Et øjeblik er jeg lidt i tvivl. Er jeg til galla i Dubai, statist i en technicolor-Bollywood-film eller ...? Ved siden af mig på gulvet danser saudiske mænd i lange, hvide thawbs og rødternede keffiyehs, kazakhiske kvinder med turkise, fjerpyntede kræmmerhushatte og indere i sirligt broderede kurtaer.
Brudekjoler er en kampsport i Uzbekistan – ofte mere pompøse end egentligt kønne.
Der er dog flest Silkevej-prinsesser: Umådeligt smukke kvinder med sortmalede katteøjne, elfenbenshud og rober i hele spektret fra guldbrokade og bare skuldre til tækkelige højhalsede hylstre i blåt fløjl og kaskader af pailletter. Deres hvide hænder med lange røde negle tegner figurer i luften til tonerne fra forsangeren, en centralasiatisk Elvis med slikhår og silkekappe, der gjalder gennem en kavalkade af verdensmusikkens greatest hits. Vi er til bryllup i Tasjkent, og det er eddermukme vildt.
