The Cure holdt smuk, gotisk midnatsmesse for de indviede

Robert Smith og band spillede støjende smukt og viste, hvor meget livsglæde en mur af distortede guitarer kan sprede.

Robert Smith synger stadig med en bjergtagende ømhed, så man har lyst til at give ham et langt, varmt kram, og ligner hovedrollen i en Tim Burton-film. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Ingen inkarnerer bedre lyden af dybsort weltschmerz end The Cure. Siden slutningen af 70erne har bandet været et sortrandet soundtrack til outsiderne, goth-kidsene og de knuste hjerter på teenageværelset med Robert Smith som dragende, gotisk frontfigur.

I år er det 30 år siden, at mesterværket »Disintegration« udkom, som markerede et gensyn med de mere introspektive, dystre numre. Og koncerten på Roskilde Festivals Orange Scene startede da også ud med en mur af distortede guitarer og det mindre kendte nummer »Shake Dog Shake« og fortsatte med et sæt fra »Disintegration«.

»Under The Cures to timer og 20 minutters støjende, smukke koncert var der plads til hele følelsesspektret – fra sorg, skuffelse og vrede til spirende håb og længselsfuld forelskelse. «


Det aldrende rockband lignede et hold bedsteforældre, der aldrig er blevet helt færdige med 80erne med Robert Smith som elskelig goth-morfar. Trods alderen omkring de 60 var bandet veloplagt og velspillende, mens de føjede nye nuancer til deres støjende, melankolske univers.

Bassist Simon Gallup lignede inkarnationen af rock and roll med langt sort hår, lædervest og skinny jeans, men det var guitarist Reeves Gabrels, der stjal opmærksomheden med sit guitarspil.

Selvsikkert band

Selv om de undervejs også spillede hits som »Lovesong« og »Push« med guitarer så skarpe, at man kunne skære sig på dem, var det en koncert for de indviede. Det var et show, der krævede noget af lytteren, og efter halvanden time begyndte folk omkring mig lige så stille at sive.

Men det var en skam.

The Cure lukkede Orange Scene på Roskilde Festival lørdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

For vi, der blev tilbage, fik til gengæld en fremragende version af »Pictures of You« med en tydelig rørt Robert Smith, der krammede guitaren og sendte os direkte tilbage til 80ernes teenageværelse. Han synger stadig med en bjergtagende ømhed, så man har lyst til at give ham et langt, varmt kram, og ligner hovedrollen i en Tim Burton-film.

»Mon dieu!« råbte en fransk festivalgæst ved siden af mig, der blev overvældet af det hele. Og bandet spillede også stramt og selvsikkert og gav en vigtig lektion i, hvor meget livsglæde en mur af distortede guitarer kan sprede.

Nostalgisk kærlighedsfest

Efter en time og 50 minutter forlod bandet scenen, før de kom tilbage og spillede et længere sæt ekstranumre.

»I love playing it, I love to play it more than anything else«, sagde Robert Smith om »Lullaby«.

Det kunne høres helt nede på de bagerste rækker. Og selvfølgelig sluttede de af med festhymnen »Friday I'm in Love« og »Boys Don't Cry«.

The Cure kan stadig bringe fans tæt på ekstase. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Under The Cures to timer og 20 minutters støjende, smukke koncert var der plads til hele følelsesspektret – fra sorg, skuffelse og vrede til spirende håb og længselsfuld forelskelse. Det er bandets helt store force, at det er katalysator for så vidt forskellige følelser.

Der var plads til alle følelser, og forsangeren så ud, som om han kneb en lille tåre til sidst.

You, soft and only/ You, lost and lonely/ You, just like heaven sang Smith på »Just Like Heaven«. Man skulle næsten tro, at han sang om sig selv.

The Cure
Orange Scene
Lørdag kl. 23