Tango uden skåneærmer

»Jeg foretrækker et Tupperware-party frem for dildo-party, fordi jeg er så dårlig til elektronik, og for resten også er fra en tid, hvor mænd ikke havde besvær med noget som helst,« siger Jane Aamund, der fejrer sin 70-års fødselsdag i morgen med en provokerende gammeldags kogebog.

»God mad handler om mådehold, tålmodighed, omsorg, sanselighed, nydelse og livsglæde. Det er egentlig enkelt,« siger Jane Aamund, der straks satte journalisten i sving med »Lillian Kaufmanns blinis« til forkostinterviewet om kogebogen »Janes køkken«, der udkommer i morgen på forfatterens 70 års fødselsdag. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Heldet følger den velforberedte, påstår Jane Aamund. Derfor har jeg lagt mig i selen i ugens løb, testet hendes gamle familieopskrift på øllebrød, bagt Jenny Ballebys boller fra Limfjorden og genlæst samtalebogen »Lys i livet«, hvor Jane Aamund betror Cecilie Frøkjær, at man umuligt kan sige nej til en flot mand i ternede badebukser.

Desværre er det for råkoldt til at vise sine mandelår den middagsstund i november, hvor jeg sammen med fotografen står og tripper uden for Jane Aamunds hus i Gilleleje.

»Nej, hvor har jeg glædet mig!«, siger hun og slår armene ud mod det udsøgt veldækkede frokostbord, der er et studie i køkkenskriverens æstetik: Nystrøget kridhvid dug, stofservietter, friske blomster i vasen og ikke skyggen af mælkekarton, vandflaske eller anden nymodens emballage på bordet. »Men først skal du hjælpe mig med forretten!«

Det er jeg selv ude om, al den stund jeg anmodede om et køkken-interview, så vi hen over en god frokost kunne tale om den folkekære forfatters nye kogebog, »Janes køkken«, der er et familiealbum fuld af gode madminder, hyggelige fotos og saftige anekdoter. Og nu står hun foran os, 69-årige Jane Aamund, og ligner en knaldflot, sydeuropæisk udgave af Kirsten Hüttemeier. Dog er skåneærmerne udskiftet med et gammeldags flæseforklæde, der matcher de sorte lakstøvletter og den sensuelle tangomusik fra CD-spilleren i køkkenet nogenlunde lige så godt som pålægschokolade passer til en svensk sennepssild.

»Først skal vi have »Lillian Kaufmanns blinis« med stenbiderrogn, hakkede rødløg, dild og dejlig tyk cremefraiche - og til det får du snaps af mit finske snapseglas, som jeg købte, engang Berlingske Tidende havde sendt mig højt mod nord for at skrive om tango i Finland.«

Grædende leverer jeg varen - de hakkede løg - og kommanderes blidt over til komfuret for at vrikke knivspidsen ind under de små sydende pandekager på blinispanden.

»Tag det roligt, du må sgu ikke stikke så meget i dem, så bliver de grimme at se på! Tålmodighed, mand, tålmodighed - ligesom i tango,« docerer Jane Aamund, og har dermed taget hul på det bærende tema i den kogebog, der udkommer i morgen på hendes 70-års fødselsdag: At moderne mennesker er blevet så fortravlede, at de ikke længere kan give sig hen til noget så afstressende, fysisk og psykisk sundt som at lave god mad til sig selv og andre.

»Det er den eneste bog i mit forfatterskab, der har et budskab, og det er det samme som overalt i naturen: Pas på børnene, værn om slægten. Og begynd hjemme ved køkkenbordet. Alt for mange unge og ældre har jo glemt, eller ved ikke, at man kan give omsorg og vise sin kærlighed via maden. Det at være sammen om et måltid, når man som du og jeg står her og laver den og om lidt sætter os ned for at nyde den sammen, er dybest set at vise hinanden omsorg og kærlighed.«

Arveligt belastet
Mens de små lette pandekager én efter én listes over i fadet, begynder Jane Aamund at fortælle om sine to brødre, Asger og Bjarke, med hvem hun har et livslangt madfællesskab. Det handler ikke kun om udveksling af mindeværdige opskrifter og skovturs-delikatesser samt fødselsdagsgaver i form af franskbrød, alliancemarmelade og syltede agurker, men også om ugentlige telefonsamtaler, der begynder med ordene: »Nå, og hvad skal du så have til middag i dag?«

Sådan har det altid været, mindes Jane Aamund. Det begyndte allerede, da de var børn og unge. Moren var knalddygtig i et køkken og mestrede det danske herregårdskøkken. Faren ejede en knækbrødsfabrik og var lidt af en ædedolk. Begge forældre var runde og trinde, eller som faren karakteriserede begges forældre-skikkelser: »Vi er vel nok ved magt!« Både det og al den gode mad i Aamund-familiens køkken blev et kært samtaleemne blandt Aamund-børnene og deres venner.

»Jeg husker især en af Asgers gymnasiekammerater, der altid på et tidspunkt af aftnen begyndte at længes efter min mors kødgryder og altid sagde: »Skal vi ikke køre hjem til »De fede« og få en rigtig god middag?«

Her er det, at Deres Udsendte - med den behagelig udsigt til lækkerier som »Anettes foie gras« (serveret med kraftig sky af Calvados), fulgt af roquefort rørt med cremefraiche på sprød julesalat og kransekage dyppet i chokolade - burde have spurgt lidt mere til kalorierne i Jane Aamunds opskrifter, og undret mig over det larmende fravær af modeord som »kostfiber« og »fedtfattig« i kogebogen. På den anden side, hvorfor ødelægge den gode stemning med kritisk journalistik? I stedet løfter jeg hvidvinsglasset med en liflig Gewürtztraminer årgang 2003, hilser på værtinden og spørger retorisk, om »Janes køkken«, hvori læseren bl.a. opfordres til at købe et »krustadejern«, der kan bage små sprøde tarteletter med plads til fiskeboller, asparges og rejer, måske også er et oprør mod tidens modemad?

»Jaaaa, mon ikke,« nærmest råber Jane Aamund, der forklarer, at hun er dødtræt af at se Nikolaj Kirk stå dér i TV med morgenhår og lave sine »tallerken-malerier«. I stedet vil hun have den gamle danske selskabsmad, baseret på maksimal madhygge, tilbage i det danske køkken.

»Der er alt for meget i vores moderne madkultur, lige fra burgere og pizzaer til den iscenesatte modemad på restauranter, TV og i trendy kogebøger, som afspejler, at gode gamle danske køkkenværdier er gået tabt. Vi laver ikke længere mad med pli, og det allerværste ved denne negative sociale arv er, at vi heller ikke længere evner noget så simpelt som at samles omkring bordet til måltiderne. Familie og slægt er spredt for alle vinde i dagens Danmark, når maden rettelig burde samle dem ved middagsbordet omkring den hjemmelavede mad.«

God mad er en gave
Når man som Jane Aamund har levet på dødsgangen i 12 år, som hun selv siger, med en kræftsygdom, der har svækket taleevnen og ramt slimhinder og smagssans, så bliver man for alvor klar over, at god mad er en gave, siger hun.

»Det er gerne efter de dårlige dage, hvor man som patient med svælg- og mundkræft ingenting har kunne få ned overhovedet, og så pludselig spiser lidt igen. Af lyst. Så bliver mad altså en ufattelig stor gave, hvad enten man laver den selv eller får den serveret. Derfor må man heller ikke svine med den. God mad handler om mådehold, tålmodighed, omsorg, sanselighed, nydelse og livsglæde. Det er egentlig enkelt. Ligesom retterne i min kogebog, der alle sammen er så nemme at lave - bortset fra min mors gamle opskrift på forloren skildpadde, der tager tre dage at lave - at mange gastronomer sikkert vil sige: »Hvad fanden bilder hun sig ind?« Men jeg er ligeglad. Også som husmor er jeg altid gået mine egne veje.«

Det samme gør sig gældende i Jane Aamunds forfatterskab. Ingen forstillelse her. Hun ved da godt, at hun aldrig får en af Det danske Akademis fine litteraturpriser, men til gengæld er hun rævestolt af, at kunderne i Bog & Idé i 1997, 1998, 1999 og 2004 kårede hende til »Danskernes yndlingsforfatter«. Og hun håber, at man engang i fremtiden vil huske og nævne en bog som »Den grønne port« i dansk litteraturhistorie.

»Hvad fanden, jeg skriver jo underholdningslitteratur. Smører ordentligt på i mine romaner og giver den et skud glimmer på omslaget. Ligesom på et julekort. Og alt det er jeg stolt af. Jeg vil i kontakt med den brede masse af læsere. Det skal ingen være i tvivl om. Så kan de sige, hvad de vil, alle de kunstneriske og de intellektuelle. Min skriveglæde kan ingen tage fra mig.«

Og den glæde deler flere hundredtusinde danskere med Jane Aamund, hvis forfatterskab efterhånden tæller 15 bøger, som til dato er solgt i mere end en million eksemplarer. Læserne forguder hende i en grad som de færreste danske forfattere kender til, og henvender sig ofte meget direkte til Jane Aamund. Som da en mand i Vestjylland for nogle år siden standsede op, da han så Jane Aamund og straks betroede hende: »A blywer så warm i mi underliv, nå a læser di bøger.«

Af sted til Argentina
Det er blevet tusmørke udenfor parcelhuset i Gilleleje. Og mens fotografen og journalisten kappes om krummerne fra kransekagen og stadig må lytte til de fjerne toner af den skiftevis lystige og lidelsesfulde tangomusik ude i køkkenet, fortæller Aamund om sin næste bog, der ikke overraskende skal foregå i tangoens Sydamerika og handle om danske indvandrere i Argentina.

I marts 2007 rejser Jane Aamund til Buenos Aires på ubestemt tid for at researche til sin historie, og hvor længe hun bliver der - »jeg kan jo tale spansk«, som hun triumferende siger - og hvor i verden, vi kan fortsætte denne interessante køkkensamtale, evt. når hun fylder 75 år, ved Aamund da virkelig ikke.

»Af natur er jeg en rejsende. Rastløs og helst på farten. Lige nu bor jeg her i Gilleleje, for et par år siden var det Nordvestjylland, som jeg er begyndt at længes tilbage til. Og så er der jo Argentina næste år. Et »hjem« kan være så mange forskellige steder, og sådan et kan man have så mange forskellige steder. Dét, der virkelig betyder noget for mig, er ikke »hjemmet« og alle de materielle ting, vi fylder i det - det har det aldrig været - men derimod menneskene, der er omkring mig her og nu, i morgen og i overmorgen. Jeg vil helst være dér, hvor der bare er et komfur, og hvor jeg kan lave mad og se nogle venner!«

Det bliver udgangsreplikken. Vi rejser os, siger tak for maden, tangoen og alle de kloge ord. Tillykke med fødselsdagen på onsdag! Næste gang skal vi nok tage opvasken.