Teatrets Pippi Langstrømpe

60 i morgen.Lisbet Dahl er sin egen. Trods folkeligheden har hun sine hemmeligheder i behold.

Lisbet Dahl, fotograferet af Jens Nørgaard Larsen, da hun præsenterede sin bog om skilsmisser. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan godt være, at Lisbet Dahl har fået nye hofter - velsagtens Danmarks mest berømte af slagsen. Og det kan godt være, at hun kan fejre sin 60 års fødselsdag, hvilket jo dog er ganske respektabelt. Men det forhindrer hende heldigvis ikke i for 16. gang at instruere og medvirke i den Cirkusrevy, som hun sommer efter sommer har gjort til landets mest effektive revyshow med sin usvigelige professionalisme. Både som kunstnerisk leder og domptør med sikkert blik for, hvad der gør sig på scenen. Og med ulastelig kendermine med hensyn til sit eget talent, sine egne virkemidler.

Det er fra revyen, farcen og lystspillet, vi først og fremmest tror, at vi kender Lisbet Dahl. Det var netop i Cirkusrevyen, hun brød igennem i midten af 1970erne. Og hun er først og fremmest placeret i bevidstheden som Tivoli Revyens og siden Dyrehavsbakkens skrappe, kvikke og kontante primadonna assoluta med kølig, ironisk distance til sig selv og alt andet. Som TV-revyernes jazzende Margaret Thatcher eller kvidrende Daisy. Eller i utallige farcer på Aveny, ABC og Privat Teatret, som synes at være den klassiske farces sidste bastion, og hvor hun - omtrent ene kvinde - har holdt liv i det solide, gammeldags morskabsteater herhjemme, ofte i parløb med Ulf Pilgaard eller Claus Ryskjær. I disse svære genrer er Lisbet Dahl elsket af et stort publikum som ingen andre med sin spydige esprit og sin syrlige sødme, med sin drastiske facon, som er grov og fornemt underfundig på samme tid. Folkeeje, jo da. Men trods folkeligheden har hun aldrig nogensinde solgt ud af de inderste hemmeligheder. Hverken privat - trods de mange interviews, de mange mænd og erindringsbogen »At overkomme livet« - eller på scenen, hvor et lille mopset forbehold er en del af hendes fascinationskraft.

Den anden Lisbet Dahl
Skønt Lisbet Dahl på befriende vis har været sin egen, har struntet i den offentlige mening som en anden Pippi Langstrømpe og set stort på, hvad andre måtte synes var fint eller mindre fint, så har hun hele tiden også haft brug for at udvide sit felt, afprøve nye sider af sit talent. Vise en anden Lisbet Dahl - og det er oftest sket uden for de genrer, hun overvejende har boltret sig i. De største sejre vandt hun som Edith Piaf i »Milord« og som oprørsk, varm hverdagsheltinde i monologen »Shirley Valentine«, roller som hun heldigvis har taget op á flere omgange, og som hun gav en hudløst bevægende blanding af både robust styrke og skrøbelighed. Men hun har også spillet Holberg, Abell, Hostrup, Schiller og Grevinde Danner i endnu en monolog, Maria Hellebergs »Svanekød«. For slet ikke at tale om alle de roller, teaterbarnet fik lov til at prøve kræfter med i de unge år på Aalborg Teater, hvor hun var færdig på elevskolen 1967 - fra Ofelia til Sally Bowles og, ja, Pippi Langstrømpe. Lisbet Dahl har mange gange erklæret, at morskaben passer hende bedst. Her føler hun sig hjemme. Og her kan vi ikke få nok af hende. Men lad os håbe, at hendes uforlignelige sceniske autoritet og alsidige talent også stadig vil slå gnister i det »alvorlige« repertoire, hun lejlighedsvis har besøgt. Det skylder hun publikum og sit store talent. Selv om hun sikkert med vanlig uærbødighed vil sige, at det rager hende en høstblomst.

Der er reception på dagen i restaurant La Collina på Dyrehavsbakken kl. 13-16.