Tal R: Som kunstner bliver jeg kåd ved tanken om, at folk river statuer ned

Mens aktivister vil hive statuer ned i resten af verden, er danske Tal R i gang med at opføre nye skulpturer. Ikke for at hædre konger, men som en hyldest til det almindelige menneske. Alligevel ved han ikke, hvordan de bliver modtaget. »Du kan aldrig vide, om dine statuer bliver hyldet eller gravet ned i fremtiden,« siger kunstneren

Midt i en tid, hvor skulpturer diskuteres, overmales og fjernes, er Tal R aktuel med sine egne store menneskeskulpturer. Og selvfølgelig er også det politisk. »Jeg laver de her figurer, og de er lavet af mig, et menneske, der læser aviser. Du kan ikke lave kunst uden at være politisk,« siger han. Søren Bidstrup

De vil rive statuer ned over hele verden. I England går det ud over Churchill, i Norge raser debatten om Ludvig Holberg, mens 1.500 svenskere har skrevet under på et protestskrivelse for at få fjernet en statue af den svenske botaniker Carl von Linné.

Midt i det hele går danske Tal R og opstiller egne, nye skulpturer af bronze og gips på Glyptoteket i København. De 30 skulpturer af mennesker og dyr er resultatet af en årelang proces, men de virker næsten som et svar til tiden.