Onsdag eftermiddag åbner den tredje CPH STAGE teaterfestival, og de kommende 12 dage fyldes København af en mangfoldighed af større og især mindre teaterforestillinger og andre arrangementer som kunstnermøder, teaterloppemarked, fester, readings og meget mere.

Et mekka for teaterentusiaster og ikke mindst en herlig fætter-kusinefest, hvor branchens egne folk kan mødes, udveksle erfaringer og fejre scenekunsten.

Ingen tvivl om at der er sket rigtigt meget, siden en lille kreds af engagerede teaterledere fra Husets Teater, CaféTeatret (det nuværende Sort/Hvid), Grob og Teater V i vinteren 2012-2013 satte sig sammen med det erklærede formål at skabe en stor teaterfestival med international profil, der kunne sætte København og dansk teater på verdenskortet.

Fra det første års 40 forestillinger voksede festivalen allerede sidste år til 95 forestillinger, der sammenlagt blev vist ca. 300 gange. I år er den mest markante nyskabelse et festivalcentrum på Nørrebro Teater, hvor publikum kan blive guidet rundt i det store program, og hvor der hver formiddag vil være arrangementer særligt målrettet teaterbranchens egne folk. Antallet af internationale forestillinger er også øget i forhold til sidste år.

Derimod er det fortsat småt med bidrag fra de store københavnske teatre, fra landsdelsscenerne og fra Det Kongelige Teater. Nogle er helt fraværende, andre bidrager kun med mindre produktioner.

Man spejder forgæves efter sæsonens store publikumsuccesser som »Romeo og Julie« eller »Tove! Tove! Tove!« fra Det Kongelige Teater eller Aalborg Teaters roste klassikeropsætning »En folkefjende« – ligesom sæsonens mest markante forestillinger fra de store københavnske også glimrer ved deres fravær.

Spørgsmålet melder sig derfor: Hvordan skal CPH STAGE udvikle sig de kommende år?

Skal festivalen fortsat være det store, brede rendsammen, hvor alle kan byde ind med det, de har lyst til? Eller skal der arbejdes hen imod en mere ambitiøs, kurateret festival, der hvert år præsenterer det bedste fra såvel små som store aktører fra ind- og udland?

Spørgsmålet er ikke blevet mindre aktuelt, efter at kulturminister Marianne Jelved (R) for nylig offentliggjorde en ny vision for scenekunstområdet i Danmark udarbejdet i dialog med branchen, hvor et helt centralt punkt var ønsket om én bredt samlende og international festival for voksenteater.

Og det er da også dér, festivalleder Morten Krogh og teaterchef Per Scheel-Krüger fra Grob, der p.t. sidder i formandsstolen, i fremtiden ser CPH STAGE.

»Går vi fem år frem i tiden, til 2020, håber jeg, at vi er den festival, der præsenterer de bedste forestillinger fra den danske sæson samlet her i København,« siger Morten Krogh.

»Mon ikke vi til den tid har både et kurateret dansk program og et kurateret internationalt program, så vi også kan præsentere store internationale forestillinger. Vi håber også at kunne etablere et nordisk samarbejde, som præsenterer nye upcoming kunstnere i Norden.«

Der skal penge på bordet

Men hvad skal der til for at få flere af de store teatre og de store forestillinger – også på internationalt plan – repræsenteret på CPH STAGE?

»Det er helt sikkert ikke viljen, det skorter på. Men problemet for de store teatre er jo, at vores forestillinger ofte er meget dyre, og det er også meget dyrt at flytte dem, hvis man kommer fra provinsen,« siger Kasper Wilton, der ud over at være direktør på Folketeatret også er formand for DTF, brancheorganisationen for de store producerende teatre.

Hvad angår de større københavnske scener, tror han på, at de i højere grad vil deltage i festivalen de kommende år. Det gælder i hvert fald hans eget teater.

»Vi har ligget i byggerod de seneste to sæsoner, og derfor er vi ikke med i år, men vi planlægger at være med igen næste år og håber også med vores centrale beliggenhed at blive et knudepunkt i festivalen,« siger han.

»Men hvis man ønsker at se de store forestillinger fra udlandet eller fra landsdelsscenerene, så skal der på et eller andet tidspunkt en pulje penge til.«

Det er Odense Teaters direktør, Jens August Wille, enig i. Odense Teater deltager på årets CPH STAGE med egenproduktionen »Vores Klasse« med ti skuespillere på scenen. Og selv om forestillingen er forholdsvis simpel at flytte og genopsætte, anslår han, at det koster teatret mindst 200.000 kroner at komme til København og spille bare tre gange. En større forestilling løber let op i en halv million kroner, anslår han.

»De fleste teatre vil nok afveje, om de har en halv million kroner at bidrage med til en festival, der mest kommer københavnerteatrene til gode. Hvis målet er at vise sæsonens store forestillinger fra landsdelsscenerne i årets løb, vil det kræve, at Kulturministeriet afsætter en pulje. Vi kan godt selv bidrage med nogle af pengene, men en pulje ville være en tilskyndelse,« siger han.

Men de forhåbninger kan teatrene godt skyde en hvid pind efter, lyder det fra Marianne Jelved. Hun har netop givet løfte om sammenlagt 12 mio. kroner over de næste fire år til etablering og drift af et nyt Videnscenter for Scenekunst, og flere penge kommer der ikke.

»Videnscenteret indgår i den vision for scenekunsten, vi netop har udarbejdet, og ét af de helt centrale temaer er netop, at centret skal bidrage til at udvikle festivalformatet. Men det er også aftalt, at scenekunstens aktører selv skal tage ansvaret uden indblanding fra ministeren og andre.«

Marianne Jelved ser selv et stort potentiale i festivalformatet og kan sagtens se for sig, at det bliver CPH STAGE, der skal udvikles til at blive Danmarks store, internationale teaterfestival.

»Men det er jo ikke mig, der skal afgøre det. Scenekunsten har selv bedt om at få frie hænder,« siger hun.

»Men de 12 millioner kroner er bevilget til drift af Vidensscentret og ikke til at udvikle CPH STAGE.«

Ønske om en kurateret festival

Men penge gør det heller ikke alene. For landsdelsscenerne og de øvrige store teatre handler det også om prestige og om frygten for at drukne i mylderet på en festival, hvor alle i princippet er lige.

»Sidste år var vi med i co-produktionen »Global Stories«, der spillede på Grob. Men der var næsten ingen, der opdagede, at det faktisk var vores produktion. Hvis guleroden ikke er større, kan man godt blive lidt skeptisk,« siger Odense Teaters Jens August Wille,

Han mener, at det ville give mere prestige at deltage, hvis CPH STAGE var en helt eller delvist kurateret festival med fokus på bestemte forestillinger som f.eks. Berliner Theatertreffen.

Også Kasper Wilton ser store muligheder i at udvikle CPH STAGE til dén store, samlende teaterfestival med mulighed for at se eller gense noget af det bedste fra sæsonen fra både små og store teatre.

Det samme gør Morten Kirkskov, nytiltrådt skuespilchef på Det Kongelige Teater og tidligere chef for Aalborg Teater:

»Hvis det er ambitionen, vil det være helt fantastisk,« siger han og understreger, at han vil arbejde for, at skuespillet på Det Kongelige Teater i fremtiden kan være bredt repræsenteret på festivalen.

»Jeg vil gerne have et større ensemble, der i det hele taget giver mulighed for større fleksibilitet. Hvis hele »Romeo og Julie« er i huset, bliver det selvsagt lettere at genopsætte den f.eks. på CPH STAGE,« siger han.

Spørger man teaterforskeren Stig Jarl, er han imidlertid knap så begejstret for tanken om at gøre CPH STAGE til en ambitiøs, kurateret festival:

»Jeg tror, man skal gøre sig klart, at en kunstnerisk stærk international festival ikke er det samme som en mangfoldig festival. Den mangfoldighed, der er på CPH STAGE i dag, er vigtig, også for branchen selv, hvor mange netop kommer for at se hinandens forestillinger, og det risikerer at gå tabt, hvis man laver det til en skarpt kurateret international festival.«

Han mener derfor, at man bør bevare CPH STAGE som den mangfoldige, åbne festival for hele branchen og ved siden af skabe en ny festival med en markant kunstnerisk udvælgelse af det bedste fra dansk og internationalt teater.

Som at skyde sig selv i foden


Men at etablere endnu en festival vil være at skyde sig i foden, mener bl.a. Morten Kirkskov:

»Så tror jeg, man giver sig selv unødig konkurrence. Jeg ved ikke, om der er publikum til at have to festivaler, og jeg synes, at både navnet og konceptet CPH STAGE er så rummeligt, at det burde kunne rumme det hele.«

Jens August Wille kan umiddelbart godt se ideen i at skabe en helt ny festival, men frygter ligeledes, at det kan være svært for endnu en festival at vinde fodfæste.

»Så skulle man hellere – ligesom på nogle af de andre store festivaler – have et kurateret program f.eks. de sidste fem dage. En drøm kunne være, at det var nogle af årets Reumert-nominerede forestillinger, man kunne se på festivalen. Det ville passe fint til det nuværende koncept, hvor festivalen netop kulminerer med Reumert-uddelingerne,« siger han.

Hos CPH STAGE ser Per Scheel-Krüger og Morten Krogh frem til at samarbejde med det nye Videnscenter for Scenekunst om at finde en måde at udvikle festivalen i en mere kurateret retning uden at sætte de gode resultater over styr, som er opnået i dens første tre år.

»Der er mange udfordringer, og økonomien er ikke nødvendigvis den største,« siger Morten Krogh.

»Vi har sådan en fantastisk god festival nu, som vi gerne vil bevare. Udfordringen er at få en kurateret linje med uden at ødelægge det, vi har.«

Per Scheel-Krüger supplerer: »Min drøm er at have en sammenblanding, hvor alle byder ind, så vi får hele bredden, men at vi samtidig har nogle udvalgte forestillinger inde i centrum. Det handler jo om, hvordan vi præsenterer dansk scenekunst bedst.«