»Hvad betyder det egentlig at være sig selv?«
Sådan anråber Peer Gynt sig selv og verden i Henrik Ibsens drama, og det spørgsmål er jo dagsaktuelt i selfiens æra, hvor selviscenesættelse er hver mands lyst. At finde svaret er en ganske anden sag. For den yngre dramatiker Ibsen var Peer vrangbilledet på spørgsmålets ideale fordring. Peer går altid udenom i stedet for at konfrontere sig selv og lever dermed efter devisen »at være sig selv nok«.
I dag er såvel spørgsmål som viften af svar nok mere speget. Vi har for længst konstateret, at løget ingen kerne har, og at vi selv må skabe sammenhæng i vores livshistorie. Blive os selv – om end denne tilstand sjældent varer evigt.
Netop derfor er »Peer Gynt« fortsat relevant, og på Folketeatret lykkes instruktør Moqi Simon Trolin godt med sin og oversætter Henriette Vedels gendigtning, hvor moderne fraser erstatter de oprindelige vers, og længden er reduceret til det halve. Den heftige nedklipning giver måske særligt anden del et noget fragmenteret præg, men understreger dermed også Peers frenetiske runddans i skiftende roller. Fra slavehandler til profet. I dårekisten og for sfinksens fod. Eventyrlysten er stor, men rollerne er flygtige, intet bringer Peer ro, og snart er han på farten igen – til hest eller på fantasiens vinger.
Forfører med ord
»Har jeg det fra et eventyr, eller er det et minde,« rabler han i forskellige varianter. Peer har svært ved at skille sine mange historier fra virkeligheden. Han forfører med ord – sig selv, omgivelserne og ikke mindst sin mor Åse, der selv har flasket ham op med eventyr som flugt fra farens alkoholisme.
Forestillingens ubetinget smukkeste scene er Åses dødsleje, som Peer digter om til en gnistrende kanetur mod Sankt Peters port. Anette Støvelbæk rammer indtagende Åses svulmende moderhjerte isprængt en lille hovedrysten over den fantasifulde søn, der på samme tid forarger og forfører med sin eskapisme. Cyron Melville rører vores hjerter som unge Peer, der hovedløst spolerer alt for sig selv og samtidig rummer denne helt rene kærlighed til mor.
Sin plads blandt mennesker
Efter pausen tager Preben Kristensen over som den ældre Peer. Måske en anelse mere bevidst om egne fejl og mangler, men fortsat en outsider. Og det er vel netop det, Trolins Peer er. En, der står lidt udenfor. En, der måske ikke kan finde sig selv, men som helt sikkert ikke kan finde sin plads blandt mennesker. En Peer, som spejler sig selv i ting og roller, men glemmer at være noget for andre. Det er jo også det, det hele handler om. Derfor bliver slutningens forening med ungdomskærligheden Solveig i Mathilde Norholts sødmefyldte skikkelse heller ikke en kliché. I hendes øjne, i hendes kærlighed bliver Peer til sidst sig selv.
Mads Knarreborg og Michael Brostrup er de sidste to i den velspillende sekstet, der dækker dramaets mange roller fra horror-snerrende trolde over landsbybøller til banditter i habitter i forretningslivets internationale cirkler. Jullie Hjetland og Anna Lidell er skiftevis på scenen med deres drømmende, sfæriske lydside, der kongenialt giver universet dybere toner. Foruroligende, forførende, forfriskende.
For den, der virkelig kender sin Peer Gynt, kommer man til at mærke, at min interesse ligger i at »kravle ind i ham« og på den måde tage ham alvorligt. Det er i bund og grund ikke en sorgløs, spontan festabe, vi møder her, som han nogle gange er fremstillet, men snarere en »outsider«, som ikke kan leve op til de handlinger, som samfundet forventer.Instruktør Moqi Simon Trolin i forestillingens program
Ibsen-fundamentalister vil formentligt finde, at beskæring og modernisering har fået mindst en tak for meget. Jeg tror derimod, at Trolin og resten af det kunstneriske hold har pillet løget på en måde, der giver ny luft til den eviggyldige historie, som både teenager og bedstefar kan kende sig selv i.
»Peer Gynt«. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Koreografi: Esa Alanne. Komposition: Jullie Hjetland og Anna Lidell. Folketeatret til 22. december.
