Teateropgør fra neden om offentlige støttekroner

Hvert år modtager store som små danske teatre sammenlagt 1,3 mia. kroner i offentlig støtte. Men uddelingen sker efter fastlåste og forældede principper, mener teaterchef Søren Møller fra det succesrige Fredericia Teater. Han vil have teaterstøtten kastet op i luften og gentænkt på helt nye måder. Teaterekspert og flere teaterfolk er enige – men ikke alle.

Fredericia Teater har gennem de seneste tre år haft succes med store, kostbare musikforestillinger – her den helt nye »Shu-bi-dua - The Musical« – men teatret får kun en brøkdel i støtte af, hvad der tilfalder de større teatre. Det er teaterchef Søren Møller utilfreds med. Foto: Søren Malmose Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Teaterloven er forældet og modarbejder mere end den bidrager til en dynamisk udvikling af det danske teaterlandskab.

Sådan lyder det fra en række aktører og iagttagere, som ønsker en gennemgribende sanering – hvis ikke en total nytænkning – af det kludetæppe af forskellige støtte­ordninger, som loven er knopskudt med i mere end et halvt århundrede.

»Den teaterstruktur, vi har i dag, er resultatet af en årelang lappeskrædderpolitik, men er stadig grundlæggende baseret på den samme model, som da den allerførste teaterlov blev vedtaget i 1963,« siger Stig Jarl, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han mener, at man med fordel kunne sætte en større del af de offentlige støttekroner i spil til individuel fordeling, f.eks. via Statens Kunstfonds projekt­udvalg for scenekunst, men advarer mod helt at skrotte den eksisterende lov.

»Det afhænger selvfølgelig af, hvor grundlæggende man går til værks,« siger han.

»I Holland i 1970erne afskaffede man på det nærmeste alle institutionsteatre ved at gøre teaterstøtte til noget, alle teatre skulle søge for fireårs-perioder. Det betød, at ingen kunne føle sig sikre, men havde jo også den konsekvens, at det blev sværere at videreføre traditioner. Så radikalt synes jeg ikke, at man skal gå til værks, men det betyder jo ikke, at det ikke er muligt at skabe et mere dynamisk støttesystem.«

I Teatrenes Interesse Organisation, TIO, har en projektgruppe i snart et halvt år arbejdet med visioner for, hvordan en helt ny teaterlov kan se ud.

»Med det system, vi har nu, hvor teatrene er delt op i alle mulige forskellige kasser, er der aldrig nogen, der helt overordnet tager stilling til, om vi i virkeligheden har det scenekunstlandskab, der er til publikums og kunstens bedste,« siger medlem af projektgruppen Jakob Højgaard Jørgensen, der er teaterleder på Nordkraft i Aalborg.

»Tankeeksperimentet har været, at hvis vi nu ikke havde nogen scenekunstlov, hvordan ville vi så gribe det an? Men vi har ikke startet det for at revolutionere hele teaterlandskabet og institutionerne,« skynder han sig at forsikre.

Frustreret teaterchef

Én af dem, der er grundigt trætte af det eksisterende støttesystem, er teaterchef Søren Møller, Fredericia Teater, der ellers for tredje år i træk kan glæde sig over stor både anmelder- og publikumsucces, i år med den helt nye »Shu-bi-dua – The Musical«, som indtil videre har solgt 70.000 billetter.

De seneste tre år har Fredericia Teater haft op mod 120.000 tilskuere på årsbasis, flere end f.eks. landsdelsscenerne i Aarhus, Odense eller Aalborg. Alligevel modtager det lille musicalteater kun en brøkdel af den støtte, der hvert år tilflyder de store scener.

»Set fra min stol er der ikke sammenhæng mellem subsidiestørrelse og antallet af publikum og produktioner,« siger Søren Møller. »Der er opstået en traditionsbestemt skævhed i den måde, som subsidierne fordeles på. Afhængig af, hvor vi geografisk er placeret, ryger vi i forskellige puljer, og det har medført en skævhed, fordi støttemulighederne ikke følger med det, der rent faktisk foregår. Når nu provinsens mest succesrige teater i disse år ligger i Fredericia, har jeg svært ved at forstå, hvorfor andre skal have mellem seks og ni gange så meget i støtte.«

Han forstiller sig ikke, at de offentlige tilskud alene skal fordeles efter tilskuerantal, og han anerkender også, at landsdelsscenerne har andre forpligtelser end de mindre teatre.

»Men når vi her på teatret laver den dyreste teaterform, der findes, nemlig musikteater, er det ikke umiddelbart logisk, at vi skal have så meget mindre i offentlig støtte,« siger han. »Lige nu går det godt, men hver gang vi sætter en stor produktion op, sætter jeg i realiteten hele Fredericia Teaters eksistens på spil, fordi der er en enorm risiko i at lave produktioner i den størrelse.«

Han mener ikke, teaterlivet nødvendigvis skal have tilført flere midler.

»Jeg synes bare, man skal se med friske øjne på, hvordan vi fordeler den eksisterende støtte. Rive alle de gamle puljeordninger ned og lave en mere fleksibel fordeling, der giver mulighed for at støtte den udvikling, der foregår, uanset hvor det sker.«

Fødekæde

Stig Jarl forstår godt Søren Møllers frustration.

»Som leder af et egnsteater oplever han sine vækstmuligheder blive begrænset, fordi der er loft over, hvor meget staten yder i refusion, og så er det alene op til kommunen at give penge til, at teatret kan vokse,« siger han og ser umiddelbart to muligheder for at skabe et mere dynamisk støttesystem.

»Der har længe været talt om, at der mangler et niveau mellem de små egnsteatre og de store landsdelsscener, f.eks. et regionsteater. Netop fordi springet mellem egnsteatrene og landsdelsscenerne er så stort, ville det give god mening, hvis et succesfuldt egnsteater kunne »avancere« til regionsteater med de øgede støttemuligheder, det ville indebære.«

Et alternativ kunne være at lade en større del af den samlede teaterstøtte komme i spil via Statens Kunstfonds projektudvalg for scenekunst. Hidtil har udvalget rådet over mindre end 10 procent af den samlede teaterstøtte, som uddeles til forskellige scenekunstprojekter.

»I dag er det kun de teaterprojekter, der får støtte fra Statens Kunstfond, der vurderes i forhold til kunstnerisk kvalitet. Det store flertal af offentligt støttede teatre modtager tilskud som institution, uden at der sker en vurdering af deres virksomhed eller repertoireplaner,« siger Stig Jarl.

»Selvfølgelig giver det ikke mening, at store institutionsteatre som f.eks. Aarhus Teater skal søge hele deres tilskud fra år til år. Men jeg mener godt, man kan sætte en større del af midlerne i spil og alligevel sikre institutionsteatrene en rimelig planlægningshorisont.«

Ditte Maria Bjerg er formand for Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst. Hun tøver ikke med at kalde den nuværende teaterlov for både gammeldags og hierarkisk.

»Loven er knopskudt med en masse forskellige ordninger, love og regler, og det er meget svært for det enkelte teater at flytte sig mellem de forskellige bokse,« siger hun.

»Derfor har vi ikke den fødekæde, der er nødvendig for branchens udvikling. Et succesfuldt projektteater skulle f.eks. have mulighed for at blive egnsteater eller lille storbyteater, men den mulighed eksisterer i praksis ikke.«

Hun mener ikke, det giver mening at indføre yderligere et niveau, f.eks. i form af et regionsteater. Derimod er hun ikke uventet stærkt positiv over for forslaget om, at projektstøtteudvalget skal fordele en større del af støttemidlerne ud fra rent kunstneriske kriterier.

»Det er ikke løsningen at indføre flere institutionelle niveauer, tværtimod handler det for mig at se om at få de forskellige teatre ind i samme tilskudspakke, så der kan arbejdes mere på kryds og tværs, og så vi kan få mere ud af de penge, der er,« siger hun. »Udviklingen går meget stærkt i disse år, og Fredericia Teater er et glimrende eksempel på, at de eksisterende strukturer har meget svært ved at følge med.«

Andre krav til store teatre

Henning Kærsgaard, direktør på Aarhus Teater, vil ikke afvise, at der kan være grund til at diskutere tilskudsordningerne. Men at foreslå, at de store teatre skal søge deres tilskud – helt eller delvist – hvert år, holder ikke vand, mener han.

I dag fordeles midlerne til Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne og teatrene under Det Københavnske Teatersamarbejde som faste fire-årige tilskud.

»Vi har en masse forpligtelser, dels med vedligeholdelse af vores bygninger, hvor Aarhus Teater som totaltfredet bygning koster frygteligt mange penge hvert år, dels med aktiviteter som publikumsudvikling, outreach og udvikling af ny dansk dramatik,« siger han og nævner bl.a. Aarhus Teaters nye treårige samarbejde med seks kommunale folkeskoler, initiativet Borgerscenen, aftalen med Danske Dramatikere, der forpligter teatret til hvert år at sætte fire helt nye stykker dansk dramatik på scenen.

»Derfor kan vi heller ikke sammenlignes med et kommercielt foretagende som Fredericia Teater. Hvis vi også kun lavede kommercielle ting, f.eks. mange flere musicals, kunne vi også få helt fantastiske tilskuertal. Men det er vi jo ikke sat i verden for,« siger han.

I 2010 barslede Teaterudvalget, nedsat af Kulturministeriet, med forslag til en ny støttestruktur, der lettere kunne tilpasses forandringer og nybrud på scenekunstområdet. Vigtigste forslag var en udviklingspulje på 60 mio. kroner, som skulle gøre det muligt for egnsteatre og små storbyteatre at kaste sig over større opgaver, end deres relativt små budgetter normalt ville tillade.

Men forslaget blev aldrig til noget, og det skyldes ifølge Jakob Højgaard Jørgensen fra IO først og fremmest, at man ville finansiere udviklingspuljen ved at nedlægge den såkaldte formidlingsordning, som teatrene kan søge for at nedbringe billetpriserne.

»Det fik straks alle til at kigge på deres egen kasse og tænke: Åh nej, nu mister jeg nogle penge!« siger han. »Derfor vil vi opfordre hele teaterlandskabet til bare for et øjeblik at hæve blikket fra vores egne institutioner og vores egne kasser og samlet kigge på, hvad der vil være godt for kunsten og godt for publikum.«

Pas på pluralismen

Som brancheforening varetager TIO egnsteatrenes, de små storbyteatres og projektteatrenes interesser over for politikere og offentlige myndigheder. Men Jakob Højgaard Jørgensen understreger, at man vil i dialog med alle egne af teaterlandskabet.

»Vi er nødt til som branche at komme med et samlet bud til politikerne, før de overhovedet vil røre ved det,« siger han.

»Lige nu er vi kun ved begyndelsen, hvor vi som branche skal stille de nødvendige spørgsmål om, hvad dansk teater skal rumme. Hvordan sikrer vi diversitet og volumen i de enkelte genrer, den rigtige balance mellem internationalt, nationalt og lokalt, mellem stort og lille format, mellem tradition og avantgarde, vækstlag og kontinuitet o.s.v.? Først, når vi har fundet ud af, hvad det er for et scenekunstlandskab, vi skal have, kommer vi til det med, hvordan pengene skal fordeles. Så langt er vi slet ikke nået endnu.«

Over for alle de mindre teatre i TIO står Danske Teatres Fællesorganisation, DTF, og her advarer formand Kasper Wilton, direktør for Folketeatret, mod at forelske sig alt for voldsomt i en central støtteordning.

»En del af den pluralisme, som dansk teater også skal have, består jo netop i, at der er forskellige former for støtteordninger, der uddeler penge uafhængigt af hinanden,« siger han.

»Man skal heller ikke glemme, at de store institutioner også tager mange chancer for de penge, de får. Når Aarhus Teater f.eks. spiller Peter Asmussens stykke, »Hjertet skælver«, med 12 skuespillere på scenen i bælgravende mørke, giver det ikke et enormt salg. Men det er med til at udvikle dramatikken og gøde vækstlaget i scenekunsten.«