Terkel angrebet af pirater

Succesfilmen »Terkel i knibe« har solgt til tredobbelt platin. Men Nordisk Film mener, den kunne have solgt op til 30.000 flere - hvis ikke det var for piraternes hærgen.

Foto: Intertain Film Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den stærkt satiriske og 100 procent animerede børnefilm »Terkel i knibe« har ifølge marketingchefen for Nordisk Film, Mikkel Berg, solgt omkring 120.000 eksemplarer. Og det på trods af, at en voldsom piratkopiering ifølge produktionsselskabet har betydet en tabt omsætning på fire-seks mio. kroner.

»Piratkopiering har ifølge vores estimat betydet, at vi har solgt 20-30.000 færre eksemplarer, end vi ellers ville have gjort. Og med en pris på 199 kroner pr. stk. kan du jo selv regne det ud,« siger den administrerende direktør for Nordisk Film, Kim Magnusson.

Men er tredobbelt platin ikke et tilfredsstillende salgsresultat for en DVD?

»Man kan godt sige, at »Terkel i knibe« er en solstrålehistorie. Men årsagen til, at den trods alt har solgt så godt ligger også i, at vi har produceret et omfattende ektramateriale til DVDen,« siger marketingschefen Mikkel Berg.

Nordisk Film har brugt over en mio. kroner på at producere de meget roste nye scener, men det er ifølge selskabet meget sværere at lave nye scener til en almindelig spillefilm.

»Hver gang vi udsender en DVD, vurderer vi, om det kan betale sig at lave ekstra materiale. Og det kan det sjældent med spillefilm. Det er jo meget sværere at samle hele filmholdet igen end at lave nogle nye scener til en animeret computerfilm,« siger Mikkel Berg.

I deres kamp mod piraterne slår produktionsselskaberne på, at man tager penge fra kunstnerne, hver gang man kopierer en film. Og at det i forvejen er svært at leve af at være skuespiller på et lille marked som det danske.