Tenorens sidste sange

Han har haft en verdenskarriere af den slags, Hollywood ikke kunne skrive bedre. Inklusive et afsnit om at være tæt på at dø af kræft og overvinde sygdommen. Operatenoren José Carreras har sunget på denne verdens mest prestigefyldte scener og gjort opera så populært, at de sædvanlige selvhøjtidelige operagæster næsten blev lidt forargede.

Den verdenskendte tenor José Carreras er i København i denne weekend, hvor han giver en af karrierens sidste koncerter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debuten

»Alting var en leg, som et spil, sådan er det jo, men når jeg ser tilbage, er der ingen tvivl om, at min professionelle debut, da jeg var 11 år gammel, var meget vigtig,« siger José Carreras.

Han sidder på et københavnsk hotel. Omgivet af en horde af PR-folk, der tilbyder vand og flytter glas, viser journalister til rette og nervøst studerer uret og spørger til udgivelsesplaner.

Den 64-årige katalaner er den yngste af de tre tenorer, der gjorde sig selv til et begreb, operaen til mere end en elitær kunstform - og tenorer til stjerner på linje (næsten da) med fodboldspillere og kokke.

Men drengen fra Barcelona, der voksede op i arbejderkvarteret Sants i Barcelona som søn af en trafikbetjent og en frisør, blev operasanger lidt ved et tilfælde og et heldigt biografprogram:

»Mine forældre kunne godt lide at gå i biografen, og da jeg var seks år gammel, tog de mig med ind for at se filmen »The Great Caruso« med den amerikanske tenor Mario Lanza. Da jeg havde set den, vidste jeg, at jeg ville være operasanger,« siger han:

»Det var det hele. Det var stemningen, det var det liv, den skildrede. Og det var Lanzas stemme. Jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Jeg vidste det,« siger han:

»Vi så den ved et tilfælde. Der var to film på programmet, en i sort/hvid og en i tecnocolour, mine forældre valgte den i farver, og det ændrede mit liv,«siger han:

»Mine forældre var ikke specielt musikalske, men de kunne se, at det betød meget for mig, at jeg sang hele tiden. Jeg var jo utrænet, men jeg sang og legede, at jeg gav koncert, og så lod de mig gå til undervisning,« siger han.

Han fik sangundervisning, først af en skolekammerats mor, og senere fik han undervisning på konservatoriet i Barcelona fra han var otte år gammel. Og her fik han sin debut i byens operahus som 11-årig:

»Jeg sang i et parti som en dreng i Manuel de Fallas »El retablo de Maese Pedro«, som normalt blev sunget af sopraner, men fordi det var en opførelse, ikke koncert, blev jeg spurgt, fordi de ønskede en dreng,« siger han:

»Dengang så jeg det ikke som noget særligt. Jeg husker det ikke, som om jeg var nervøs. Jeg havde øvet mig, og jeg var godt forberedt, og så var jeg et barn. Når man er 11, er alting jo en leg, og mine forældre var gode til at insistere på, at det skulle det være. Jeg fik en helt normal barndom, jeg gik også i skole, jeg havde almindelige venner, og oveni havde jeg musikken, men de sagde nej til mange tilbud og mange forslag om film, indspilninger og koncerter, de ville ikke have, at jeg skulle være et vidunderbarn, og det er jeg meget taknemmelig for i dag.«

Succes i verdens fineste operahus

»La Scala er Mekka for opera. Det er så simpelt.«

Han smiler tilfreds og orker næsten ikke at bruge flere ord for at forklare, hvorfor hans debut på La Scala er særligt vigtig i en karriere, der inkluderer optrædender i alle verdens operahuse og med en perlerække af ikoniske operanavne som Montserrat Caballé, Birgit Nilsson og Kiri Te Kanawa og et nært kunstnerisk samarbejde med dirigenten Herbert von Karajan.

For når han skal nævne en særligt vigtig aften, er det, da han i 1975 stod på scenen i Milano for første gang:

»Jo jo, der er andre operahuse, men ingen som La Scala. La Scala er det sted, hvor mange af de operaer, man stadig spiller i dag, Verdi, Puccini, havde verdenspremiere. Det er det sted i verden, hvor operaelskere kommer. Det publikum, der elsker opera allerhøjest. Og det mest kritiske,« siger han.

Her fik José Carreras' sin debut i 1975. I Maskeballet af Verdi.

»Mine ben rystede, da jeg sang de første toner i den første arie, som ligger meget tidligt. Jeg var så nervøs, så nervøs, kan jeg huske, at jeg rystede,« siger han:

»Men det gik jo godt. Det gjorde det, kan jeg godt sige, så mange år senere,« siger han:

»Som operasanger ved man aldrig helt, hvordan det går. Vi er afhængige af vores instrument, som vi bærer med os 24 timer i døgnet. Forberedelse, teknik og træning er en ting, men vi er afhængige af stemmen. Af at den er i orden. Som regel ved man godt, om man har en god eller dårlig dag. Man kan mærke det, når man står op, når man øver sig, når man ankommer til operahuset, men hvordan det virkeligt er, det mærker man først, når man står på scenen,« siger han:

»Den dag i La Scala kunne jeg mærke, at det gik godt. At jeg havde en meget god dag. Og efter den første arie fik jeg et stort bifald. Den slags giver mod og styrke og selvtillid til at synge videre og gøre det endnu bedre,« siger han:

»Det var en stor dag. Da vidste jeg, at når jeg kunne lykkes her, kunne jeg få en virkeligt stor karriere. Nu kunne det lykkes.«

At overleve kræft

Han er mest kendt for at være en del af De Tre Tenorer, sammen med Placido Domingo og Luciano Pavarotti, der gennem 1990erne optrådte sammen. Første gang i 1990 i forbindelse med VM i fodbold og for at byde den yngste af de tre tenorer velkommen tilbage efter at José Carreras havde haft leukæmi.

Men selvom koncerten var en gigantisk succes og pladen med optagelsen af den solgte mere end 1,3 mio. eksemplarer, er det ikke den koncert, han husker tilbage på efter sin sygdom. Han husker en aften i Barcelona i 1988, hvor han sang sin første koncert efter sygdommen:

»Jeg vidste, at den første koncert jeg skulle give, skulle være hjemme i Barcelona. Jamen det KUNNE jo ikke være andre steder, det kunne det ikke. Barcelona er min hjemby, den er den er mig, den er mine rødder, det er der, jeg hører til, og det er der, jeg føler mig som mig selv,« siger han og ruller på ret i byens navn og smiler en anelse, når han siger det:

»Det er der, jeg hører til. Det er der, mine gamle venner bor. Jeg har mine skolekammerater der, og vi mødes hver måned, den første søndag og spiser en langstrakt morgenmad og taler sammen. Er jeg hjemme, kommer jeg til det,« siger han:

»Barcelona er min by. Kunne jeg synge et andet sted første gang? Nej aldrig.«

Så der sang han for første gang offentligt efter en sygdom. En aften. For tusindvis af mennesker. Som ventede på ham. Mens han stod bag scenen og gjorde sig parat:

»Jeg var meget nervøs og meget rørt. Men jeg var nødt til at være kynisk og holde lidt afstand til mig selv. Jeg måtte sige »åh de der derude, de er bare kommet for at høre et par sange, nu går jeg ud og synger«. Jeg kunne ikke gå ind i, hvor stor en aften det var. Så ville jeg slet ikke kunne synge en tone,« siger han og lægger hånden på hjertet:

»Jeg var også usikker, jo jeg havde overlevet, men jeg vidste ikke, om jeg kunne synge for et publikum mere. Én ting er at øve sig med sin pianist, at synge derhjemme, men at stå foran et publikum og synge, det er noget helt andet, og jeg vidste ikke, om min stemme havde overlevet,« siger José Carrreras.

»Jeg var spændt, naturligvis, men også nødt til at holde distance til mig selv. Ellers kunne jeg ikke synge noget som helst. Men bagefter, åh det var så emotionelt, det var det. Jeg havde overlevet. Og det havde min stemme også.«

Fremtiden

Han sidder på hotelværelset, har tre koncerter i Danmark, i aften i Odense, tirsdag i Tivoli, torsdag i Vejle. Et lettere repertoire, napolitanske sange og klassikere. Mørke øjne, mildt insisterende, hænder med synlige årer, slank, gråhåret og venlig med et strejf af vemod midt i PR-virvaret:

»Åh hvad jeg drømmer om? At få lov til at blive ved med at synge nogle år endnu,« siger han:

»Jeg ved godt, at enden er nær. Sådan er det jo, men jeg håber, jeg kan synge nogle år endnu. Måske værdsætter jeg det også lidt mere, fordi jeg ved, at det snart er slut. Musikken har givet mig så meget, både som musiker, men også som menneske. Jeg har oplevet så meget, og jeg har fået så meget, og jeg elsker stadig det her liv,« siger han:

»Som for enhver kunstner, om man er forfatter, maler eller musiker, så handler det om at formidle følelser. For mig er det stadig det, det handler om, når jeg går på scenen. At formidle følelser, og det vil jeg gerne blive ved med, bare lidt endnu,« siger han:

»Musik har været mit liv i mere end 40 år. Jeg har sunget altid, føler jeg. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden det, selvom jeg godt ved, at det vil ske. Derfor nyder jeg hver optræden mere nu,« siger han.

Så det var heldigt, dine forældre tog dig med ind og så den film?

Han griner:

»Ja meget. Det har været et fantastisk liv. Jeg betragter mig selv som meget, meget heldig.«