Teatret der har gjort alt det rigtige

Kenneth M. Christensen, Ann Eleonora Jørgensen, Marie Bach Hanseno og Lars Mikkelsen i Tribadernes nat. Foto: Bjarne Stæhr Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Københavns Kommune for tre år siden skulle rette teaterbudgettet til i forhold til kommunens 13 små storbyteatre, lagde de ekstra penge til, oprettede to nye teatre - men skar en tredjedel af Grønnegårds Teatrets tilskud.

Begrundelsen fra den daværende kulturborgmester Pia Allerslev i bladet Sceneliv var, at teatret havde en egenkapital, og at de »kan fortsætte med den store forestilling, som vi mener, er den absolut vigtigste at bevare.«

Der er noget principielt rigtigt i, at teatre ikke skal puge statsstøtten sammen, men bruge den til at lave kunst for. Ironisk nok er det netop det høje produktionsniveau, der lige nu medvirker til at give Grønnegårds Teatret dets problemer.

Men man må også erkende, at ikke alle teatre er ens, og for netop et udendørs teater er en egenkapital mere nødvendig end den kan være for et klassisk teater. Fordi sommeren og dermed publikum kan svigte. Uden teatret kan stille noget op.

Hvad mister man, hvis Grønnegårds Teatret i sidste ende må lukke? I et teatertørt dannelsesperspektiv mister vi det teater, der mest kontinuerligt og med størst kvalitetsgaranti spiller de store klassikere. Det var Ludvig Holbergs stykker, der var den oprindelige grund til, at en gruppe skuespillere tog initiativ til at starte Grønnegårds Teatret i 1982. Siden er nationaldramatikeren suppleret med både internationale kolleger som Shakespeare og Molière og med lykkelige indslag af ny dansk dramatik, som årets urpremiere på Nikoline Werdelins »Visen om Sidsel« og den svenske nyklassiker »Tribadernes nat« af P.O. Enquist. Ofte spillet af netop de skuespillere publikum gerne vil se live - som i år, hvor det er på netop Grønnegårds Teatret, at Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen er vendt tilbage for at spille teater efter flere års fravær.

Men hvad der måske er endnu mere vigtigt er, at Grønnegårds Teatret har formået at skabe en teatertradition, der også når de træge teatergængere. Måske hjælper det, at man kan drikke et glas rosé under forestillingen og få en god picnic inden? I hvert fald føler man altid, publikum hygger sig og nyder at gå i teatret, når de sidder på bænkene.

Grønnegårds Teatret har gjort nærmest alt det, man efterlyser i teaterlivet, hos politikerne, blandt publikum og anmeldere: De har åbnet et andet byrum for teater, de spiller klassikere, men gør dem underholdende og tilgængelige, de har stjerneskuespillere, de spiller for alle aldre, og produktionsniveauet er højt.

Det eneste de ikke har, det er godt vejr og varme.