Tag godt imod vores nye striber

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag byder vi velkommen til to nye, daglige tegneserier i Berlingske. Begge tegneserier leveres af selskabet New Creations, som ejes af Anders Morgenthaler og Mikael Wulff. De to mænd har både krøllede og kreative hjerner, og firmaets kreative stab har udviklet de to tegneserier specielt til Berlingske.

Rigtigt mange tegneserier handler om privatlivet. Vi har ønsket at få en satirestribe om arbejdslivet.

Den ene stribe »Ni til fem« udspiller sig derfor på en typisk arbejdsplads, en mellemstor virksomhed, hvor vi følger tre hovedpersoner: Ole, IT-ansvarlig, Steffen, key account manager, og deres overordnede, den Merkel-lignende afdelingschef, Hanne.

Serien illustrerer deres noget trivielle liv på kontoret, og når de pendler til og fra arbejde – med andre ord ny satire om dagligdagens trummerum.

Samtidig byder vi velkommen til tegneserien »Hårdt mod hårdt«, der er et talkshow i ord og tegninger. Jim Henriksen er den – naturligvis fiktive – kompromisløse talkshow-vært, der dagligt er ude i en konfrontation med en markant dansk personlighed.

Vi siger samtidig farvel til striben »Hagbard«, der har været en kær gæst hos os i mange år og dannet makker med Pondus, der fandt andre græsgange allerede ved årets begyndelse.

Vi har været glade for de to tegneserier, men synes, at en fornyelse en gang imellem også er gavnlig inden for vores humoristiske univers. Og vi ønsker naturligvis fortsat, at vores tegneserier på Berlingske skal være en modvægt til det politisk korrekte.

Vi håber, at I vil synes godt om de to nye tegneserier, og vi glæder os til at lære personerne og livet i de to tegnede universer bedre at kende, efterhånden som de bliver en del af vores dagligdag.