»Teater bliver skæggest, når man blander sjov og alvor«

Nørrebro Teaters nyslåede chef, Mette Wolf, vil lave underholdningsteater på en bund af alvor. Hun drømmer om et teater med et rigtigt ensemble, men begynder nu i det små.

Mette Wolf, der i januar tiltrådte som ny direktør på Nørrebro Teater, sætter til februar næste år teaterklassikeren »Melodien, der blev væk« op. »Den rummer det, jeg gerne vil have, Nørrebro Teater skal rumme. En god og solid historie, men historien i sig selv er ikke det sjoveste – det er i måden, vi realiserer den på, at oplevelsen bliver sjov og underholdende,« siger Mette Wolf. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Ikke en eneste standup’er på Nørrebro Teater efter sommerferien. Teatret har ellers de seneste mange sæsoner blandet standup-komikere som Jan Gintberg, Linda P, Mick Øgendahl og Christian Fuhlendorff med »almindelige« skuespillere i en lang række af teatrets forestillinger. Ganske vist er der stadig masser af comedy-folk bag mikrofonen, når teatret byder ind til Late Night-forestillinger en gang om måneden. Men i det almindelige repertoire er de forsvundet.

»De kommer stadig til at være her,« forsikrer teaterchef Mette Wolf, der satte sig i chefstolen i januar, og som har en lang karriere som dramaturg bag sig, bl.a. på Betty Nansen Teatret. Nu præsenterer hun hele sit repertoire.

Læs også: Her er Nørrebro Teaters nye chef

»I næste sæson er der bare ikke nogle af de forestillinger, vi laver, der kalder på en stand­up’er. Men jeg har ikke noget dogme om, at de ikke må være her, og jeg vil da være ked af, hvis de forsvandt fra teaterscenen, for de har også været med til at give et friskt pust til teaterbranchen. De har lært os, at man skal være klar over, hvad man fortæller fra scenen, og de er ikke bange for det publikum, som de kender så godt. Det er sjovt, de er her, hvis de vil være med til at lave noget, der er anderledes end almindelig standup. Så giver det god mening.«

Til gengæld spiller musikken på teatrets scene i Ravnsborggade. Mette Wolf har overtaget forgængeren Kitte Wagners idé om at spille musicalen »En kort en lang«, der er baseret på filmen af samme navn. Teatret har simpelthen købt Aalborg Teaters succesforestilling, der har musik af Martin Brygmann. Til februar får Mette Wolf så lov til at sætte sit eget stempel på sit teater, når Kjeld Abells teaterklassiker »Melodien, der blev væk« går over scenen. En tekst, som den nyslåede teaterchef har drømt om at se på en scene de seneste ti år.

»Det er en underfundig historie med en fin pointe: Man finder ikke melodien alene, men sammen med andre. Det trænger vi til at blive mindet om.

Den rummer det, jeg gerne vil have, Nørrebro Teater skal rumme. En god og solid historie, men historien i sig selv er ikke det sjoveste – det er i måden, vi realiserer den på, at oplevelsen bliver sjov og underholdende. Det skal føles som en vigtig historie, der ikke er til for at få os til at glemme, at det regner udenfor i to en halv time, men som får os til at tænke noget. Det er i kombinationen af sjov og alvor, at teatret bliver skæggest«.

Læs også: Comedyscenen er blevet voksen

Fødekæden knækker

Endnu større forandringer vil publikum opleve på Frederiksbergscenen, som fra næste sæson føres tilbage til sit gamle navn, Rialto:Teatret. Her er tre skuespillere, Maria Rich, Peter Flyvbjerg og Peter Zandersen, hyret til at være teatrets faste ensemble under kunstnerisk ledelse af instruktøren Erik Pold.

»Man har forsøgt at lade som om, at Nørrebro Teater og Frederiksberg-scenen var det samme, men det er det ikke. Publikum på Frederiksberg er ældre, mere teatervant og derfor også mere krævende. Og det er et publikum, der har følelse af, at Rialto er deres teater,« siger Mette Wolf.

Læs også: Teatersnak: Hvem er Mette Wolf?

Man lægger ud med forestillingen »Lokal ekspedition«, hvor ensemblet på næsten symbolsk vis undersøger den verden, der befinder sig lige ude på den anden side af teatret. Mette Wolf vil gerne åbne teatret også for andre dele af teaterbranchen. Hun vil f.eks. udlåne kontorplads til kreative kræfter, der mangler et fællesskab at arbejde i. Skuespillere vil kunne teste materiale for åben mikrofon, og teatret vil også etablere sit eget laboratorium, hvor ensemblet kan nørde igennem med teaterkunsten uden krav om, at det skal ende i en forestilling, undertiden sammen med andre.

Har de store teatre et ansvar for at invitere hele teaterbranchen ind?

»Jeg oplever, at fødekæden knækker. Det er svært at springe fra at være et lille projektstøttet teater til de store institutionsteatre. Både for dramatikere, skuespillere og instruktører. Det er vigtigt at bryde den cirkel ved at invitere indenfor. Salen på Nørre­bro er for stor, men Rialto er et godt sted at indlede sådanne samarbejder, der kan vokse sig større. Tanken med Rialto er lige præcis, at vi skal plante nogle frø, som kan vokse,« siger Mette Wolf.

Læs også: De skal få københavnerne til at grine

Tilbud uden for teatertid

Blandt andet håber Mette Wolf, at ensemblet vil blive en succes, så det kan udvides til et ensemble, der kan spille på tværs af teatrets to scener. Drømmen er et opgør med tanken om, at teatret er tvunget til at spille en forestilling i måske ti uger, selv om den ikke bliver en succes.

»Tænk, hvis man kunne sige efter 14 dage: »Det gik ikke. Vi spiller noget andet«. Enten noget nyt eller en succes, man har liggende. Det kræver selvfølgelig, at man vænner folk til en anden måde at gå i teatret på, for så vil man ikke kunne købe i abonnement. I stedet vil man skulle tage det, der spiller. Nu begynder vi så småt.«

Én ting er, hvad der foregår på teatrets scener. Både på Rialto og på Nørrebro Teater vil der være masser af tilbud uden for almindelig teatertid, når Mette Wolf skruer op for aktivitetsniveauet:

»Man kan se, at det er en bestemt type mennesker – aldersmæssigt, kønsmæssigt, indkomstmæssigt – der kommer i teatret. Ved at lave andre arrangementer kan vi få folk ind, som ikke plejer at gå i teatret. Det er vigtigt, at der hele tiden er arrangementer for forskellige typer af mennesker. Men det er jo ikke alle, der nødvendigvis skal gå ind at se en teaterforestilling. Jeg er jo ikke så naiv, at jeg tror, at alle bare vil elske teatret. Men man skal føle, at man får det tilbudt: Man skal vide, at det er der.«