Tarme uden charme

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at der bliver udgivet for mange bøger i Danmark. Det kommer an på, hvad man mener med for mange, og så længe forlagene er tilfredse, og boghandlerne er ved godt mod, og læserne glade, ja, så er der vel ikke noget at komme efter. Om de så også er dét, skal jeg lade ligge her.

Blot konstatere, at set fra bogbjerget kan det godt nogle gange se ud, som om forlagene bruger meget tid og mange kræfter på at udgive bøger, der ikke i særlig grad synes udsprunget af indre nødvendighed eller idealisme, men snarere af kolde kalkuler og tidstypisk trendtænkning.

Denne udgivelsesstrategi giver sig blandt andet udtryk i, at når en eller anden slags bog slår an, så vrimler det pludselig med bøger, der handler om det samme. Se blot Giulia Enders »Tarme med charme«, der først charmerede tyskerne, derefter danskerne, og som på det seneste er blevet fulgt op af sådan noget som Justin og Erica Sonnenburgs »Sunde tarme«, Lene Hanssons og Christine Erritzøes »Elsk din tarm 2« (rigtigt gættet, det er opfølgeren til »Elsk din tarm«), og Søren Lange og Mette Benders »Mad til glade tarme«.

Tarmen er kort sagt in på tryk, og hvornår dét stopper tør jeg ikke spå om, men personligt er jeg tæt på at få forstoppelse bare ved at tænke på de bøger. Tarm­trenden ligner i mine øjne en særligt ucharmerende form for narcissisme, hvor det ikke længere er nok bare at pille i sin egen navle. Næh, nej, man må helt derind, hvor man bare ikke kan komme længere. Bogstaveligt talt.

En anden type bøger, som forlagene for tiden laver mange af, er dem, hvor nogle kendte danskere skiftes til at fortælle noget om et eller andet. Aktuelt er vi blevet beriget med »Tak skæbne. 49 markante danskere fortæller om et afgørende øjeblik i deres liv«, »Min barndom i 60’erne«, der følger samme »kendisser taler ud«-koncept, og »Modne mænd. Samtaler om livets patina«, hvor »24 kendte danske mænd fortæller hudløst ærligt om livet efter de 60.«

Måske kan de være charmerende læsning, den slags bøger, men jeg synes altså, at de fylder lidt vel meget i forhold til, undskyld udtrykket, rigtig litteratur, og når jeg læser programmet for årets BogForum slår det mig, at (alt for) mange af arrangementerne handler om kendte, som der er skrevet bøger om, eller som har skrevet bøger om sig selv, eller som er med i bøger om sig selv og andre kendte, hvis de da ikke handler om mad og sundhed og sådan noget, der måske har med bøger, men ikke meget med litteratur at gøre.

Nå, jeg antager, af forlagene er nødt til at oversvømme markedet med trendy titler med efterfølgende promovering på BogForum for at kunne finansiere udgivelsen af mere lødige sager, og i sidste ende kommer det jo også sådan nogle bedrevidende kulturkonservative læsere som mig selv til gode. Det er egentlig ret charmerende.