Teater under åben himmel

DKT
Dele af den danske kongefamilie applauderer skuespillernes anstrengelser i Ulevdalene, sommeren 1943. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Det er godt at se, at både dronning Alexandrine og kronprinsesse Ingrid, som flankerer kronprins Frederik - den senere kong Frederik IX - har taget hver sin varmende frakke med til teaterpremiere. Ganske vist var sommeren 1943 efter alt at dømme en dejlig varm en af slagsen - den skulle, som bekendt, blive endnu varmere med folkestrejke og bål i gaderne lige om hjørnet, nu, hvor alle danskere med hjertet på rette sted og kongemærke i reversen begyndte at turde håbe på tysk nederlag i verdenskrigen. Men hvis man én gang har prøvet at sidde til friluftsforestilling i normalt dansk sommervejr, så ved man, at det ikke er for sarte sjæle. Vi har jo i det hele taget en ejendommelig vane her til lands. Så snart kalenderbladet vendes til juni, vil vi ud, vi vil ud, vi vil væk herfra. Ud under åben himmel. Også når vi ser teater. Og lige meget, hvor prægtigt solen skinner, når løjerne begynder, lige så sikkert er det, at aftenkulden nok skal snige sig ind på én, inden skuespillerne bukker, og det hele er forbi.

Billedet, hvor kongelighederne øjensynligt keder sig med royal anstand til Shakespeares »En skærsommernatsdrøm«,  stammer fra friluftsteatret i Ulvedalene, hvor publikumshavet af velklædte københavnere - de fleste med hat, som herrerne dog har taget af og lagt under sæderne, herunder kronprinsen - strækker sig op ad bakkekammene. Ganske vist havde udendørsscenen i den smukke lysning i Dyrehaven eksisteret siden begyndelsen af århundredet, hvor skuespilleren Adam Poulsen og pressemanden Henrik Cavling fandt på at rykke teatret ud under bøg og eg. Men under besættelsen fik det at bivåne teatrets forestillinger nærmest karakter af fædrelandskærlig protesthandling - hvad enten vi nu bevægede os i det nationalromantiske repertoire - »Elverhøj« med kongerøgelsen og »Der var engang« med midsommersang og hyldest til det lille rige mod nord,  »Prinsesse, jeg kommer fra et land«,  eller som her: briten William Shakespeares komedie. Hvad billedet ikke røber, er, at  københavnerne var kommet cyklende til Klampenborg i stimer, nu da privatbilismen var indskrænket - og cykelparkeringen i de smukke omgivelser lod ikke nutidens Nørreport noget efter i omfang.

I 1949 spillede man for sidste gang på teatret i Dyrehaven. Økonomien kunne ikke løbe rundt, og billedkunsteren J.F. Willumsens store, nordiske ravne, som vågede over scenen, rådnede bort. Men i Kulturbyåret 1996 genoplivedes traditionen, og nu spiller Det Kongelige Teater hvert andet år sine stort anlagte rabalderforestillinger derude. I år var det »Røde Orm«, formentlig uden dryppende kuldegys og lungebetændelse i kølvandet