Teater lukker ned to dage før premiere: »Vi får ingen penge ind, og det er rigtig dyrt for kunsten«

Betty Nansen Teatret på Frederiksberg risikerer store tab på nedlukningen af Danmark. »Vi er dybt afhængige af, at der kommer en kompensation,« lyder det fra teatrets direktør, Elisa Kragerup.

Elisa Kragerup er direktør på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Hun er bekymret for, at det bliver meget dyrt for kunsten, at Danmark lukker ned i flere uger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Skuespillerne Carsten Bjørnlund, Charlotte Munck, Thomas Hwan og Ditte Gråbøl var blot nogle af dem, der skulle have stået på scenen lørdag aften til premieren på forestillingen »Leg med ild« på Betty Nansen Teatret.

Men som så mange andre kulturelle begivenheder er forestillingen udskudt på grund af coronavirussen. Betty Nansen Teatret ønsker at følge myndighedernes anvisninger, men det kommer til at blive en dyr affære for teatret.

»Det er super alvorligt for teatrene; man har hørt meget om spillestederne, men vi er i fuldstændig samme situation. Vi er en lille organisation, som er virkelig mærket af det. Vi er sårbare rent økonomisk. Vi er dybt afhængige af, at der kommer en kompensation,«  siger Elisa Kragerup til Berlingske.

Elisa Kragerup

»Vi får ingen penge ind, og det er rigtig dyrt for kunsten«


Helt konkret har teatret aflyst samtlige arrangementer resten af marts. Alle prøver er aflyst, og medarbejdere og skuespillere er sendt hjem. For teatret kommer nedlukningen på et yderst ubelejligt tidspunkt.

»Det er alvorligt, at den indtægt, vi har regnet med, ikke kommer. Det var lige nu, alle vores kampagner skulle toppe, og det er et uheldigt tidspunkt at blive stoppet. Vi får ingen penge ind, og det er rigtig dyrt for kunsten,« siger hun.

Skuespillerne Charlotte Munck, Thomas Hwan og Carsten Bjørnlund i en scene fra forestillingen »Leg med ild«, der skulle have haft premiere lørdag 14. marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

For at få nogle af de mistede indtægter ind igen håber Elisa Kragerup på loyalitet fra publikum, og at mange af dem, der allerede havde sikret sig en billet, vil ombytte til forestillinger, der ligger længere ude i fremtiden. Men usikkerheden og tidsperspektivet er skræmmende.

»Vi ved ikke, om der kommer en forsigtighed fra vores publikum, eller om befolkningen måske vil føle sig usikker på at gå ind i lukkede rum med andre mennesker på den anden side af det her,« siger hun.

Melding midt i forestilling

Da statsministerens melding om nedlukningen af Danmark blev meldt ud til befolkningen, var der generalprøve på »Leg med ild«. 60 personer sad i salen.

»Efter forestillingen sad alle underligt lammede. Normalt ville man være helt oppe at køre, men så handlede det hele om nedlukningen. Skuespillerne er super ærgerlige. Det er mange måneders arbejde for hele holdet. Det er sådan en situation, hvor alle vil huske, hvor de var,« siger hun.

Elisa Kragerup frygter for fremtiden, hvis ikke der kommer en økonomisk kompensation. Forestillingen kan heller ikke udskydes i det uvisse, da mange af skuespillerne har andre forpligtelser ude i fremtiden.

»Jeg kan være urolig for, at staten overser betydningen af det her, og at det er de store, der råber højest, der får en kompensation, når vi når så langt,« siger Elisa Kragerup

Trods bekymringerne sætter Elisa Kragerup pris på myndighedernes håndtering af situationen og synes, det er en god idé at lukke kulturinstitutionerne.

»Jeg er glad for, at vi ikke selv skal stå med en beslutning om at lukke, netop fordi vi er økonomisk afhængige af at afvikle vores arrangementer. Det er rart, at der kommer nogle klare anvisninger og påbud. Vi tænker alle på fremtiden og på, hvordan vi gør vores til, at alle forbliver raske, og sygdommen inddæmmes hurtigst muligt,« siger hun.

Premieren på »Leg med ild« er foreløbigt rykket til 1. April.