Teatret undergår kønsskifteoperation: »Der er kæmpe muligheder i det«

Verdensdramatikken har i mange hundrede år været domineret af mænd på scenen. Men en tendens i tidens teater er, at flere og flere roller, som er skrevet til mænd, skifter køn og nu spilles af en kvinde.

Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl bytter roller, når de i Skuespilhuset læser Ingmar Bergmans »Scener fra et ægteskab«. Manden har fået kvindens replikker – og omvendt. Foto: Det Kongelige Teater Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På torsdag går skuespilchef Morten Kirkskov på scenen med Sofie Gråbøl på Det Kongelige Teater. Sammen vil de på teatrets Store Scene gennemføre en såkaldt reading, en iscenesat højtlæsning, af den svenske filminstruktør Ingmar Bergmans manuskript til »Scener fra et ægteskab«.

Den var oprindelig skrevet som en miniserie, som også blev vist på dansk monopol-TV i 1974, og som lagde gaderne øde. Danskerne var vildt optaget af at følge med i historien om akademikerparret Johan og Marianne, som i begyndelsen af serien havde det hele, men hvis ellers så perfekte parforhold gik i stykker.

Når Kirkskov og Gråbøl læser teksten, går de radikalt til værks. De har simpelthen byttet rundt på rollerne. Han spiller stadig en mand, der hedder Johan, men han har fået alle de replikker, som oprindeligt var lagt Marianne i munden. Ligesom hun nu får lov til at sige alle mandens oprindelige ord – nu som kvinde.

»Når man får hinandens verden påduttet, bliver den pludselig mere nuanceret,« mener Morten Kirkskov.

»Johan bliver en noget mere mangesidig mand, end hvis man havde beholdt teksten fra 1970erne. Han bliver måske oven i købet en mand, der er mere rigtig for vores tid. Og det omvendte gør sig naturligvis også gældende for kvinden: Pludselig er det hende, der siger, »Jeg synes, du skal bestemme«, når de diskuterer, om de skal beholde et barn eller få en abort. »Skal jeg bestemme?« spørger manden. I den nye version bliver det så kvinden, der svarer »Ja, for det er jo dig, der får alt besværet. Men det er selvfølgelig også dig, der får al glæden.« Når teksten sådan vendes på hovedet, er det selvfølgelig ret morsomt, men måske er resultatet også mere sandt, end man egentlig skulle tro.«

Forrykket kønsbalance

Kønsskiftet på Det Kongelige står ikke alene. Der sker noget på teatret for tiden.

Englænderne har et udtryk for det: gender reverse casting. Begrebet, som bliver flittigt diskuteret på den internationale teaterscene, dækker over det fænomen, at flere og flere roller skifter køn på teatret. En rolle, som oprindeligt er skrevet for en kvinde, bliver måske spillet af en mand.

Og i endnu højere grad: En figur, som i det oprindelige forlæg er en mand, spilles nu af en kvinde. Måske giver den kvindelige skuespiller liv til det, der stadig er en mand på scenen. Måske har man skiftet køn på figuren, der nu optræder som kvinde. Eller man har ligefrem valgt, at hun gestalter en karakter, der ikke sættes kønsprædikat på.

Den fornyede interesse for at skifte køn på teaterrollerne skal ses som den udfordring af mandlige og kvindelige stereotyper, som hele den feministiske forskning og de såkaldte queer-læsninger er udtryk for.

Hvad sker der med en dramatisk tekst, hvis man forrykker kønsbalancen i den – flytter rundt på komponenterne?

Vil det resultere i nye læsninger, der overrasker og giver teatret nye indsigter i forholdet mellem det mandlige og det kvindelige? Som åbner for nye erfaringsverdener, som måske oven i købet svarer bedre til den rolle, kønnene spiller ude i det virkelige liv uden for teatrets mure?

Det mener Morten Kirkskov, som ser tegn på, at kønnene er ved at nærme sig hinanden, så vi måske snarere skal til at tale om energier end om maskuline og kvindelige egenskaber.

Ikke kvoteprincip

Da han i forrige uge lancerede sit nye skuespillerensemble, overraskede skuespilchefen. Kønsfordelingen var nemlig helt lige: Ti mandlige skuespillere skal fra næste sæson have deres faste gang på nationalscenen, men det skal ti kvindelige også.

Den fordeling har været et vigtigt programpunkt for ham, ikke ud fra et rigidt kvoteprincip, men ud fra kunstneriske overvejelser:

»Det er ikke et projekt, der handler om at skabe roller til kvinder, det er et spørgsmål om at møde verden, sådan som den ser ud. Det har mere været et benspænd, der går ud på, at jeg synes, at vi skal forholde os moderne i forhold til dramatikken, men også til den verden, der omgiver os. Det er vigtigt at tage stilling til, at teatret ikke repræsenterer en eller anden form for fortid, men at man kigger ud i fremtiden og ser på, hvordan kønnene vil arte sig i forhold til hinanden og i forhold til den magt i verden, som mange teaterstykker handler om. Lige så snart man går ind og foretager sådanne ændringer, er man ude over bare at reproducere den tid, som stykket er skrevet i. Man lytter på en ny måde.«

Karen-Lise Mynster som konge

Da Morten Kirkskov som chef for Aalborg Teater satte Henrik Ibsens »En folkefjende« på repertoiret i en version, der var omsat til vores tid, lod han det, der i den oprindelige tekst var en mandlig avisredakør, spille af skuespilleren Hanne Windfeld.

»I verden ser vi jo flere og flere stærke kvinder på fremtrædende poster. Ikke bare som præsidenter, men også inden for journalistik, økonomi og så videre,« siger han.

Og når Det Kongelige Teater efter sommerferien lader instruktøren Elisa Kragerup prøve kræfter med Sofokles’ oldgræske drama »Ødipus og Antigone«, sker der noget.

Her skal skuespilleren Karen-Lise Mynster nemlig spille Kong Kreon, Thebens overhoved, der tynges af magtens moralske ansvar.

 

Morten Kirkskov er overbevist om, at der nok skal sidde en masse magtfulde kvinder med indflydelse, der kan identificere sig med hendes dilemmaer.

»Kvinder i dag kender til alle de slag, man skal tage for at bære rundt på magten. Det skal da også afspejles i teatret. Jeg tror, at der vil være et særligt kvindeligt publikum, som vil synes, at det er helt naturligt, at de fremover også har ret til at se noget, der handler om dem selv.«

Universelle tanker

Han får opbakning af skuespilleren Ellen Hillingsø, som ved flere lejligheder har været med til at skifte køn på figurer.

»Der opstår en ubalance, når en masse begavede kvindelige skuespillere ikke får lov til at udtrykke de tanker, kvinder tænker i dag,« mener hun.

»De store, eksistentielle, dybe og elaborerede overvejelser i verdensdramatikken, dem vil vi kvinder da også gerne sætte tænderne i. Tankerne er jo oftest universelle og i virkeligheden ikke kønsbestemte,« mener hun.

»Der en retning, en fokus og en autoritet i mange af de klassiske manderoller, og det er interessant at skulle stå med de store ord. Kvantitativt – og vel også kvalitativt – er der mere stof at arbejde med.«

Selv havde Ellen Hillingsø i sidste sæson en rigtigt god oplevelse, da hun på Teater V spillede en af Shakespeares store manderoller, Prospero i »Stormen«, en rolle, som britiske Helen Mirren i øvrigt også har spillet på teaterscenen i London:

»Som moderne kvinde med energi og power gav det mening at spille rollen. Det var uproblematisk for mig, for kønnet var ophævet. Det var nogle eksistentielle tanker, man trak et højere sted fra. Et interspirituelt niveau kan man vel kalde det. Man kan tale helt rent fra sig selv til et dybt sted i andre. Fra menneske til menneske.«

Hun har også prøvet at spille en lesbisk kvinde – i originalmanuskriptet en mand – da Peter Langdal i sin iscenesættelse af Ibsens »Hedda Gabler« gjorde titelpersonens mand til en kvinde:

»Rollen er svær, mærkelig og distræt. Men den blødhed, han havde, når han blev fornærmet og jaloux, det sure, resignerede og mopsede, passede bedre til en kvinde, og det kunne jeg bruge i rollen. Det er svært at stille noget op, hvis man som lesbisk kvinde oplever, at ens kæreste falder for en mand. Kønsskiftet gav nogle konsekvenser andre steder i iscenesættelsen, hvor det ikke gik helt så meget op, men for mig var det en stor oplevelse«.

Flere muligheder

Morten Kirkskov er i hvert fald sikker på, at en mere flydende holdning til køn på teatret er vejen frem:

»I det øjeblik, man har taget den forpligtelse på sig, har man mange flere muligheder. Man kunne da sagtens forestille sig, at man også satte en mand til at spille Nora i »Et dukkehjem«. Det ligger sådan set lige til højrebenet i forlængelse af det, vi nu har gang i forhold til »Scener fra et ægteskab«.

Der skal dog stadig være en kunstnerisk idé med kønskiftet, mener Morten Kirkskov.

»Teatret handler jo også om, at publikum skal kunne identificere sig med det, der foregår oppe på scenen. Hvis man fucker alle kønnene op i alt, man laver, kan det være, der er tilskuere, der mister fodfæstet i forhold til, hvad stykket overhovedet handler om. Og det er jo ikke meningen.«

Ellen Hillingsø spår, at vi kommer til at se kønsskifte på alle teatre i fremtiden.

»Der er kæmpe muligheder i det. Det er jo ikke en leg med køn, men også med energier: Det fokus og den ambition, som man tillægger manden – og den mere føjelige, man tillægger kvinden. Når der er nu åbnet for ballet, kan vi bytte rundt, som vi vil. Man kan bare sige: Bring it on!«

»Scener fra et ægteskab« opføres på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, torsdag 12. maj.