mere.

Men for mig er et begrænset tøjudvalg en måde at skabe ro på, og det var også rationalet, når Albert Einstein altid købte den samme grå skjortemodel. Han ville ikke spilde hjerneenergi på påklædning.

Nu vil ingen tage mig for en Einstein, men jeg forstår ham, og en uventet sideeffekt af et lille tøjudvalg kan være, at nogle mennesker pludselig synes man har »stil«. Altså har et bestemt udtryk, en personlig signatur. Som Steve Jobs, Apples afdøde mastermind, der altid havde rullekravetrøje og (lovlig højtsiddende) jeans på, når han optrådte i medierne. Eller Johnny Cash – the man in black.

Sådanne valg skaber genkendelighed, og den er enten, sjovt nok, udtryk for selvbevidsthed og forfængelighed eller for det stik modsatte.

Hvor forfatteren Tom Wolfe, der altid går i hvide jakkesæt, står, det ved jeg ikke, men jeg er enig, når han forklarer, at det er en måde at sætte sig selv fri på, en metode »der tillader folk at være sig selv.«

Sådan har jeg det også. Man slipper for at gøre sig til, og nok skaber klæder folk, men klæder får også folk til at skabe sig. Til at bruge alt for megen energi på noget, der i sidste ende er i-n-g-e-n-t-i-n-g.

At gå den anden vej, at gå i det samme, indtil det falder fra hinanden, kan også rumme et ideologisk aspekt.

Tag bare min skjorte. Ved at bruge den i så mange år har jeg undladt at købe særlig mange nye og har på den måde – i det meget små – talt op mod den bevidstløse forbrugskultur.

Dén, nogle påstår »holder samfundet i gang«, men som kan blive vores endeligt under en smogsky og en bjergkæde af affald.

Vi skal købe for ikke at gå under, lyder logikken, men måske er det sandere at sige, at køber vi mere, går vi under.

Og det meste, vi køber, det ender alligevel bare, som Henry David Thoreau har skrevet, med at blive flyttet fra loft til loft.

Sådan går det ikke min blå skjorte. Den dør, hvis man kan sige det sådan, med støvlerne på.

Ligesom billedet over min sofa. Mere om det i morgen.