Tegneserievinder: Ikke som de andre

Jacob Rask Nielsen kender kun en måde at lave en sjov tegneseriestribe på - sin egen. Det har indbragt ham førstepræmien i Berlingske Tidendes tegneseriekonkurrence.

Jacob Rask Nielsen med tegninger. Foto: David Høgsholt Fold sammen
Læs mere

Det emmer af god smag hjemme i den lejlighed, som den 27-årige Jacob Rask Nielsen deler med sin kæreste Ida. Ligesom i Jacobs vindertegneserie »Carlo og Co«, er det meste af interiøret i kunstnerens lejlighed holdt i skarpe sort/hvide kontraster. Selv juletræspynten er sort og hvid og fra den mælkehvide pladespiller messer »The Man in Black«, Johnny Cash.´

Jacob Rask Nielsen er ikke typen, der vælter møblerne af begejstring, men jo, førstepræmien på 25.000 kroner i Berlingske Tidendes tegneseriekonkurrencen »var skam en dejlig julegave«. Og lidt af en overraskelse.

»Især i løbet af de sidste par dage, hvor der er kommet mange gode bidrag, har jeg følt, at konkurrencen var lige hård nok. Jeg havde ærlig talt næsten opgivet og gik og overvejede, om serien alligevel var en tand for bizar til avisen,« siger Jacob Rask Nielsen.

Tegneren havde dog ikke et øjeblik overvejet at tøjle sit udtryk for at forbedre sine chancer hos »tanten«.

»Alle gode serier udmærker sig ved at være meget personlige og have et stort engagement. Jeg kan kun tegne præcis det, jeg selv synes er sjovt. Hvis jeg skal tegne til en eller anden fortænkt målgruppe, er det ikke længere sjovt, så hvorfor skulle jeg det?« siger Jacob Rask Nielsen.

Jacob Rask Nielsen har blandt andet slået sine folder i seriebladet »Free Comics« med den anarkistiske rejseskildring »Kaptajn FC og Den Blå Hævner og Roger Moore«. Som titlen antyder, er der tale om en overordentlig aparte (og meget morsom) serie, hvor en af heltene er den tidligere James Bond-skuespiller. Sagt på en anden måde: Jacob Rask Nielsen er ikke tilbøjelig til at tilpasse sig andre krav i sine serier end dem, han selv opstiller.

Han er ikke meget for at opstille forbilleder, da der er stor forskel på de serier han godt kan lide, og de serier han selv tegner. Han indrømmer dog blankt at være forfalden til kabel-kanalen »Cartoon Network«, hvor serier som Dexters Laboratorium, Power Puff Girls og Sponge Bob jævnligt trækker ham til skærmen.

Men hvad er det så for et univers, som tegneren byder den eventyrlystne læser ind i hans egen »Carlo og Co«?

Det er et halv-magiskt univers, der bebos af nogle stærke personligheder. Titelpersonen er den ældre, kyniske verdensmand Carlo og Co, der slapper af i sin faldefærdige storbylejlighed, gerne med en gin og tonic i hånden, jazz på grammofonen og med hovedet fuld af minder fra et begivenhedsrigt liv. Selv når tilværelsen viser sig fra sin hårdeste side, er Carlo og Co i stand til at slå en rå latter op, især hvis tragedien rammer andre.

Carlos nærmeste omgangskreds består af det uheldige skelet Eddie Spaghetti, og en sørøver ved navn Piratos, der, som sørøvere er flest, ofte er ude på skrammer eller bare plyndring. Endelig er der den enøjede dreng Dennis Tennis, der er en entusiastisk opfinder, og som blandt andet skruer en robot sammen, der saver drengens ben af - til Carlo og Co´s store morskab. Desuden er der en lavtstammet mumie, der slet ikke er uhyggelig, bortset fra at den muligvis spiser mennesker.

»Men det skal den jo ikke klandres for,« siger Jacob Rask Nielsen alvorligt.

Selvom Jacob Rask Nielsen er få måneder fra at være cand. mag. i engelsk fra Københavns Universitet, og har skrevet speciale om tegneserier til et smukt 11-tal, er Carlo og Co´s på ingen måde en utilgængelig intellektuel tegneserie.

Når først læseren har givet striben den lille ekstra opmærksomhed dens særegne tekstlige og kraftigt stiliserede univers kræver, er der desto mere at fornøje sig ved og undre sig over. Eksempel: Hvorfor hader Carlo Berlingske Tidende (!)? Hvordan tryller Dennis Tennis tiden ni sekunder tilbage? Hvor lang tid bruger Jacob Rask Nielsen på at tegne årene i gulvbrædderne i Carlos lejlighed - og hvornår bliver han træt af det? Hvad det sidste spørgsmål angår, så kan det vare længe.

»Det er en dejlig meditation at tegne alle de bittesmå streger,« siger Jacob Rask Nielsen, mens han færdiggør et portræt af sin solbrilleklædte libertiner Carlo og Co.

Kommer snart i din avis!

Jacob Rask Nielsen skriver og tegner »Carlo og Co« ved spisebordet. Og for nørderne: Han bruger »Micron«-penne i forskellige tykkelser til at tegne med. Foto: David Høgsholt